Welsh Corgi Pembroke

Mere om racen

Overblik

Welsh Corgi Pembroke er en lav, kraftig hyrdehund fra Wales. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 2, blandt kvæghundene, og standarden beskriver en hund med “substans og udholdenhed” i et lille format. Oprindeligt drev den kvæg og holdt vagt på gården.

Pembroke og cardigan er to selvstændige racer med hver sin FCI-standard. Denne side handler kun om pembroken, som er den mindste og korteste af de to, med færre farver og mindre ører.

Racen er udadvendt, aktiv og social og en anelse livligere og mere vagtsom end cardiganen. Den har et moderat motionsbehov og en pels, der er let at pleje, men fælder godt, og den tager let på. Specialklub i Danmark er Welsh Corgi Klubben, som dækker begge corgiracer.

Historie og oprindelse

Racen har navn efter det tidligere grevskab Pembrokeshire i det sydvestlige Wales. Corgierne var bøndernes hunde, som samlede køerne og drev dem til markeder, nogle gange helt til London. De korte ben gjorde det lettere at undgå køernes spark bagud, og hundene blev kaldt heelers, fordi de nappede dyrene i haserne.

Hvor racen oprindeligt kommer fra, ved ingen med sikkerhed. De danske, svenske og amerikanske raceklubber peger på to teorier: at flamske vævere, der kom til Wales omkring år 1100, bragte deres små hunde med sig, eller at vikingernes hunde, beslægtet med den svenske västgötaspids, satte deres præg. Temperamentet og den medfødte stumphale tyder på en nordisk forbindelse, men det kan ikke siges med sikkerhed.

Den britiske Kennel Club anerkendte corgien som én race i 1925 og først i 1934 som to racer med hver sin standard. Indtil da kunne de to typer parres. Pembroken har altid været den mest populære af de to, måske hjulpet af kongehusets interesse for racen siden Georg 6.s tid.

Udseende og størrelse

Pembroken er en lavtstillet, stærk og robust hund, der er vågen og aktiv. Hovedet er ræveagtigt med et intelligent udtryk, og ørerne er opretstående, middelstore og let afrundede. Kroppen er middellang med bredt og dybt bryst, og benene er korte med kraftige knogler.

Halen var tidligere normalt kuperet, men nu er halen i standarden ukuperet og i forlængelse af ryglinjen, og nogle hvalpe fødes med naturlig stumphale. Ifølge den svenske raceklub er anlaget for stumphale dødeligt for fosteret i dobbelt dosis.

Pelsen er middellang og lige med tæt underuld og må aldrig være blød, bølget eller ruhåret. De godkendte farver er ensfarvet rød, zobel, fawn samt black and tan, med eller uden hvide aftegninger på ben, bryst og hals.

Skulderhøjden er cirka 25 til 30 cm, og vægten er 10 til 12 kg for hanner og 9 til 11 kg for tæver. Efter vores størrelsesregel ligger racen lige over grænsen til mellemstor, selv om DKK selv kalder den en lille race.

Temperament

Standarden kræver en hund, der er “frimodig og venlig, aldrig nervøs eller aggressiv”, som det lyder i DKK’s danske oversættelse.

Pembroken er en omgængelig hyrdehund, der som regel er legesyg og holder sig tæt på sin flok. Den svenske raceklub ønsker en livlig og opmærksom hund, der er nysgerrig uden at være stresset og falder hurtigt til ro igen. Mange pembroker er meget selvstændige, en arv fra gårdhunden, og de kan have brug for træning for at sætte pris på samarbejdet.

Den amerikanske raceklub kalder racen følsom og intelligent, men også “bright and bossy”: hvis ejeren ikke tager styringen, gør hunden det gerne selv. Som altid varierer temperamentet fra hund til hund.

Motion og aktivering

DKK anbefaler daglig motion, gerne med mulighed for at bevæge sig frit. Den unge hund er meget glad for at bevæge sig, og selv om den bliver roligere med alderen, bør man aldrig skære ned på gåturene, hvis man vil undgå overvægt.

Pembroken tåler motion godt, men skal ikke presses ud over rimelige grænser. Den klarer både korte og lange ture og kan bruges til hyrdning og agility, og den trives bedst med regelmæssig fysisk og mental stimulering.

Welsh Corgi Klubben tilbyder hyrdeinstinkttest og hyrdekonkurrencer for begge corgiracer. Vælg aktiviteter, der tager hensyn til den lange ryg, og spørg dyrlægen, hvis du er i tvivl.

Træning og socialisering

Pembroken reagerer positivt på indlæring og kan blive en god lille lydighedshund, hvis den trænes uden hårdhed, med god konsekvens og i korte, varierede sekvenser. Den amerikanske raceklub anbefaler også blid håndtering og grundlæggende lydighedstræning, især i hundens første år.

Vagtsomheden kræver opmærksomhed. Pembroken melder alt usædvanligt, og det er ejerens opgave at lære hvalpen at tie, når den har sagt til. Hyrdeinstinktet kan også vise sig over for mennesker: pembroker samler gerne løbende børn og kan nappe dem i hælene, og det skal rettes konsekvent fra starten.

Familie og bolig

Som selskabshund er pembroken velegnet i en sporty og aktiv familie, og den er som oftest glad for børn. Ifølge den amerikanske raceklub har mange opdrættere katte og andre dyr, som hundene har et tæt forhold til, men små burdyr bør introduceres med omtanke, fordi rottefangst var en af gårdhundens opgaver. Samvær med små børn bør altid foregå under opsyn.

Racen er en fremragende ledsager for familier både på landet og i byen, og den voksne hund klarer uden besvær almindelige trapper, mens hvalpe skal lære dem gradvist. Ingen af kilderne omtaler lejligheder direkte.

Heller ikke, hvordan racen klarer at være alene hjemme, er beskrevet i kilderne. Den har brug for nær social kontakt med familien. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Pelsen er vejrbestandig og på ingen måde arbejdskrævende. En grundig børstning en gang om ugen holder fældningen nede, og efter ture i vådt vejr er det en god idé at gnide hunden tør, fordi den lave krop let bliver våd. Pelsen filtrer ikke. Den amerikanske standard tillader ikke trimning ud over poterne.

Racen fælder til gengæld. I perioder, typisk forår eller sommer, taber pembroken underulden i store mængder, og et bad efterfulgt af grundig kæmning hjælper. Nogle hvalpe får lang, blød pels, såkaldt fluffy, som skyldes et arveligt anlag, og som Welsh Corgi Klubben ikke godkender i avlsarbejdet.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Pembroken er en forholdsvis sund race. Den er en ægte dværgrace (kondrodysplastisk), og et studie af arvelig kortbenethed fra 2017 placerer pembroken blandt racerne med øget risiko for diskusprolaps (IVDD). Der findes ikke danske tal for, hvor ofte det sker. DKK opfordrer til at tage hensyn til de korte ben og den lange ryg.

Degenerativ myelopati (DM) er en langsomt fremadskridende rygmarvssygdom hos ældre hunde, og en mutation forbundet med sygdommen blev i 2009 fundet med DNA fra syge pembroker. Ifølge en dyrlæge og genetiker på den amerikanske klubs hjemmeside er over halvdelen af racen genetisk i risiko, men kun få bliver syge, typisk efter 8 års alderen. Welsh Corgi Klubben regner DNA-testen blandt de relevante tests, mens den svenske raceklub ikke anbefaler den, fordi den ikke anses for helt pålidelig.

Svenske tal fra raceklubben viser desuden halthed uden nærmere diagnose i forsikringsdata, short ulna, hvor en underarmsknogle stopper for tidligt med at vokse, og kejsersnit i 17 af 38 svenske kuld i 2023. Et dansk veterinærspeciale fra 2012 fandt kejsersnit i 35 procent af pembrokefødslerne i et lille spørgeskemamateriale. Et amerikansk røntgenstudie fandt løse hofteled hos alle 399 undersøgte pembroker, men slidgigt hos kun 6,8 procent.

Hold øje med vægten: hunden bliver let overvægtig med alderen, og en slank hund lever længere og sundere.

DKK stiller kun krav om dokumenterede normale testikler hos faderen og overholdelse af DKK’s etiske regler. Til Basis+-stambog skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good og øjenlyst fra 12 måneders alderen, og Welsh Corgi Klubbens hvalpeliste kræver forældre fri for arvelige øjensygdomme. Racen er ikke nævnt i bilagene til bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af hunde, så der er ikke lovkrav om HD-røntgen.

Et stort britisk studie fra 2024 fandt en medianlevealder på 13,2 år for pembroker, mens den amerikanske raceklub angiver, at de typisk lever 12 til 15 år. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.