Schipperke

Mere om racen

Overblik

Schipperke er en lille belgisk hyrdehund, som FCI placerer i gruppe 1, sektion 1, sammen med de øvrige hyrdehunde. Den har standardnummer 83 og er den mindste af hyrdehundene. Standarden beskriver dens anvendelse som lille vagt- og selskabshund.

Racen er helt sort, kompakt og kvadratisk bygget med spidse, opretstående ører og en kraftig krave om halsen. Den er livlig, nysgerrig og utrættelig, knytter sig tæt til sin familie og er reserveret over for fremmede. Den passer til en ejer, der kan lide en kvik og selvstændig hund, og som kan leve med, at den melder højlydt, når nogen nærmer sig.

Historie og oprindelse

Navnet kommer fra flamsk og betyder ifølge FCI-standarden og DKK “lille hyrde”. Den amerikanske raceklub forbinder det i stedet med det flamske ord for skib og kalder racen “Little Captain”, fordi den sejlede med på flodprammene. Den går også under tilnavnet “little black devil”. Den nøjagtige oprindelse er ukendt. FCI-standarden skriver, at schipperken og de belgiske hyrdehunde sandsynligvis har en fælles stamfar i en lille, oftest sort hyrdehund kaldet Leuvenaar, mens DKK peger på slægtskab med gamle små spidshunde.

Racens historie går tilbage til 1600-tallet. Omkring 1690 var den yndlingshund for håndværkere og skomagere i Saint-Géry-kvarteret i Bruxelles, hvor ejerne konkurrerede om at have de fineste ciselerede messinghalsbånd. Den var kendt som en dygtig fænger af mus, rotter og muldvarpe og blev brugt som vagthund og skadedyrsbekæmper på gårde og på de belgiske flodpramme. I Flandern vogtede den også gæs.

Schipperken blev udstillet første gang i Spa i 1882 og kom på mode, da dronning Marie-Henriette af Belgien fik en. I 1887 kom de første hunde til Storbritannien og USA. Racens klub i Belgien blev stiftet i 1888, samme år som den første standard, og er landets ældste raceklub. FCI anerkendte racen endeligt i 1954. I Danmark er den ikke udbredt; i 2016 fandtes der omkring 350 til 400 schipperker herhjemme.

Udseende og størrelse

Schipperken er en lille hund, men meget solidt bygget. Kroppen er kort, bred og kompakt og passer ind i et kvadrat, mens benene er fint knoglede. Hovedet er kileformet med en ret kort snude, og de små mørkebrune øjne har det, standarden kalder et “sharp, lively and mischievous look”, altså et skarpt, livligt og drilsk blik. Ørerne er meget små, spidse, trekantede og meget bevægelige.

Halen varierer. Nogle hvalpe fødes helt uden hale eller med en kort stumphale, og det trækkes der ikke fra for. Den naturlige hale hænger helst ned i hvile og bæres i højde med ryggen i bevægelse, men en hale, der er krøllet over ryggen, accepteres også. Tidligere blev racen halekuperet.

Pelsen er det mest karakteristiske. Dækhårene er rigelige, tætte, lige og ret hårde, og under dem ligger en blød, tæt underuld. Håret er kort på hovedet og forbenene, middellangt og tætliggende på kroppen og langt om halsen, hvor det danner en bred krave, en manke over nakken og en brystkrave mellem forbenene. Bag på lårene sidder lange bukser. Farven er helt sort efter FCI-standarden, mens den britiske kennelklub også godkender creme og guld.

FCI-standarden angiver en vægt på 3 til 9 kg og ønsker et gennemsnit på 4 til 7 kg, så racen hører til de små hunde. Standarden angiver ingen højde, men den amerikanske standard foreslår 28 til 33 cm for hanner og 25 til 30 cm for tæver.

Temperament

Standarden beskriver schipperken som en fremragende lille vagthund og en enestående alarm, der sprudler af vitalitet. Den er aktiv, travl, adræt og utrættelig og altid optaget af, hvad der sker omkring den. Den vil altid vide, hvad der sker bag en lukket dør, og reagerer med skarp gøen og rejst manke. Den er modig og selvsikker, og i mødet med store hunde kan den selvtillid være lidt for stor.

Over for familien er den hengiven og knytter sig meget tæt. Over for fremmede er den reserveret. Den kan være besidderisk og territorial og vogter sit område uden at være aggressiv, men standarden nævner, at den kan finde på at snappe, hvis nogen nærmer sig ting, den passer på. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Den går af og til sine egne veje, men kommer altid tilbage til sine mennesker.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er ikke stort. Racen behøver ikke lange, hårde ture, men den har brug for afløb for legelyst, nysgerrighed og trang til at gå på opdagelse. Det er variationen, der betyder noget: nye steder, opgaver og oplevelser. Får den ikke nok at lave, finder den selv på noget, og det er ikke altid det, ejeren havde tænkt sig.

Trods sin størrelse klarer den let en vandretur på 10 km, og den egner sig til lydighed, agility, dog dancing, tricks og udstilling. Den jager gerne muldvarpe og andre skadedyr.

Træning og socialisering

Schipperken er kvik, opmærksom og samarbejdsvillig og lærer hurtigt. Det gælder også unoder, så opdragelsen skal være konsekvent fra starten. Den tilpasser sig familiens rutiner og vaner, og korte, hyppige træningspas med hurtig og begejstret belønning holder den motiveret. DKK anbefaler netop den form for træning gennem hele livet.

Racen har også en selvstændig og egenrådig side. Den amerikanske raceklub skriver, at den kan være en udfordring at træne og svær at gøre stueren, og at den absolut har brug for lydighedstræning, en tidlig indkaldelse og at lære ikke at smutte ud ad døren. Hvalpe bør møde mennesker i alle aldre og gerne gå på hvalpehold. Gøen og vagtsomhed er en del af racen, men klubben skriver, at den kan lære at gø mindre.

Familie og bolig

I en familie er schipperken legesyg og hengiven og vil gerne være med i alt. Standarden kalder den meget blid over for børn, og den har det generelt godt med børn, især når den er vokset op med dem. Fordi den kan vogte sine ting, bør børn lære at lade den være i fred, når den har noget, og samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Racen har tendens til at ville hyrde andre dyr, og den er bygget til at jage rotter, mus og muldvarpe. Kaniner, marsvin og andre smådyr er derfor ikke trygge sammen med den uden opsyn. Kilderne siger ikke noget om katte. Den amerikanske raceklub kalder schipperken en fremragende lejlighedshund, hvis den får motion nok, men den skarpe gøen kan blive et problem med naboer tæt på.

Pelspleje

Pelsen er nem at holde ren, fordi dækhårene afviser snavs, og den kræver hverken trimning eller klipning. Den skal børstes jævnligt og grundigt, gerne en eller to gange om ugen, og have et bad i ny og næ. Kilderne er uenige om fældningen: DKK skriver, at racen kun fælder lidt, mens den amerikanske raceklub skriver, at den fælder kraftigt en eller to gange om året. Klubben foreslår at file kløerne en gang om måneden.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund, og ifølge raceportrættet i Hunden fra 2016 er det ikke usædvanligt, at en schipperke bliver over 14 år. Den mest kendte arvelige sygdom er MPS IIIB, en dødelig stofskiftesygdom, der rammer nervesystemet og som regel viser sig som balanceproblemer i alderen 2 til 4 år. Sygdommen nedarves recessivt, og der findes en DNA-test. Blandt 3.219 schipperker, der blev testet fra 2003 til 2019, var 1,5 % syge og 23,6 % raske bærere, og andelen faldt hurtigt, efter at opdrætterne begyndte at teste.

Den amerikanske raceklub nævner desuden knæskalsluksation, Legg-Calvé-Perthes (en hoftesygdom), øjenproblemer som arvelig grå stær, stofskifteproblemer og epilepsi. Den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for MPS IIIB og for genet bag stumphale (T-box). En hvalp, der arver genet fra begge forældre, vil sandsynligvis dø kort efter fødslen.

Schipperke er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om undersøgelse for HD eller AD før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på udstilling. Racen har ingen egen specialklub i Danmark og hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark, og en schipperke er ikke omfattet af hundelovens forbud.

Spørg opdrætteren, om forældrene er DNA-testet for MPS IIIB og T-box, og om deres øjne og knæ er undersøgt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.