Pyrenæisk Hyrdehund m/korthårshoved

Mere om racen

Overblik

Pyrenæisk hyrdehund med korthårshoved er en livlig fransk hyrdehund fra dalene ved foden af Pyrenæerne. Den har samme baggrund som den langhårede pyrenæiske hyrdehund, men kort, fin pels i ansigtet og en kortere krop. FCI giver varianten sin egen standard med nummer 138 og placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med brugsprøve. Hanner måler 40 til 54 cm og tæver 40 til 52 cm, og DKK angiver en vægt på 8 til 15 kg.

Standarden kalder den en livlig og føjelig hund, der nogle gange er på vagt over for fremmede. Den er energisk, lærenem og hengiven over for sin familie og passer til en aktiv ejer, der vil bruge tid på træning.

Historie og oprindelse

De pyrenæiske hyrdehunde drev og samlede fårene i de franske Pyrenæer, når flokkene skulle flyttes mellem græsgangene, ofte sammen med den store pyreneerhund, der vogtede flokken mod rovdyr. Typen varierede fra dal til dal. Den langhårede variant kommer især fra de højtliggende områder, mens varianten med korthårshoved fandtes i dalene og ved foden af bjergene.

Ifølge Bernard Sénac-Lagrange var varianten i 1927 meget værdsat af hestehandlere og kvægdrivere. Dens særlige træk gav den allerede i 1920’erne et eget tillæg til racestandarden, og FCI anerkendte den endeligt i 1955. DKK skriver, at racen formentlig er i nær slægt med gos d’atura català på den spanske side af bjergene.

Varianten med korthårshoved er den sjældneste af de to, også i Frankrig. Den kom til Sverige i 1999, og det første svenske kuld blev født i 2002. I 2021 levede der omkring 170 hunde i Sverige.

Udseende og størrelse

Varianten har overordnet de samme kendetegn som den langhårede, men der er tydelige forskelle. Kroppen er kortere og næsten kvadratisk, snuden er lidt længere og kileformet, og vinklerne er mere åbne, så skridtet bliver kortere. Kraniet er omtrent lige så bredt som langt. Næse, læber og øjenrande er sorte, øjnene mørkebrune og let mandelformede. Harlekinfarvede og skifergrå hunde må have blå eller marmorerede øjne. Ørerne hænger eller er halvt rejste med spidsen tippet forover, og naturligt opretstående ører diskvalificerer.

Hovedet er dækket af kort, fin pels, og det har givet varianten navnet. På kroppen er pelsen halvlang eller kortere, længst på hals og manke (6 til 7 cm) og langs ryggen (4 til 5 cm). Benene har glat hår med lette faner på forbenene og bukser bag på lårene. Pelsen er blødere og blankere og har kortere underuld end hos den langhårede variant.

Farven er fawn i lyse eller mørke nuancer med eller uden sorte hår, grå, harlekin (blå med sorte pletter), brindle, sort eller sort med hvide aftegn. Ensfarvede hunde foretrækkes, og hvidt må ikke dække mere end en tredjedel af pelsen. Den svenske dommervejledning skriver, at varianten oftest er større end den langhårede, og at man i Frankrig foretrækker hanner på 48 til 52 cm og tæver på 44 til 48 cm. Med DKK’s tal på 8 til 15 kg hører den til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver en livlig, føjelig hund, der nogle gange er på vagt over for fremmede. DKK kalder racen lille, energisk og opfindsom med masser af initiativ, totalt hengiven over for familien og noget mistroisk over for fremmede. Den svenske raceklub skriver, at temperamentet skal være det samme for begge varianter: usædvanligt aktiv, årvågen, utrættelig og intensiv, meget lærenem, men også egensindig og snu.

Den amerikanske UKC-standard ser en forskel. Den skriver, at varianten med korthårshoved er mindre nervøs og lettere at styre end den langhårede, og at den er mere udadvendt over for fremmede og har et meget livligt, glad sind.

Racen er vagtsom. Alt, der ikke er, som det plejer, bliver varslet med en markant gøen, før hunden selv går i gang med at løse problemet. SKK skriver, at racen har let ved at gø og har en del vagtinstinkt.

Motion og aktivering

Racen er en arbejdshund, hurtig og udholdende med en tydelig trang til at bruge både krop og hoved. DKK skriver, at den kræver rigelig motion og mental udfordring. SKK nuancerer det: varianten har ikke et ekstremt motionsbehov, men et stort behov for at løbe og være med i familiens aktiviteter.

Den går gerne til lydighed, rallylydighed, agility, nose work, freestyle, sporarbejde og hyrdearbejde, og den har det bedst, når den føler sig nyttig. I hjemlandet bruges den stadig til at drive får.

Træning og socialisering

Racen er meget lærenem og vil gerne gøre sin ejer tilpas, men den har en stærk vilje. Hunden knytter sig ofte mest til en person i familien, som den er meget hengiven og føjelig over for. DKK skriver, at opdragelsen ikke altid er ligetil, og at indlæringen skal ske med venlig konsekvens og respekt for hundens selvstændige mentalitet. AKC skriver, at racen reagerer godt på belønningsbaserede metoder.

Socialisering er vigtig. Racen er i grunden lidt mistænksom og kan være reserveret over for fremmede mennesker og hunde, og den svenske raceklub anbefaler social træning og miljøtræning fra tidlig alder. Klubben understreger, at racen ikke må blive for afventende over for fremmede. Hvalpe- og unghundetiden kræver ofte meget tid.

Familie og bolig

Over for sin egen familie er hunden kærlig og vil gerne være med i det hele. DKK kalder den en omgængelig familiehund, og AKC’s standard skriver, at den insisterer på at være med i dagens aktiviteter. SKK skriver, at den trives bedst, når den er hos sin ejer. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Størrelsen gør det muligt at have racen i en lejlighed, hvis den får nok motion og opmærksomhed, men den lette gøen ved alt usædvanligt er værd at tænke over, hvis man bor tæt på naboer. Med katte og andre dyr går det lettest, når de hører til familien.

Pelspleje

Pelsplejen er enkel. SKK skriver, at pelsen som regel kun kræver få gennembørstninger om året, og at den hverken må trimmes eller klippes, uanset pelsvariant. Vetstreet skriver, at pelsen ikke filtrer let eller fælder meget. AKC’s standard tillader ikke, at pelsen klippes, bortset fra lidt pænt rundt om poterne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for sund og hårdfør, og den svenske raceklub skriver, at mange hunde bliver 15 år eller ældre. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Af 144 hunde med korthårshoved født i Sverige fra 2012 til 2020 blev 64 % røntget, og af dem havde 77 % HD-grad A eller B og 23 % grad C eller D. Ingen havde grad E. Varianten klarer sig dermed godt i forhold til andre racer og bedre end den langhårede.

Klubben nævner desuden krampeanfald hos omkring 2 % af hundene, mest hos midaldrende hunde, patellaluksation hos få hunde, hvoraf nogle må opereres, og enkelte tilfælde af PDA, en medfødt fejl ved blodkarrene ved hjertet. Manglende tænder er relativt hyppige i racen. AKC nævner også epilepsi og øjensygdomme som choroidal hypoplasi og PRA. Tallene er svenske og bygger på et lille antal hunde.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse. De to varianter må parres sammen, og hvalpene registreres som den variant, de er. En hund kan omregistreres en gang efter en dommers vurdering. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, hvor det er pyreneerhunden, en anden race, der står.

Standarden nævner halekuperede hunde i lande, hvor det er tilladt. I Danmark er både hale- og ørekupering forbudt for racen, mens naturligt korte haler er tilladt. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, om krampeanfald i linjerne og om tænderne. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.