Volpino Italiano

Mere om racen

Overblik

Volpino Italiano er en lille spidshund fra Italien. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 4, blandt de europæiske spidshunde, med standardnummer 195. Standarden angiver dens anvendelse som vagt- og selskabshund, og begge dele præger racen i dag. Navnet betyder “lille ræv”, og med det spidse næseparti, de opretstående ører og den buskede hale over ryggen er det let at se hvorfor.

Bag den bløde pels er der en livlig, glad og legesyg hund, der knytter sig stærkt til sin familie og sit hjem. Den er hurtig til at melde, når der kommer nogen, og den gør det højlydt. Racen er yderst sjælden, også i sit hjemland.

Historie og oprindelse

Volpino Italiano er en gammel race. Den stammer fra de europæiske spidshunde, der har levet i det centrale Europa siden bronzealderen, og som man har fundet skeletter af omkring forhistoriske pælehuse. Den har altså de samme forfædre som de tyske spidser, men nedstammer ikke fra dem. De to typer er beslægtede.

I Italien har racen været opdrættet i århundreder, både i adelens paladser og hos almindelige mennesker, hvor den især blev værdsat for sin årvågenhed og sit vagtinstinkt. En volpino ses på et maleri af Vittore Carpaccio fra 1502, og standarden fortæller, at Michelangelo havde en. Senere blev den fast følgesvend for kuskene i Toscana og Lazio og meldte larmende alle fremmede, vognene mødte på vejen. FCI-standarden placerer kuskenes hunde i 1700-tallet, mens DKK og den svenske raceklub skriver 1800-tallet.

På landejendommene supplerede den lille hund de lænkede mastiffer. Den gik frit omkring, fangede mus og var den første til at slå alarm, når nogen nærmede sig. Samtidig var den selskabshund og legekammerat for børnene, også inde i byerne.

Standarden blev skrevet i 1913, og racen var ret populær i begyndelsen af 1900-tallet, men derefter forsvandt den næsten. Den svenske raceklub skriver, at racen er genopbygget ud fra volpinoer, der levede frit i Italien, blandt andet som en følge af de to verdenskrige. Hvide hunde dukkede op igen i 1968, og fra 1972 blev racen registreret på ny. FCI anerkendte den endeligt i 1956. Racen kom til Sverige i 1980’erne, og herhjemme hører den under Spidshundeklubben.

Udseende og størrelse

Volpino Italiano er en lille, kompakt og harmonisk hund. Kroppen er kvadratisk, så længden fra skulder til sædeben svarer til skulderhøjden. Hovedet har form som en pyramide med et let ægformet kranie, et tydeligt stop og et spidst, men ikke overdrevent næseparti. Næsen er stor og sort, og læberne er tætsluttende med sorte kanter. Øjnene er rundagtige og mørkebrune med sorte øjenrande, og udtrykket skal vise årvågenhed og livlighed. De trekantede ører er højt og tæt ansat og står opret. Halen er højt ansat og bæres altid krøllet ind over ryggen. Mangler halen, eller er den meget kort, diskvalificeres hunden.

Pelsen er tæt, meget lang og helt lige og står ud fra kroppen. Strukturen er grov med stive dækhår, og pelsen må aldrig lægge sig fladt. Standarden beskriver kroppen, som om den var pakket ind i en muffe, særligt om halsen, hvor pelsen danner en fyldig krave. Bagbenene har bukser, og halen er dækket af meget langt hår. Farverne er ensfarvet hvid, rød eller sort, og andre farver accepteres. Den hvide skal være ren og mælkehvid, den røde en intens hjorterød. DKK registrerer hunde i hvid, rød, sort og champagne.

Hanner måler 27 til 30 cm over skulderen og tæver 25 til 28 cm. Er hunden mere end 2 cm over grænsen, regnes det som en fejl. Standarden siger kun, at vægten skal stå i forhold til højden. DKK oplyser 4 til 5 kg, så racen hører klart til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver racen som meget knyttet til sine omgivelser og sin familie, med et sprudlende temperament, livlig, glad og legesyg. I mentalitet minder den meget om den tyske kleinspitz. Den er kærlig og loyal over for sine egne, men forholder sig mere afventende til fremmede, som den gerne er reserveret over for.

Vagtinstinktet er stærkt. Racen holder øje med alt, hvad der sker omkring hjemmet, og melder enhver fremmed med høj gøen. Den svenske raceklub kalder den en alarmhund og skriver, at det er meget racetypisk. Klubben fremhæver også, at volpinoen trods sit søde ydre er en sej og selvstændig hund med en stærk personlighed. Den er modig og adræt. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres efter standarden.

Motion og aktivering

Racen er aktiv, nærmest utrættelig, og har brug for mere motion, end man skulle tro ud fra størrelsen. Standarden beskriver galoppen som en udholdende hunds snarere end en sprinters, og racen var i sin tid kuskenes utrættelige følgesvend.

Den lærer hurtigt og kan lide at være med i det meste, familien laver. Jagtlysten er ringe, selvom racen oprindeligt fangede mus på gårdene. De fleste volpinoer bryder sig ikke om at bade eller svømme.

Træning og socialisering

Små hunde lærer lige så let som store, og en volpino er ofte sjov at arbejde med. Træningen bør begynde tidligt og være konsekvent, venlig og tålmodig. Den selvstændige side betyder, at grænser skal være tydelige fra starten. DKK råder til at være sparsom med godbidder, fordi små hunde let bliver overvægtige.

Gøen er det vigtigste at arbejde med. Tidlig socialisering og en fornuftig opdragelse dæmper lysten til at gø, ifølge DKK og Spidshundeklubben.

Familie og bolig

Volpino Italiano er meget familiekær og en god legekammerat. Den svenske raceklub skriver, at det er en hund, der kan passe til alle, og at den gerne vil være med i det meste. Historisk har den været legekammerat for børn, men ingen kilde siger noget om dens tålmodighed med dem. Som med alle hunde bør samvær med børn foregå under opsyn.

Racen tilpasser sig godt til et liv som indendørshund, og den lille størrelse gør, at den kan bo mange steder. Det høje aktivitetsniveau og den lette, høje gøen er dog vigtige at tænke på, hvis man bor tæt på naboer. Kilderne siger ikke noget om, hvordan racen klarer at være alene, eller hvordan den lever med katte.

Pelspleje

Den lange, udstående pels ser krævende ud. DKK og Spidshundeklubben skriver, at man skal regne med en del pelspleje i form af en grundig gennembørstning hver uge. Den svenske raceklub vurderer pelsen anderledes og kalder den meget let at holde, fordi den afviser vand og snavs og ikke filtrer, uanset om den børstes eller ej. Ingen kilde nævner trimning eller klipning.

Tænderne kræver opmærksomhed. Små hunde får ofte mere findelt foder, og racen får forholdsvis let tandsten, som kan føre til tandløsning. Se derfor jævnligt tænderne efter.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for forholdsvis sund. Den vigtigste kendte sygdom er primær linseluksation, en arvelig og smertefuld øjensygdom, hvor linsen løsner sig, fordi de fibre, der holder den på plads, er svage. Sygdommen viser sig oftest hos voksne hunde på 3 til 6 år og rammer ofte begge øjne, men ikke nødvendigvis samtidig. Der findes en DNA-test for anlægget, og Volpino Italiano er blandt de racer, testen tilbydes til. Den svenske raceklub anbefaler, at avlsdyr øjenundersøges og DNA-testes, og at to bærere aldrig parres med hinanden. Klubben har også set enkelte tilfælde af knæskalsluksation og nævner, at forsikringsdata tyder på en lidt øget risiko for øjensygdomme.

Der findes ingen opgørelse over racens levealder fra en større undersøgelse. Den svenske raceklub skriver, at racen kan blive meget gammel, og at over 20 år ikke er usædvanligt, men uden at oplyse, hvad det bygger på.

Volpino Italiano er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om undersøgelse for HD eller AD før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på udstilling. DKK har ingen krav om øjenundersøgelse eller DNA-test. Racen er ikke omfattet af hundelovens forbud.

Spørg opdrætteren, om forældrene er DNA-testet for primær linseluksation, og om deres øjne og knæ er undersøgt. Bestanden er lille, så det er også relevant at spørge til indavlen. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.