Mudi

Mere om racen

Overblik

Mudien er en mellemstor ungarsk hyrde- og gårdhund med kileformet hoved, opretstående ører og en bølget til let krøllet pels. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 238. Hanner måler 41 til 47 cm og tæver 38 til 44 cm. Standarden angiver ingen vægt, men den amerikanske raceklub og DKK nævner 8 til 13 kg.

Racen er alsidig. Den driver kvæg og får, vogter gården, tager rotter og mus og har været brugt ved jagt på vildsvin. Standarden beskriver en meget lærenem, livlig, modig og vagtsom hund, der er ivrig efter at arbejde. Uden for Ungarn bruges den til hyrdearbejde og hundesport og som hund i aktive familier, men den ses sjældent uden for hjemlandet.

Historie og oprindelse

I Ungarn skelnede hyrderne længe kun mellem store og små hyrdehunde. De store blev til kuvasz og komondor, mens de små blev avlet sammen, så mudiens tidlige historie er den samme som pulis og pumis. Ifølge FCI-standarden opstod racen i 1700- og 1800-tallet, hvor ungarske hyrdehunde sandsynligvis blev krydset med tyske hyrdehunde med opretstående ører. Den amerikanske raceklub nævner i stedet krydsninger af puli, pumi og tysk spids, og kilderne kalder selv oprindelsen usikker.

Omkring 1930 begyndte museumsdirektør Dezső Fényes fra Balassagyarmat at avle den lille hyrdehund for sig. Det var ham, der gav den navnet mudi, og racens latinske navn, Canis ovilis Fényesi, er opkaldt efter ham. Racen blev anerkendt i Ungarn i 1936.

Under Anden Verdenskrig gik en stor del af den registrerede bestand tabt. Den standard, der blev skrevet efter krigen, byggede på få hunde og mistede de fleste farver, som senere kom tilbage i standarden. FCI anerkendte racen endeligt i 1963. I Ungarn arbejder mange mudier stadig på gårdene, ofte uden stamtavle, og den ungarske stambog er åben for typiske hunde af ukendt afstamning. Derfor varierer typen stadig noget. Efter Ungarn er Finland det land, hvor racen er mest udbredt.

Udseende og størrelse

Mudien er en anelse længere end høj, med en ryglinje der falder svagt bagud. Hovedet er kileformet og smalner jævnt af mod næsen, øjnene er mandelformede og skråtstillede, og de spidse ører står højt og kan drejes uafhængigt af hinanden som en radar. Halen bæres i en segl over ryggen, når hunden er opmærksom. Nogle hvalpe fødes med en naturlig stumphale, og det regnes ikke for en fejl.

Pelsen er særpræget. Hovedet og forsiden af benene har kort, glat hår, mens resten af kroppen har en meget bølget til let krøllet, tæt og skinnende pels på omkring 3 til 7 cm. Pelsen danner hvirvler og kamme og har faner bag på benene og under halen.

Standarden tillader sort, hvid, fawn fra beige til rød, askegrå (blå), leverbrun, askebrun og merle, der på ungarsk hedder cifra, i alle disse farver. Sort er langt den mest almindelige. Små hvide aftegn tolereres, men er ikke ønsket. Med en vægt på 8 til 13 kg hører racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Mudien er lærenem, livlig, modig, vagtsom og tilpasningsdygtig. DKK beskriver en effektiv og robust gårdhund, der er nervefast, opfatter hurtigt og godt kan falde ind i rollen som familiehund. SKK kalder den selvstændig, hurtig, klog, frygtløs og glad.

Over for folk, den kender, er mudien venlig og legesyg. Over for fremmede er den ofte reserveret i starten, og den er en udpræget vagthund. AKC-standarden kalder den fornuftigt mistænksom og derfor en fremragende vagthund. SKK nævner, at vagtinstinktet stiller særlige krav til en ansvarlig ejer.

Racen gør gerne. Den amerikanske raceklub kalder lysten til at gø ved næsten alt en af de få ulemper ved racen og forklarer den med, at mudien i hjemlandet skal advare de store vogterhunde, når der er fare på færde. DKK skriver, at den kan være noget rapkæftet, men mindre end puli og pumi. Nogle linjer gør mere end andre.

Klubben beskriver også en sej og handlekraftig hund, der går til opgaverne med stor intensitet. Hos nogle unge hanner kan det vise sig som stædighed, påtrængenhed eller aggression over for andre hunde, og nogle linjer har tendens til at være sky.

Motion og aktivering

Racen har sine hyrdeinstinkter i behold og har brug for megen motion og beskæftigelse. SKK skriver, at den dagligt har brug for både fysisk og mental stimulering. Mudier er meget energiske udendørs, men rolige og afslappede inde, og en mudi, der får motion nok, finder sjældent selv på ballade.

Den egner sig til næsten alle former for hundesport: agility, lydighed, flyball, frisbee, freestyle og sporarbejde. Den bruges også som redningshund i Finland og USA og arbejder stadig med får og kvæg. Den springer usædvanlig godt, og nogle mudier graver gerne, så haven skal have et solidt hegn.

Træning og socialisering

Mudien lærer hurtigt og er positiv over for træning. DKK anbefaler at opdrage den med venlighed og mange belønninger og at træne varieret i korte sekvenser med højt tempo. Ejeren skal være ubøjeligt konsekvent, ellers kan hundens selvstændighed få den til at se sig selv som den, der bestemmer.

Den er følsom over for hård korrektion og lærer bedst, når den stoler på sin træner. Den amerikanske raceklub fraråder dominansbaserede metoder. Artiklen på klubbens side skriver dog også, at racen ikke er for begyndere og har brug for en fast hånd.

Socialisering er vigtig fra hvalpealderen. Både DKK og SKK peger på, at en vis reserverthed over for fremmede kan modvirkes med tidlig social træning, og klubben anbefaler at socialisere tidligt og ofte, så hvalpen ikke senere bliver sky eller usikker. Det kan betale sig at lære den at gø og at tie på kommando.

Familie og bolig

Mudien er knyttet til sine mennesker og har et stort behov for at være sammen med familien. Den bør bo inde som en del af familien og ikke i haven. Den er generelt god med børn og andre dyr, især hvis den vokser op med dem. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen har en vis jagtlyst og er en dygtig skadedyrsjæger, så smådyr i husstanden kræver opmærksomhed. Med andre hunde går det som regel godt, men enkelte, især unge hanner, kan være konfliktsøgende.

Standarden skriver, at mudien kan holdes i huset på grund af den korte pels og den gode tilpasningsevne. Ifølge den amerikanske raceklub kan gøen være et problem i en lejlighed, men en mudi, der har lært at være stille på kommando, bør kunne tilpasse sig livet der. Det er klogt at øve alene-tid gradvist fra hvalpealderen.

Pelspleje

Pelsen er let at holde. Den er tæt og afviser både vand og snavs, og en omhyggelig gennembørstning en gang om ugen er nok i hverdagen. Et bad en gang imellem og jævnlig klipning af kløerne klarer resten. Pelsen må ikke trimmes eller klippes til, og på udstilling vises hunden naturlig.

Racen fælder let til moderat og mest ved årstidsskiftet, hvor pelsen skal kæmmes oftere. Standarden beskriver stramme læber, der slutter tæt om tænderne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund, men SKK skriver, at hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Den amerikanske raceklub nævner desuden epilepsi, medfødt grå stær (katarakt) og pelstab hos udtyndede farver (color dilution alopecia). Klubbens sundhedsprogram for avlshunde omfatter undersøgelse af hofter, albuer og knæskaller, øjenundersøgelse og hjerteundersøgelse, og den anbefaler blandt andet en test for MDR1, der giver følsomhed over for visse lægemidler.

Den svenske raceklubs avlsstrategi fra 2009 bygger på små tal. Af 50 røntgede svenske mudier havde to HD, de tolv albuer var uden anmærkning, og en af syv øjenlyste hunde havde grå stær. Klubbens ejerundersøgelse nævner også enkelte tilfælde af demodex og af distichiasis (ekstra øjenhår), og i Finland har fire hunde fået konstateret patellaluksation. Tallene er omkring 20 år gamle. Den amerikanske raceklub regner med en gennemsnitlig levealder på 12 til 14 år.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse, og racen har ingen egen specialklub i Danmark. Mudi er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Halekupering er ikke tilladt, og racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og øjenundersøgelser. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.