Islandsk Fårehund

Mere om racen

Overblik

Islandsk Fårehund er Islands eneste oprindelige hunderace og en nordisk hyrdehund af spidstypen. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 3, sammen med de øvrige nordiske vagt- og hyrdehunde. Racen har i over tusind år hjulpet islandske bønder med at samle får og heste og med at holde uvedkommende dyr væk fra gården. I dag lever de fleste som familiehunde, og i Danmark varetages racen af Islandsk Fårehundeklub, der er specialklub under DKK.

Hunden er robust og lidt under middelstørrelse med opretstående ører, oprullet hale og en tyk, vejrbestandig pels, der findes i en korthåret og en langhåret variant. Den er munter, meget social og knytter sig tæt til hele familien. Den bruger også stemmen meget, og det bør kommende ejere være forberedt på.

Historie og oprindelse

Racen nedstammer fra de hunde, som de første nordiske nybyggere tog med til Island mellem år 870 og 930. Det var sandsynligvis jagthunde, men da der ikke var vildt på øen, blev de hurtigt til hyrde- og gårdhunde. Hundene skulle finde og samle fårene, når de blev drevet hjem fra sommergræsningen, og indtil omkring 1920 holdt de hestekaravanerne samlet på stierne.

Racen har flere gange været tæt på at forsvinde. Hungersnød og epidemier ramte bestanden, og i en periode blev hundene upopulære, fordi de spredte indvoldsparasitter. I 1900-tallet blev racen næsten udryddet af hundesyge og beskyldninger om at overføre sygdom. Englænderen Mark Watson, der besøgte Island mange gange mellem 1930 og 1970, var med til at vække islændingenes interesse for racen igen. Islands Kennelklub blev stiftet i 1969 netop for at bevare den, og i 1979 fik den islandske raceklub ansvaret for racens udvikling.

FCI anerkendte racen endeligt i 1972, og officielt kom den til Danmark i 1973. Tal fra det internationale samarbejde mellem raceklubberne viser, at der mellem 2014 og 2023 blev registreret mellem cirka 100 og 250 hvalpe om året i Danmark, omtrent lige så mange som i Island. Den norske raceklub anslog i 2018, at der fandtes omkring 6.000 islandske fårehunde i verden.

Udseende og størrelse

Islandsk Fårehund er rektangulær set fra siden, kraftig og adræt. Hovedet er trekantet, øjnene mandelformede og mørkebrune, og de opretstående ører er meget bevægelige og viser hundens humør. Halen er højt ansat og bæres oprullet, så den rører ryggen. Et særkende er ulvekløerne på bagbenene: standarden ønsker dem gerne dobbelte og betragter det som en fejl, hvis de mangler helt.

Begge pelsvarianter har en grov dækpels over en tyk og blød underuld. Hos den langhårede er håret længere bag ørerne, på hals, manke og bryst, og der er faner bag på forbenene. Farverne er gul og rød i nuancer fra creme til rødbrun, gråskygget, chokoladebrun og sort, altid med hvide aftegninger. Den svenske avlsstrategi advarer om, at for meget hvidt kan øge risikoen for døvhed.

Den ideelle skulderhøjde er 46 cm for hanner og 42 cm for tæver, og de to køn skal være tydeligt forskellige. Hverken FCI, den amerikanske, den britiske eller UKC’s standard angiver en vægt. Derfor er racen ikke placeret i en størrelsesklasse her.

Temperament

Racen er munter, venlig, nysgerrig, legesyg og selvsikker med et mildt temperament. Den er af natur meget årvågen og melder gæster uden at være aggressiv, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Hunden følger familien som en skygge og er en pålidelig vagthund, som gør, men ikke bider.

Gøen er en del af racens arbejde: hunden bruger stemmen til at flytte heste og får og til at jage rovfugle væk fra lammene. De fleste kan lide at gø, og stemmen er forholdsvis lys. Ifølge den norske avlsstrategi gør nogle hunde mere end ønskeligt og bliver let stressede, og separationsangst og aggression mellem hunde af samme køn kan forekomme.

Jagtinstinktet er meget begrænset. Over for fremmede og andre hunde er hunden tillidsfuld, og den kan gå løs, men hyrdeinstinktet får den ofte til at løbe efter biler og cykler.

Motion og aktivering

Ifølge Islandsk Fårehundeklub har racen ikke brug for hård motion som lange cykelture, men den skal bruge sine evner gennem daglig aktivering og være med i det, familien laver. Ture i naturen, lydighed, agility og små kunster er gode muligheder. Når familien slapper af, lægger hunden sig typisk ved sine menneskers fødder.

DKK lægger mere vægt på behovet og skriver, at racen kræver en hel del motion og mentalt stimulerende beskæftigelse og “ikke er en hund for magelige mennesker”. Den er ikke så motionskrævende som de store brugshunde, men har brug for at bruge hovedet næsten mere end kroppen, og en understimuleret hund kan blive meget opfindsom. Islandsk Fårehundeklub tilbyder desuden hyrdearbejdsbeskrivelser.

Træning og socialisering

Racen er kvik, livlig, arbejdsvillig og let at træne. Man bør begynde tidligt, være konsekvent og venlig og bruge interessante belønninger uden at stresse hunden. En islandsk opdrætter citeret af den amerikanske raceklub advarer om, at hårde metoder virker dårligt og kan give stressgøen hos følsomme hunde.

Gøen kan begrænses, for racen er lærenem nok til at lære gode vaner. Islandsk Fårehundeklub anbefaler at øve alene hjemme fra de første dage med korte øvelser, hvor tid og afstand øges gradvist. Den norske avlsstrategi anbefaler hvalpekursus, både for at forebygge separationsangst og for at socialisere hvalpen til andre hunde.

Familie og bolig

Racen er en stor børneven med en veludviklet evne til at aflæse børn, men en voksen skal altid have hovedansvaret for opdragelsen. Den elsker børn i alle aldre og tager også katte og andre husdyr til sig.

Måske trives racen ikke lige så godt i etagebolig som i hus med have, men mange islandske fårehunde klarer sig fint i lejlighed, hvis der er et grønt område i nærheden.

Kilderne er uenige om alene-tid. Ifølge Islandsk Fårehundeklub ligger det ikke i racens natur at blive ladt alene, og DKK peger på, at den kan have svært ved at være alene hjemme mange timer hver dag. Den norske klub mener, at den kan klare en arbejdsdag, hvis tilvænningen sker langsomt og fraværet opvejes af aktivitet og samvær, men fraråder racen til folk, der er væk det meste af tiden.

Pelspleje

Pelsen er nem at holde. DKK og Islandsk Fårehundeklub anbefaler en grundig gennembørstning en gang om ugen for begge varianter. Pelsen er selvrensende og bliver hurtigt tør og ren igen, også efter en tur over en våd mark.

Racen fælder en del, især i overgangsperioderne, og fældningen sker normalt to gange om året. Pelsen skal ikke trimmes, og den amerikanske standard kræver ligefrem, at den fremvises naturlig og uklippet.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Raceklubberne betragter Islandsk Fårehund som en sund og robust race, men enkelte arvelige problemer følges nøje. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer: blandt de svenske hunde født 2016 til 2023, som blev røntget, havde godt hver fjerde en grad af dysplasi, men den norske klub skriver, at problemer på grund af HD sjældent rapporteres. Arvelig grå stær (katarakt) ses hos få hunde. Kryptorkisme, hvor en eller begge testikler ikke falder ned i pungen, fandtes hos 11 procent af hannerne i en svensk opdrætterundersøgelse fra 1999 og hos knap 17 procent i 2003. Andelen er siden faldet, men ligger stadig i den høje ende af det normale. Distichiasis (ekstra øjenhår) og patellaluksation ses også.

Bestanden er lille, og mange hunde er i familie med hinanden. Derfor arbejder raceklubberne sammen internationalt og anbefaler grænser for, hvor mange hvalpe en enkelt hund må få, og at indavlsgraden holdes under 2,5 procent over fem generationer.

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kan bruges, hvis partneren har A), og faderen skal have normale testikler. Hundebekendtgørelsen kræver desuden, at racen røntgenfotograferes for HD inden avl. Islandsk Fårehundeklub anbefaler derudover øjenlysning for arvelig katarakt før første parring, mentalbeskrivelse, udstilling og en hyrdearbejdsbeskrivelse, og at begge forældre er mindst to år.

En alder på 13 til 14 år er ikke usædvanlig. Spørg opdrætteren om forældrenes HD- og øjenresultater, og søg råd hos en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.