Shetland Sheepdog

Mere om racen

Overblik

Shetland Sheepdog, i daglig tale sheltie, er en lille, langhåret hyrdehund fra Shetlandsøerne nordøst for Skotland. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1 blandt hyrdehundene, og standarden angiver brugen som selskabshund og fårehund. Specialklub i Danmark er Dansk Shetland Sheepdog Klub.

Sheltien er en harmonisk hund med fyldig pels, manke og krave og et blødt udtryk. Den er livlig og kvik og nem at opdrage, men den har et stort aktivitetsbehov og kan være noget gøende. Racen passer derfor bedst til en familie, der har lyst til at bruge tid på motion, træning og samvær.

Historie og oprindelse

Racens tidlige historie er dårligt dokumenteret. Gennem århundreder passede små collielignende hyrdehunde shetlandsfår på de barske øer og holdt dem væk fra de dyrkede jordlodder, de såkaldte “toons”. Sandsynligvis bragte fiskere skotske brugscollier og islandske hunde til øerne. Kilderne lægger vægten forskelligt: DKK fremhæver slægtskabet med den islandske fårehund og senere indkrydsning af dværgspaniels og dværgspidser, mens den britiske kennelklub peger på de skotske hyrdehunde bag collie, border collie og bearded collie.

Uden for øerne blev racen først kendt i slutningen af 1800-tallet, efter at den britiske flåde havde fået baser i området. I 1906 blev den vist på Crufts, dengang som en collie i miniature. Den første raceklub, The Shetland Collie Club, blev stiftet i Lerwick i 1908 og skrev den første standard, og racen kom i den britiske Kennel Clubs stambog i 1913. Da collieopdrætterne ikke ville acceptere navnet Shetland Collie, fik racen i 1914 fuld anerkendelse som Shetland Sheepdog.

Mellem verdenskrigene bredte racen sig til USA og Europa. I Danmark blev den første gang udstillet i 1934, men opdrættet begyndte først i 1948 med hunde fra Sverige og England.

Udseende og størrelse

Sheltien er lidt længere end høj. Hovedet danner en lang, stump kile, ørerne bæres halvt oprejst med spidserne vippende fremad, og den lavt ansatte hale er rigt behåret.

Pelsen er dobbelt: et langt, hårdt og lige dækhår over en blød, kort og tæt underuld. Manke og krave skal være meget fyldige, men pelsen må ikke dominere hundens omrids. De godkendte farver er zobel i nuancer fra lys guld til dyb mahogni, tricolour, blue merle, sort og hvid samt sort og tan. Hvide aftegninger i blis, krave, ben og halespids er tilladt, undtagen hos sort og tan.

Den ideelle skulderhøjde er 37 cm for hanner og 35,5 cm for tæver, og en afvigelse på mere end 2,5 cm til hver side er meget uønsket. FCI-standarden har ingen vægt, men den danske specialklub angiver 6 til 7 kg. Racen hører dermed til de små hunde.

Temperament

Standarden opsummerer sheltiens sind med ordene opmærksom, blid, intelligent, stærk og aktiv. Den skal være kærlig og lydhør over for sin ejer, reserveret over for fremmede og aldrig nervøs. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

I hverdagen er sheltien social og kontaktsøgende, hengiven og loyal over for familien, men over for fremmede vil den selv bestemme, hvornår den hilser. Den har et stærkt ønske om at gøre ejeren tilpas og en følsom natur. Mange knytter sig til én familie og kan virke tilbageholdende eller generte over for fremmede.

Sheltien er årvågen og melder gerne, når noget er anderledes. Den kan være noget gøende og regnes for en vokal race.

Motion og aktivering

Sheltien er ikke en skødehund. Den trives bedst i en aktiv familie, har brug for megen motion og mulighed for at lege og er glad for at bevæge sig frit. Samtidig er den tilpasningsdygtig og holder sig som regel tæt til sin flok.

PDSA anslår omkring en times motion om dagen suppleret med leg, og en lang gåtur, en kort løbetur eller leg i haven er også gode muligheder. Hunden har brug for både fysisk og mental stimulation, ellers finder den selv på mindre heldige måder at underholde sig på.

Den danske klub tilbyder blandt andet agility, lydighed, rally, nosework, spor og hyrdning, og racen har haft succes i lydighed og agility.

Træning og socialisering

Sheltien er arbejdsvillig og meget lærenem, når træningen er positiv, varieret og foregår i et godt tempo. Klubbens råd er at begynde tidligt, gerne på et hold med lignende racer, at belønne rigeligt og helt at undgå fysisk pres. Racen er følsom over for irettesættelser og lærer bedst med blid træning og belønning.

Fordi sheltien kan være reserveret over for fremmede, er tidlig socialisering vigtig. Den amerikanske raceklub anbefaler, at hvalpen mellem 12 og 20 ugers alderen kommer ud mange forskellige steder, så den vænner sig til nye mennesker og situationer. Overdreven gøen kan sheltier lære at holde på et minimum.

Familie og bolig

Racen passer ofte godt ind i familielivet, kommer godt ud af det med børn og er en legesyg og blid kammerat for dem. Hyrdeinstinktet kan få hunden til at nappe efter hælene i leg, og AKC anbefaler derfor en familie med lidt ældre børn. Den amerikanske raceklub fraråder racen til meget små børn, som ikke tager hensyn til dens følsomhed.

Sheltien er energisk, men tilpasningsdygtig, og kan passe til folk, der bor på mindre plads. Den klarer sig i alle miljøer, hvis den får den nødvendige motion. Gøen kan dog give udfordringer i en opgang.

Som en følsom race har den brug for selskab, klarer sig ikke godt alene i meget lange perioder og følger ofte familien rundt i huset. Den kræver et socialt liv i nær kontakt med familien. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Dobbeltpelsen kræver fast pleje, men trimmes ikke. Især brystpelsen og benenes faner skal børstes og friseres grundigt med få dages mellemrum for at undgå filtre, men pelsen er ikke direkte vanskelig at holde.

Kilderne er ikke enige om hyppigheden. VCA anbefaler hver anden dag og PDSA dagligt, mens den amerikanske raceklub og AKC mener, at en ugentlig børstning normalt er nok, hvis man holder øje med filtre bag ørerne, under albuerne og på bukserne.

Racen fælder en del. Pelsen fælder meget året rundt med en kraftigere fældning en eller to gange om året, og fældningen ligger over gennemsnittet.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre er øjenundersøgt efter 12 måneders alderen og har en registreret status for collie eye anomaly (CEA). Kravet blev indført i 2011 og er permanent fra 2024. To blue merle må ikke parres, og blue merle må heller ikke parres med zobel. Faderen skal have dokumenteret normale testikler. Til Basis+-stambog anbefales desuden, at begge forældre er fundet fri for PRA og sheltieretinopati, at mindst en af dem er fri for CEA, og at begge har fået mindst Very Good på en udstilling. Den britiske kennelklub registrerer ikke hvalpe fra merle til merle-parringer på grund af risikoen for syns- og høreproblemer og anbefaler øjenundersøgelse samt DNA-tests for blandt andet CEA, MDR1, PRA og von Willebrands sygdom.

Mutationen i MDR1-genet forekommer hos sheltien ligesom hos andre collierelaterede racer. Hunde med to kopier er mere følsomme over for visse typer medicin og midler mod lopper og flåter. Status kan findes med en DNA-test, og specialklubben anbefaler, at man altid sikrer sig, at dyrlægen tager hensyn til det.

Dermatomyositis er en arvelig betændelsessygdom i hud og muskler, som ifølge et amerikansk genetisk studie (Evans og kolleger, 2017) næsten kun ses hos collie og sheltie. Den giver typisk skorper og hårtab i ansigtet, på ørerne, halespidsen og benene og debuterer ofte hos unge hunde. Andre mulige problemer er hofteledsdysplasi, Legg-Calvé-Perthes, knæskalsluksation, von Willebrands sygdom, distichiasis og lavt stofskifte. Der er set HD hos danske sheltier, men så få røntgenfotograferes, at omfanget er ukendt. Racen er ikke omfattet af lovkravet om HD-røntgen før avl.

En stor britisk undersøgelse (McMillan og kolleger, 2024) fandt en medianlevealder på 13,4 år hos sheltien mod 12,0 år hos blandingshunde. Spørg opdrætteren om forældrenes øjenresultater og DNA-tests, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.