Haldenstøver

Mere om racen

Overblik

Haldenstøveren er en norsk drivende jagthund, opkaldt efter byen Halden i det sydlige Norge. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 267 og brugsprøve. Skulderhøjden er 52 til 60 cm for hanner og 50 til 58 cm for tæver, og farven er hvid med sorte pletter og tanfarvede aftegn.

Det er en meget lille race. Haldenstøverklubben skriver, at den er den mindste af de tre norske harehunderacer, sammen med Hygen og Dunker, og at den regnes for udryddelsestruet. Klubben beskriver hunden som rolig hjemme og ivrig i skoven, venlig over for børn, voksne og andre hunde og med stærke nerver. Den er dog en jagthund med stor jagtlyst, og klubben mener, at den trives bedst, når den også bruges til jagt.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra området omkring Halden, helt ved den svenske grænse. Den blev udviklet i anden halvdel af 1800-tallet ved at krydse engelske foxhounds og beagles med lokale drivende hunde. SKK’s raceoplysninger nævner desuden harrier, og klubben skriver, at stamformen var en lokal harehund i Østfold, krydset med harrier, foxhound og sandsynligvis beagle. Avlsgrundlaget var hele tiden smalt.

Ifølge klubben kan racen spores til 1860’erne, hvor landmanden Hans Larsen Bisseberg i Østfold avlede den under navnet Bisseberghund. Senere hed den blandt andet Ankerstøver, og navnet Haldenstøver blev først brugt i 1938. Dengang fandtes der en hvid type med sorte tegninger og en hvid med røde.

I 1931 gik en epidemi gennem Østfold, hvor racen havde sin største udbredelse. Klubben kalder sygdommen hundepest, mens Nordic Kennel Union skriver parvovirus. Sammen med anden verdenskrig bragte den racen tæt på udryddelse. Oscar H. Nylende fra Skjeberg genopbyggede den og avlede mod en ensartet race af hvide og sorte hunde. Standarden blev godkendt i 1952, og FCI anerkendte racen endeligt i 1965. Interessen faldt fra midten af 1950’erne, og racen er aldrig blevet talrig. SKK nævner kun 15 registrerede hunde i Sverige mellem 1993 og 2014.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en rektangulært bygget hund, der er stolt og kraftig, men ikke tung. Hovedet er tørt, middelstort og velproportioneret med sort næse, forholdsvis flade kinder og en ikke for kort snude. Læberne må ikke være for hængende. Øjnene er mørkebrune med et roligt udtryk, og ørerne er middelhøjt ansat. Halen rækker omtrent til haserne og bæres forholdsvis lavt. Sporer accepteres, men er ikke ønskelige. Bevægelsen skal være let, strakt og parallel.

Pelsen er hård, meget tæt og lige med tæt underuld. Farven er hvid med sorte pletter og tanfarvede aftegn på hoved og ben og af og til mellem hvidt og sort. Sort må ikke dominere, og små sorte eller tanfarvede pletter regnes som fejlmarkeringer. DKK registrerer farverne hvid/sort og hvid/sort/brun.

Hanner har en idealhøjde på 56 cm og tæver på 54 cm. Hverken FCI-standarden, UKC’s standard eller klubben angiver en vægt, og DKK har ingen racebeskrivelse for Haldenstøver. DKK placerer racen i størrelseskategorien Stor i sine etiske regler for avl, men det er en kategori og ikke en vægt, så racen er ikke sat i en størrelsesklasse her.

Temperament

Standarden har intet afsnit om temperament, men diskvalificerer aggressive eller overdrevent sky hunde. Beskrivelsen kommer fra klubben og Nordic Kennel Union. Klubben nævner et meget godt lynne og skriver om kloge, sociale hunde, der er glade for børn, voksne og andre hunde og helst vil med på alle aktiviteter. Nordic Kennel Union skriver, at racen er kendetegnet ved stærke nerver og er særligt social og tillidsfuld.

I jagtsammenhæng beskriver klubben en hund med god jagtlyst, der er flink til at tage hare og ræv ud. Den er ærlig og giver kun lidt lyd på et falsk spor, og den er slidstærk, sej og modig. Som en svaghed nævner klubben, at nogle individer er lidt trange i målbruget, altså i brugen af stemmen under jagt. Det er klubbens egen beskrivelse, bygget på erfarne ejeres erfaringer og ikke på en undersøgelse. Klubben skriver, at vagtinstinktet er minimalt, så racen er næppe et godt valg til den, der vil have en vagthund.

Motion og aktivering

Ingen af de gennemgåede kilder angiver, hvor meget motion en haldenstøver har brug for, og der er ingen anbefaling i timer. Klubben beskriver en hund, der er rolig hjemme og ivrig i skoven, og som også kan lide at trække, gå skiture og tage ture i skov og mark. SKK beskriver den som en skalddrivende hund, der jager som enkeltmandshund på hare og ræv. Klubben nævner, at den også bruges på gaupe.

Klubben skriver, at haldenstøveren som de andre jagthunderacer trives bedst, når den kan bruges til jagt ud over at være et familiemedlem. Det er altså en hund til en ejer med jagtinteresse eller lyst til at give den en opgave i skov og mark. Hvor stort behovet er for en hund, der ikke bruges til jagt, siger kilderne ikke noget om.

Træning og socialisering

Klubben kalder hundene lette at dressere, og Nordic Kennel Union skriver, at racen er let at træne på grund af sit gode temperament og åbne sind. Det er de eneste kilder, der taler om træning, og ingen af dem beskriver metoder.

Jagtprøver spiller en stor rolle i racens miljø. FCI placerer racen under en brugsprøve, og klubben arrangerer klubmesterskab. Klubbens avlsråd lægger i prioriteret rækkefølge vægt på jagtegenskaber, helbred, mentalitet og eksteriør. Den, der vil have en haldenstøver uden at jage, bør derfor tale med opdrætteren om, hvad der kan lade sig gøre.

Familie og bolig

Klubben beskriver haldenstøveren som den perfekte jagt- og familiehund, snil og social og glad for børn, voksne og andre hunde. Den er rolig hjemme og vil gerne deltage i det, familien laver. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn. Klubben skriver, at den sjældent giver lyd, når den står i hundegård eller ude. Det er det eneste, kilderne siger om gøen uden for jagten.

Ingen af kilderne taler om bolig, om at være alene hjemme eller om samliv med katte og smådyr, så lejlighedsegnethed og alene-tid er ikke vurderet. Da racen jager hare og ræv og ifølge klubben er let at præge på rovvilt, bør man dog være opmærksom på jagtlysten, hvis der er andre dyr i husstanden. Racen findes ifølge SKK først og fremmest i Norge, og klubben oplyser omkring to til seks kuld om året.

Pelspleje

Pelsen er hård, meget tæt og lige med tæt underuld, og klubben skriver, at den tåler kulde under jagt. Standarden beskriver kun pelsens struktur og farve. Ingen kilde siger noget om, hvor meget plejen kræver, eller hvor meget racen fælder, så de to punkter er ikke vurderet. Standarden siger heller ikke noget om savl og beskriver kun, at læberne ikke må være for hængende.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Klubben skriver, at der er lidt sygdom i racen, og at enkelte individer har svag grad af hofteledsdysplasi (HD). Nordic Kennel Union skriver, at der trods den lille avlsbestand aldrig er registreret nogen betydelig forekomst af arvelige sygdomme som HD. Det er udsagn fra klub og kennelklub og ikke undersøgelser med tal, og SKK skriver, at racen er så lille, at dyrlægedata ikke kan sammenlignes med andre støverracer. Der er ikke fundet dyrlægefaglige eller videnskabelige kilder.

Det største problem er størrelsen. Nordic Kennel Union kalder det truende lavt, at der i en periode kun er registreret mellem 7 og 21 hvalpe om året, men tallet er ikke dateret. SKK nævner en indavlsgrad på 4,2 % over fem generationer i Sverige fra 2004 til 2014 og krydsningsprojekter i Norge, især mellem de norske racer. Klubbens avlsråd skriver, at den genetiske variation er begrænset, og at førstegenerationskrydsninger skal godkendes af rådet for at kunne registreres i NKK.

Avlsrådet kræver HD-status A eller B hos avlshunde og afviser hunde med ukendt HD. Indavlsgraden ved en parring bør normalt ikke overstige 6,25 %. Det er norske klubretningslinjer og ikke danske krav. DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK nævner ikke krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse, og specialklubben er Dansk Drever Klub. Haldenstøver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og helbred, om hvor beslægtede de er, og om hvordan hundene bruges. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.