Norsk Lundehund

Mere om racen

Overblik

Norsk Lundehund er en lille, smidig spidshund fra Norge, som FCI placerer i gruppe 5, sektion 2, de nordiske jagthunde. I århundreder blev den brugt til at hente lundefugle ud af stenurer og jordgange på kystøerne i Nordnorge, især Værøy og Røst i Lofoten. Arbejdet har givet racen en kropsbygning, der ikke ses hos andre hunde: seks tæer på hver pote, en nakke, der kan bøjes helt tilbage mod ryggen, forben, der kan slås ud til siden, og ører, der kan lukkes. I dag er den en vågen, livlig og lidt egenrådig familiehund, som Norge regner for en del af sin kulturarv.

Racen er sjælden og har en usædvanligt lille genpulje: alle nulevende hunde går tilbage til seks hunde, og tarmsygdommen intestinal lymfangiektasi (IL), tidligere kaldt Lundehund-syndromet, rammer en stor del af bestanden.

Historie og oprindelse

Navnet er sammensat af lunde, som er lundefuglen (Fratercula arctica), og hund. Lundefuglene yngler i huler i stenurer og jordgange, og kun en lille hund, der kunne kravle ind, vende sig og hente fuglen ud i live, kunne bruges. Den første sikre beskrivelse er fra 1591, da fogeden Erik Hansen Schønnebøl skrev om lundefangst i Nordnorge. En god hund var værdifuld: fra Fugløy i Gildeskål er det overleveret, at den var lige så meget værd som en malkeko.

Fra slutningen af 1800-tallet blev fuglene fanget med net, og jagten med hund ophørte helt, da lundefuglen blev fredet i 1950’erne. Racen overlevede på Værøy. Mellem verdenskrigene sendte man nogle hunde til familien Christie på Hamar, men hvalpesyge i 1943 og årene efter udryddede næsten hele bestanden. I 1960 hvilede alt på seks hunde: tre kuldsøskende fra Mostad, to halvsøskende til dem og en hund uden nær slægtskab. Bestanden er siden vokset langsomt: i 2021 var der cirka 1.800 lundehunde i verden, heraf 988 i Norge og 54 i Danmark.

FCI anerkendte racen endeligt i 1965.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en lille, rektangulær og smidig spidshund af ret let bygning. Hovedet er kileformet, øjnene svagt skråtstillede med gulbrun iris, og ørerne trekantede, opretstående og meget bevægelige. Halen bæres enten svagt ringlet over ryggen eller hængende.

Det særlige ligger i anatomien. Poterne har mindst seks tæer, hvoraf fem på forbenene og fire på bagbenene bærer vægten, og otte trædepuder foran og syv bagpå. Hovedet kan bøjes tilbage, så panden rører ryggen, og skulderen er usædvanligt elastisk. Brusken i øret kan trække sig sammen, så øregangen lukkes. Forbenene roterer udad under gang, og bagbenene sættes tæt, hvilket er typisk for racen.

Pelsen er tæt og stri med blød underuld, kort på hovedet og forsiden af benene og rigeligere om halsen, bag på lårene og på halen, men uden fane. Farven er altid kombineret med hvid: rød til gulbrun med mere eller mindre sorte hårspidser, eller hvid med mørke aftegninger.

Hanner måler 35 til 38 cm og tæver 32 til 35 cm i skulderhøjde. Vægten er cirka 7 kg for hanner og cirka 6 kg for tæver, så racen hører til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver racen som årvågen, energisk og livlig, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Den norske raceklub kalder den venlig og nysgerrig, en stor personlighed i en lille hund, men noget egenrådig.

Den svenske avlsstrategi beskriver en venlig vaksomhed: hunden melder, når fremmede er på vej, ikke for at advare mod en trussel, men som om den forbereder et besøg. Blandt opdrættere taler man om “lundebremsen”, når hunden stiller forpoterne bredt ud og nægter at gå, før den har overblik. DKK skriver, at den kan være lidt reserveret over for fremmede, hvis den ikke er socialiseret fra tidligste hvalpealder.

Svenske opgørelser viser flere hunde, der er følsomme over for skud, torden og knald, og avlsstrategien understreger, at tidlig vænning til lyde er særligt vigtig. Racen melder gerne med gøen, men DKK skriver, at den gør mindre end andre racer med samme arbejdsbaggrund.

Motion og aktivering

Den norske raceklub beskriver racen som en lettstelt hund med moderat motionsbehov og samtidig en ivrig kammerat til lange ture i skov og mark. Den er utrættelig på tur. DKK kalder den lynhurtig og umådelig smidig og skriver, at den skal have et godt socialt liv, passende motion og mange opgaver, der stimulerer hovedet.

Agility, rally, lydighed og sporarbejde passer godt til racen. I modsætning til mange andre spidshunde er den glad for at apportere. Den har en forkærlighed for at grave.

Hvor stærk racens jagtlyst er, er kilderne ikke enige om. DKK og Spidshundeklubben skriver, at den har meget jagtlyst i behold, men at den ikke strejfer. Den svenske avlsstrategi skriver, at jagtinstinktet er lille, men at hunden ofte interesserer sig for fugle og studsmus.

Træning og socialisering

DKK beskriver en arbejdsglad og lærevillig hund, som også er en selvstændig problemløser og er mere modtagelig for vejledning end for ordrer. Spidshundeklubben tilføjer, at den ikke bryder sig om hård tale.

Den norske raceklub lister de ting, en ny ejer bør være forberedt på at lære hunden: at være alene hjemme og ikke at melde af sig selv, hver gang den hører en lyd. Socialisering og miljøtræning af hvalpen er vigtige.

Familie og bolig

Den norske raceklub kalder racen en ypperlig familiehund og turkammerat og anbefaler den til ejere, der vil have en lille hund, som er nem at håndtere for voksne og artige børn. Den knytter sig stærkt til sine mennesker. DKK beskriver den som en speciel, lidt spøjs familiehund, som næppe er en race for helt uerfarne ejere.

Alarmgivningen og lydfølsomheden er værd at tænke på, hvis man bor tæt på naboer, og hunden skal lære at være alene hjemme.

Pelspleje

Den korte, stride dækpels med blød underuld kræver ifølge DKK meget lidt pleje. En grundig børstning en gang om ugen er nok, og hunden fælder kun i overgangsperioderne. Den norske raceklub skriver, at pelsen for det meste renser sig selv og kun sjældent skal bades. I fældeperioderne anbefaler klubben jævn børstning.

DKK anbefaler at holde øje med neglelængden, især på de ekstra tæer.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Raceklubben beskriver racen som sund og funktionel med få arvelige lidelser, bortset fra tarmsygdommen IL.

IL er en sygdom, hvor lymfekarrene i tarmen er unormalt udvidede og tilstoppede, og den blev tidligere kaldt Lundehund-syndromet. Tegnene er diarré, opkastning, træthed og vægttab og i alvorlige tilfælde væskeansamlinger i kroppen. Årsagen er ukendt, men man mistænker en arvelig faktor, og sygdommen kan være livstruende. Tallene for, hvor mange der rammes, varierer: den norske raceklub anslår cirka tre af ti hunde, mens den svenske avlsstrategi regner med omkring 10 procent i løbet af livet og viser, at 30 procent af 40 hunde, der døde fra 2016 til 2020, ifølge ejerne døde af IL. Diagnose og behandling hører hjemme hos en dyrlæge, der kender sygdommen.

Baggrunden er den smalle genpulje. Racen har gennemgået to flaskehalse i 1940’erne og 1960’erne, som efterlod omkring fem hunde hver gang. Genetiske undersøgelser viser en meget lav variation: Stronen og kolleger fandt en heterozygositet på 0,035 med SNP-markører mod 0,209 til 0,284 hos tre beslægtede racer. Kettunen og kolleger anslog, at bestanden har mistet 38,8 procent af den genetiske variation i grundpopulationen, og at den lave frugtbarhed og de hyppige tarmsygdomme tyder på indavlsdepression. Svenske opgørelser viser små kuld på omkring 2,8 hvalpe og stigende antal hanner uden nedsunkne testikler, fra 14 i 2011 til 26 i 2020.

Derfor krydses racen siden 2013 med norsk buhund, islandsk fårehund og norrbottenspets i et projekt, som Norsk Lundehund Klubb driver sammen med NKK. Krydsningshundene indgår i en sidepopulation uden for stambogen. Et studie fra 2022 viser, at første generation tilbagekrydset til lundehund har højere genetisk variation end renracede lundehunde.

I Danmark kræver DKK kun, at faderen har dokumenteret normale testikler, samt overholdelse af DKK’s etiske regler. For at komme i Basis+-stambog skal begge forældre desuden have mindst Very Good fra en udstilling. Racen er ikke omfattet af hundebekendtgørelsens krav om røntgen for HD og AD før avl.

Den svenske avlsstrategi opgjorde en gennemsnitsalder på 9 år for 40 hunde, der døde fra 2016 til 2020, med den ældste på 13 og den yngste på 3 år. Den norske raceklub skriver, at mange bliver over 12 år. Spørg opdrætteren om IL i linjerne, og søg råd hos en dyrlæge om den enkelte hunds helbred. Norsk Lundehund er ikke blandt de racer, der er forbudt i Danmark.