Hannoveransk Schweisshund

Mere om racen

Overblik

Den hannoveranske schweisshund er en kraftig, veltilpasset tysk eftersøgningshund til sporing af skadet klovbærende vildt. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 2, blandt de snorførte drivende hunde, med standardnummer 213, og racen er knyttet til arbejdsprøver. Hanner måler 50 til 55 cm og vejer 30 til 40 kg, tæver 48 til 53 cm og 25 til 35 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen stor, og DKK kalder den den største og tungeste af schweisshundene.

Standarden beskriver et roligt og sikkert temperament, en hund der er følsom over for sin fører og kræsen over for fremmede. DKK skriver, at racen ikke er en selskabshund, men hører til hos aktive jægere. Når den kan bruge sit jagtinstinkt og følge spor, er den rolig og omgængelig. Pelsen er kort og tæt og let at passe.

Historie og oprindelse

Standarden skriver, at racen har udviklet sig næsten uændret fra middelalderens ledhund, en hund der arbejdede i line, og som allerede spillede en vigtig rolle omkring år 500. Da skydevåbnene kom, ændrede jagten på storvildt sig, og man havde brug for hunde til at finde skudt vildt. Ledhunden egnede sig bedst, og den blev til en schweisshund. Siden 1894 har foreningen Verein Hirschmann passet racen, og avlen er siden sket med strengt fokus på arbejdsevne.

DKK skriver, at schweisshundegruppen i dag omfatter tre racer: denne, dens efterkommer den bayerske bjergschweisshund og den alpenländische dachsbracke. Svenska Schweisshundklubbens avlsstrategi nævner, at den første import til Sverige menes at være sket i 1901, men at dagens svenske bestand bygger på to tæver importeret i 1988 og 1991. Racen er fåtallig i Sverige. Strategien nævner, at der mellem 1991 og 2004 blev født 95 hvalpe i 13 kuld i Sverige.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor, velproportioneret og kraftig hund med velplacerede, stærkt muskuløse ben, der gør den utrættelig. For lange ben og især overbygget forparti hæmmer arbejdet med næsen nær jorden. Brystet er bredt og dybt. Panden er let rynket, og de klare, mørke øjne giver racen sit alvorlige udtryk. Læberne er brede, hængende og veltilrundede, og ørerne er middellange og hænger tæt ind til hovedet.

Pelsen er kort, tæt, hård og næsten grov og ligger fladt. DKK beskriver den som en smule mat, og hår på lårenes bagside og undersiden af halen er lidt længere og grovere. Grundfarven er rød og varierer fra lys til mørk hjortrød, mere eller mindre stribet, med eller uden maske, og striberne kan få hunden til at se næsten sort ud. Små hvide pletter på forbrystet tåles.

Stokmålet er 50 til 55 cm for hanner og 48 til 53 cm for tæver, og standarden angiver en vægt på 30 til 40 kg for hanner og 25 til 35 kg for tæver. SKK angiver de samme tal, mens DKK angiver 25 til 30 kg og et lidt andet højdeinterval. Her følges standarden. SKK skriver, at racen udvikler sig langsomt og ofte sent.

Temperament

Standarden beskriver et roligt og sikkert temperament, som samtidig er følsomt over for føreren og kræsent over for fremmede. Under sporarbejde har hunden en stor koncentrationsevne og en stærk loyalitet over for jægeren. SKK beskriver en rolig og stabil hund, der er meget knyttet til sin ejer og kan være selektiv og reserveret over for fremmede, men som også er let at træne, følgsom og samarbejdsvillig. DKK skriver, at den er hengiven over for sin familie, og at gode oplevelser med børn og voksne tidligt kan mindske reserveretheden.

Klubben beskriver en behersket energi og et afbalanceret, lidenskabeligt sind. I ejerundersøgelsen fra 2003 med kun 29 svar opleves racen som lærenem, ikke særlig skældende, ikke eller kun lidt vagtsom, aldrig sky eller aggressiv og relativt åben over for fremmede. Klubben påpeger selv, at det lille antal svar ikke nødvendigvis giver et retfærdigt billede. Enkelte hunde er blevet aflivet på grund af manglende arbejdslyst, frygt, svaghed og i et enkelt tilfælde aggressivitet.

Motion og aktivering

DKK beskriver en tålmodig, udholdende og selvstændig hund med et højt aktivitetsniveau, der har brug for meget fysisk motion og varierede opgaver, som bruger den fremragende næse. Uden mental stimulering og god social kontakt trives den ikke.

SKK skriver, at arbejdet kræver meget træning og et formål, og at selv en hund med stor sporevne skal trænes meget for at blive en kvalificeret eftersøgningshund. Racen går roligt og med stor koncentration og giver ikke op, selv under meget vanskelige duftforhold. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen.

Træning og socialisering

DKK anbefaler at begynde tidligt og variere både træningsmiljø og belønninger. Træningen skal være venlig, sjov og konsekvent, og sporarbejde eller hundesport er nødvendigt for hundens mentale velvære. Hunden arbejder koncentreret og vedholdende og holder som regel god kontakt til føreren.

SKK skriver, at man tidligt og med blid hånd bør lære hunden at gå i line, komme på kald og blive liggende, fordi det skal bruges senere. Social træning og miljøtræning samt sporingstræning er nødvendig for, at hunden udvikler sig godt. Racen er let at træne og samarbejdsvillig.

DKK understreger, at hunden ikke bør slippes løs, hvor der er vildt eller trafik. Dens sporevne skal ledes i en positiv retning.

Familie og bolig

DKK skriver, at hunden er hengiven over for sin familie og stærkt knyttet til den, der arbejder med den. Både DKK og SKK siger dog, at den ikke egner sig som ren selskabshund, og SKK, at den kun passer til en person, der har brug for en eftersøgningshund til jagt. Ingen kilde siger noget direkte om, hvordan racen er med børn, men DKK nævner, at gode oplevelser med børn tidligt mindsker dens reserverethed. Alle hunde skal være under opsyn sammen med børn.

Ingen kilde taler om bolig, om at være alene hjemme eller om andre dyr. Racen er stor og har et stort behov for motion og næsearbejde, og den er rolig, når behovene er dækket.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt og hård, og plejen er enkel. DKK skriver, at regelmæssig børstning begrænser fældningen til forår og efterår, og at man ud over det kun skal have opmærksomhed på ørerne, som er store og tunge. SKK kalder pelsen nem at vedligeholde. Ingen af kilderne siger noget om savl, selv om standarden beskriver hængende læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at racen ikke har kendte racespecifikke helbredsproblemer, men at hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) forekommer. Svenska Schweisshundklubbens avlsstrategi fra 2005 vurderer på baggrund af ejerundersøgelser fra 1998 og 2003, at racen i store træk er uden store helbredsproblemer. Af 43 røntgenfotograferede hunde havde 3 HD, og af 26 undersøgte for albueledsartrose havde 6 forandringer. Nogle hunde har allergi, hudkløe, eksem eller ørebetændelse, og enkelte tilfælde af blandt andet entropion, ektropion, epilepsi, nedsat skjoldbruskkirtelfunktion og navlebrok er indberettet. Tallene er små, fordi bestanden er meget lille.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling, og DKK’s etiske avlsregler og stambogsreglerne skal følges. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse på racens side. De svenske krav, blandt andet viltspormesterskab og røntgenfotograferede forældre, er svenske klubregler og ikke danske krav.

Den hannoveranske schweisshund er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven, og DKK har ingen specialklub for den. Den hører under Klubben for Jagthunde uden Specialklub (KJS).

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.