Västgötaspids

Mere om racen

Overblik

Västgötaspids er en lille, lavbenet og kraftig hyrdehund fra Sverige og en af landets nationalracer. FCI placerer den i gruppe 5 blandt spidshunde og urtyper, i sektionen for nordiske vagt- og hyrdehunde. På gårdene drev den kvæget, vogtede gården og meldte, når der kom fremmede. I dag er den først og fremmest en aktiv og alsidig familiehund, men hyrdeinstinktet er stadig bevaret hos mange hunde.

Racen er vagtsom, energisk, frygtløs og opvakt. Den er lærenem og hengiven over for sin familie og har brug for daglig motion og noget at bruge hovedet til. Dobbeltpelsen er let at holde, men fælder regelmæssigt, og hunden siger tydeligt til med en kraftig gøen, når der sker noget usædvanligt. I Danmark er racen sjælden: den svenske raceklub anslog i 2019, at der fandtes omkring 200 hunde her i landet.

Historie og oprindelse

Hunde af denne type kendes fra vikingetiden, og der er fundet knogler fra lignende hunde i grave fra perioden. Racen ligner på flere punkter welsh corgi, og det er aldrig blevet afklaret, om vikingerne tog hunde af typen med fra Sverige til De Britiske Øer eller omvendt. Nyere forskning peger dog på, at racen er opstået i Sverige, og ifølge DNA-undersøgelser er den nærmest beslægtet med de nordiske gårds- og hyrdespidser.

I Västergötland drev hundene kvæget ved at nappe dyrene i haserne, og den lave bygning gjorde det lettere at undgå spark fra klovene. De skulle også vogte gården, varsko om ubudne gæster og holde rotter væk.

Fra slutningen af 1800-tallet var den gamle gårdhund ved at forsvinde. I begyndelsen af 1940’erne huskede greve Björn von Rosen de små lavbenede hyrdehunde fra sin ungdom i Skaraborg, og sammen med rektor K. G. Zetterstén eftersøgte han de sidste hunde, især på Varaslätten. Ifølge raceklubbens avlsstrategi bygger racen på 13 hunde, tre hanner og ti tæver. Svenska Kennelklubben anerkendte racen i 1943 under navnet svensk vallhund, og i 1953 fik den sit nuværende navn efter landskabet Västergötland. Uden for Skandinavien kendes den som Swedish Vallhund.

Udseende og størrelse

Västgötaspidsen er lavbenet, kraftig og langstrakt, med forholdet 2:3 mellem skulderhøjde og kropslængde. Den må dog ikke være for lavstillet, og den skal se ud, som om den kan arbejde en hel dag. Hovedet er tørt og forholdsvis langt, og ørerne er spidse og opretstående. I typen minder den om en ulv i alt andet end størrelsen.

Den ideelle skulderhøjde er 33 cm for hanner og 31 cm for tæver, og standarden tillader 2 cm over eller 1 cm under. FCI-standarden fastsætter ingen vægt. Den britiske standard angiver 11,5 til 16 kg, og den svenske raceklub regner med, at en han typisk vejer omkring 15 kg og en tæve et par kilo mindre. Efter vægt hører racen derfor til de mellemstore hunde, selv om den er lille af højde.

Halen kan være lang eller naturligt kort i alle længder, og begge typer kan forekomme i samme kuld. Omkring 40 til 50 procent af hvalpene fødes med naturlig stumphale. Pelsen er dobbelt med hårdt, tætliggende dækhår af halvlang længde og en meget tæt, blød underuld. Farverne er grå, gråbrun, grågul, rødgul eller rødbrun med mørkere dækhår på ryggen og lysere partier på blandt andet snude, bryst og ben. Lyse tegninger over skuldrene, såkaldte seletegn, og lyse kindtegn er meget ønskelige. Lidt hvidt er tilladt, men sort, hvid, leverbrun og blå pels diskvalificerer.

Temperament

Västgötaspidsen er vagtsom, energisk, frygtløs og opvakt. Temperamentet skal være vågent, men ikke stresset, og hunden skal kunne slappe af mellem opgaverne. Skyhed og aggression hører ikke til racen, og en aggressiv eller meget sky hund diskvalificeres. Vagtsomheden er ment som nysgerrighed, ikke som aggression.

Racen er kærlig, kontaktsøgende og meget hengiven over for sin familie. Kilderne beskriver forholdet til fremmede lidt forskelligt: den danske racerepræsentant kalder den imødekommende, mens den svenske raceklubs avlsstrategi skriver, at den ikke er interesseret i fremmede og helst bliver på sin egen gård. De fleste melder tydeligt, når der kommer nogen, og racen har et klart kropssprog og udtrykker sine følelser højlydt. Lyd- og skudfølsomhed forekommer i racen.

Hyrdeinstinktet viser sig allerede hos hvalpe, som kan nappe efter hælene på løbende mennesker eller prøve at samle flokken, når en gruppe går fra hinanden. Det er som regel let at lære hunden at lade være.

Motion og aktivering

Trods det lille format har västgötaspidsen brug for ordentlig motion til både krop og hoved hver dag. Det er en arbejdende hund, der trives bedst med en opgave. Den har masser af energi uden at være hyperaktiv, og danske kilder beskriver den som glad for at bevæge sig, men ikke udpræget motionskrævende. Manglende motion fører let til overvægt.

Racen sætter stor pris på at gå uden snor og holder sig som regel tæt på sine mennesker, men frihed kræver træning. Den klarer sig godt i lydighed, agility, spor og nosework og bruges også som eftersøgningshund på vildt, hvor den er kendt for at spore omhyggeligt i et roligt tempo. Hyrdning er stadig en oplagt aktivitet.

Træning og socialisering

Västgötaspidsen er meget lærenem. Den opfatter hurtigt, husker godt og reagerer positivt på varieret træning, og ofte skal den kun vises en ting et par gange. Den er mindre selvstændig end mange andre spidshunde, men den svenske raceklub minder om, at ejeren skal gøre klart, hvilke regler der gælder. Træningen bør fra hvalpealderen være venlig, varieret og konsekvent.

Hunden har brug for social træning og for at være en del af familien. Raceklubben anbefaler at planlægge hvalpekøbet i god tid, så hvalpen ikke skal være alene i længere perioder i begyndelsen.

Familie og bolig

Racen er en nem og behagelig familiehund for aktive mennesker. Den er robust, altid klar til leg og tålmodig over for børn i alle aldre. Den fungerer også godt sammen med andre hunde og husdyr, særligt når de vænnes til hinanden gradvist. Den har dog stadig lyst til at fange rotter og mus, og en hund, der skal gå blandt høns, skal lære at vogte dem frem for at jage dem. Som med alle hunde skal børn og hund have opsyn.

Boligformen betyder mindre end hverdagen. En västgötaspids kan godt trives i en lejlighed, hvis den kommer nok ud og får noget at lave, og den slapper gerne af indendørs. Den kraftige gøen ved lyde og gæster kan dog mærkes hos naboerne. Hvor godt en voksen hund tåler at være alene, siger kilderne ikke noget om.

Pelspleje

Den dobbelte pels er let at holde og beskytter godt i al slags vejr. En grundig børstning en gang om ugen fjerner de fleste løse hår, og hunden bades kun efter behov. Racen fælder grundigt og regelmæssigt, og i fældeperioderne kan daglig børstning spare mange hår i hjemmet. Pelsen skal ikke klippes. På grund af de korte ben bliver hunden let snavset i vådt vejr.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Raceklubberne betragter västgötaspidsen som en sund og robust race. I den svenske raceklubs ejerundersøgelse fra 2018 med 772 hunde var to tredjedele helt raske, da undersøgelsen blev lavet. Blandt de 117 døde hunde blev halvdelen mindst 12 år, og 13 procent blev 15 år eller ældre. Den danske racerepræsentant anslog i 2005, at racen typisk bliver 12 til 14 år, mens den amerikanske raceklub angiver 14 til 18 år.

Den hyppigste lidelse i undersøgelsen var en nethindesygdom, som i Sverige kaldes västgötaspetsretinopati, efterfulgt af problemer med skelet og led, livmoderbetændelse, grå stær, prostataproblemer og svulster. Retinopatien arves recessivt og ser ud til at være mild hos de fleste hunde, fordi forandringerne ofte stopper på et tidligt stadie uden synsnedsættelse. Der findes en DNA-test, og ifølge raceklubben bar 69 procent af 861 testede hunde mindst ét anlæg. Hofteledsdysplasi forekommer, men giver sjældent kliniske problemer; omkring 70 procent af de røntgede svenske hunde fik HD-grad A eller B. Racen mangler den genvariant, der giver diskusproblemer hos welsh corgi. Fordi racen bygger på få stamdyr, har den lille genetisk variation, og raceklubben lægger vægt på lav indavl.

DKK stiller ingen særlige sundhedskrav til racen ud over de generelle regler, og racen er ikke omfattet af lovkravet om HD-undersøgelse før avl i bekendtgørelse nr. 607 af 2025. Til Basis+-stambog skal begge forældre være præmieret på udstilling med mindst Very Good eller godkendt ved en svensk eksteriørbeskrivelse. The Royal Kennel Club anbefaler DNA-test for retinopati, øjenundersøgelse og HD-røntgen, og den svenske raceklub anbefaler kendt HD-status for avlsdyr. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.