Finsk Lapphund

Mere om racen

Overblik

Finsk Lapphund er en nordisk spidshund fra Finland, som FCI placerer i gruppe 5 blandt de nordiske vagt- og hyrdehunde. Den stammer fra de hunde, samerne i århundreder har brugt til at vogte og samle rensdyr, og den bruges stadig enkelte steder som hyrdehund. I dag er den først og fremmest familie- og selskabshund og meget populær i hele Finland. I Danmark repræsenteres den af Spidshundeklubben.

Det er en hund under middelstørrelse med kraftig kropsbygning, lang og tæt pels og et intelligent, modigt, roligt og venligt sind. Den er social, glad for børn og hurtig til at lære, hvilket raceklubberne i Danmark, Sverige og USA er enige om. Til gengæld har den bevaret hyrdehundens trang til at samle alt, der bevæger sig, og den bruger stemmen flittigt. Pelsen fælder kraftigt et par gange om året.

Historie og oprindelse

Samerne i det nordlige Fennoskandien og Rusland har brugt hunde af denne type som rensdyrhyrder og vagthunde i hundredvis af år. Oprindeligt hjalp hundene samerne med at fange vilde rensdyr for kød og skind, og først i 1800-tallet fik de til opgave at vogte og drive flokke af halvtamme rensdyr.

Finsk Kennelklub vedtog den første standard i 1945 for det, der dengang hed lappisk hyrdehund. Navnet blev ændret til lapphund i 1967. Mellem 1959 og 1961 rejste forskere rundt i Lapland og fandt to typer hunde hos samerne: en næsten kvadratisk, langhåret hund, der arbejdede i galop, og en længere, korthåret travertype. Den første blev til nutidens finske lapphund, den anden til lapsk vallhund. I 1975 kom en ny standard, og racen blev i praksis bygget op på ny af hunde hentet fra samerne. Det nuværende navn har racen haft siden 1993.

Både Sverige og Finland gjorde krav på den samiske rensdyrhund, og det er baggrunden for, at der i dag findes både en finsk og en svensk lapphund. Racen kom til Storbritannien i 1989 og blev optaget i den amerikanske kennelklubs hyrdegruppe i 2011.

Udseende og størrelse

Finsk Lapphund er lidt længere end høj og kraftigt bygget i forhold til sin størrelse. Hovedet er bredt med tydeligt stop, og øjnene er ovale med et blødt og venligt udtryk. Ørerne er trekantede, meget bevægelige og kan være helt eller halvt rejste. Halen er højt ansat og rigt behåret og bæres i en bue over ryggen i bevægelse, mens den gerne må hænge i hvile.

Pelsen er rigelig med en lang, grov dækpels og en blød, tæt underuld, og især hannerne har en fyldig manke. Alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere, og afvigende farver må kun findes på hoved, hals, bryst, underside, ben og hale. Den britiske standard tillader ikke merle.

Den ideelle skulderhøjde er 49 cm for hanner og 44 cm for tæver med en tolerance på 3 cm. Hverken FCI-standarden eller den amerikanske, den britiske eller UKC’s standard fastsætter en vægt, og derfor er racen ikke placeret i en størrelsesklasse her.

Temperament

Standarden kalder racen intelligent, modig, rolig og føjelig, venlig og trofast, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Væsenet er stabilt med mange af hyrde- og vagthundens instinkter i behold, og hunden er tålmodig med børn og rolig over for fremmede. Rensdyrarbejdet kræver en modig og vågen hund, som samtidig er så rolig, at den ikke spreder flokken.

Racen har en stærk skvætrefleks, fordi rensdyr kan vende sig mod hunden, men den kommer sig hurtigt igen. Over for mennesker er den rolig, venlig og undergiven, til tider lidt afventende, hvilket ikke må forveksles med skyhed.

Gøen er en del af racens arbejdsarv. Ophidset gøen er typisk, og racen er kendt for at være vokal. Spidshundeklubben udtrykker det sådan, at hunden aldrig gør uden grund, men at grunden kan være naboens kat eller postbuddet. Der kan også forekomme aggression mellem hunde af samme køn.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er moderat. Racen behøver ikke kraftig motion eller træning hver dag, så længe den kan være udendørs og tæt på sin familie. DKK og den svenske raceklub understreger dog, at hunden skal have daglig motion og noget meningsfuldt at lave for at trives.

Racen egner sig til næsten alle former for hundesport, blandt andet agility, lydighed, spor, hyrdning og redningsarbejde. Hyrdeinstinktet er stærkt, og hunden vil gerne samle alt, der bevæger sig. Den amerikanske raceklub anbefaler derfor indhegnet have, fordi hunden kan sætte efter egern og harer uden at tænke på trafikken.

Træning og socialisering

Lapphunden er opvakt, kvik, arbejdsvillig og glad for at lære. Opdragelsen bør begynde tidligt for at dæmpe hyrdeadfærden og begrænse lysten til at gø, og det hjælper at skifte mellem forskellige træningsmiljøer og belønninger. Hunden kan dog have sin egen mening, så lydighed kan være en udfordring.

Som en blød hund har den brug for en rolig og tydelig fører, og hårde metoder frarådes. Racen modnes sent. Den amerikanske raceklub anbefaler socialisering uden for hjemmet, så hunden bliver tryg i mange situationer, og at nye hunde introduceres med omtanke, især to ukastrerede hunde på samme alder.

Familie og bolig

Flere uafhængige kilder peger på racen som en god familiehund. Den er tålmodig med børn, meget børnevenlig og social og lever let sammen med børn og andre hunde. Både hund og børn skal lære gode manerer, og børn skal altid være under opsyn sammen med hunde.

Racen vil være en del af flokken. Som gårdhund med lidt menneskelig kontakt egner den sig ikke, fordi den så kan blive til gene med gøen og ødelægge haven. Generelt egner den sig heller ikke til lejlighed, medmindre det er en ældre hund, og den amerikanske raceklub anbefaler at drøfte det med opdrætteren.

Kilderne er uenige om, hvor godt racen klarer at være alene. Ifølge DKK og Spidshundeklubben kan den udmærket være alene, hvis den hver dag får nok motion og beskæftigelse, mens den svenske raceklub skriver, at den ikke trives med at være alene eller i hundegård. Hvad den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Den grove dækpels gør, at snavs falder let af, og hunden bliver sjældent våd helt ind til huden. Børst den en gang om ugen, især bag ørerne, i armhulerne og i lysken, hvor der let dannes filtre.

Racen fælder kraftigt en eller to gange om året. Meget af underulden fældes om sommeren, og i de perioder skal der børstes oftere. Bad er kun nødvendigt af og til, da for mange bade gør pelsen for blød. Pelsen skal være naturlig, og kun hårene omkring poterne og haserne trimmes.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Raceklubberne i Sverige, Storbritannien og USA betragter Finsk Lapphund som en overvejende sund race. Den svenske raceklubs avlsstrategi fra 2021 nævner dog arvelige øjensygdomme som grå stær (katarakt) og progressiv retinal atrofi (PRA), Pompes sygdom (GSDII), hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi og patellaluksation. Pompes sygdom er sjælden, men alvorlig, og de fleste ramte hunde dør inden toårsalderen. Der ses også enkelte tilfælde af autoimmune sygdomme, epilepsi og forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen. I klubbens spørgeskemaundersøgelse fra 2013 var kræft den hyppigste dødsårsag blandt de afdøde hunde. Et meget lille antal hunde er desuden følsomme over for ivermectin.

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kan bruges, hvis partneren har A), er øjenundersøgt før første parring og igen efter femårsalderen, og er DNA-testet for prcd-PRA. Faderen skal have normale testikler. Til Basis+-stambog må forældrene ikke være registreret med samme øjensygdom. Hundebekendtgørelsen kræver desuden, at racen røntgenfotograferes for HD inden avl. Den britiske kennelklub anbefaler test for prcd-PRA og GSDII samt hofte-, albue- og øjenundersøgelse.

Den typiske levealder er 12 til 15 år. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og søg råd hos en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.