Griffon Nivernais

Mere om racen

Overblik

Griffon Nivernais er en fransk drivende jagthund med lang, rodet og ru pels, brugt først og fremmest til jagt på vildsvin. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 17 og brugsprøve. Hanner er 55 til 62 cm høje og tæver 53 til 60 cm, og DKK angiver en vægt på 23 til 25 kg.

Racen er meget sjælden i Danmark. DKK’s racebeskrivelse er skrevet for flere af de mellemstore franske støverracer under et, og der findes ingen dansk specialklub for den. Derfor bygger denne side især på FCI-standarden, DKK, Svenska Kennelklubben (SKK), det svenske racedokument fra 2016 og United Kennel Club (UKC). DKK og SKK er enige om, at den er en udpræget jagthund, som ikke passer som ren selskabshund.

Historie og oprindelse

Ifølge standarden stammer racen måske fra de galliske støvere, der blev brugt af gallerne, og fra de grå Saint Louis-hunde. I omkring 200 år var den højt værdsat, helt frem til Ludvig XI’s tid. Frans I foretrak hvide støvere og udelukkede den fra de kongelige jagtkobler, men enkelte adelsmænd i egnen Nivernais bevarede den frem til revolutionen i 1789, hvor racen tilsyneladende forsvandt. Omkring hundrede år senere blev den genskabt af hunde, der var bevaret i oprindelsesområdet og ofte blev kaldt egnens hund. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev der tilført blod fra Griffon Vendéen, foxhound og senere odderhund. Den franske racens klub blev stiftet i 1925.

DKK skriver, at typen har været kendt i Frankrig i mindst 800 år og altid har været mest udbredt langs Atlanterhavskysten fra Bretagne til Pyrenæerne. Racerne er flere gange blevet truet af udryddelse under revolutionen og de to verdenskrige, men er hver gang blevet genskabt af franske entusiaster. UKC nævner, at racen oprindeligt hed Griffon-Vendeen-Nivernais, og at den er kendt som en vildsvinejæger uden sidestykke. Det svenske racedokument skriver, at hunden i hjemlandet har været brugt siden 1600-tallet til jagt på ulv, bjørn, vildsvin og hjortevildt.

I Sverige kom de tre første hunde til landet i 2006, og en specialklub blev stiftet i 2008. I 2016 var der ifølge racedokumentet omkring 140 hunde i landet.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund med hård og rodet pels, robust, meget hårdfør og laset i udseendet. Den er tør i lemmer og muskler og bygget til at arbejde længe frem for hurtigt, og den ser en smule trist ud uden at være nervøs. Kroppen er lidt længere end høj, og kranie og snude er lige lange. Ørerne er smidige og fine, hænger halvlangt og er drejet let indad ved spidsen. Halen bæres som en segl og kan have spidsen bøjet over ryggen.

Pelsen er lang, laset og busket, kraftig og ru, men hverken uldagtig eller krøllet. Farven er altid mørknet, så hårspidserne er mørkere end roden. Standarden nævner harefarvet, sandfarvet med sort overlæg (ulvegrå) og fawn med blåligt overlæg (blågrå). Spredte hvide hår tåles, og pelsen er oftest tegnet med tan på øjenbryn, kinder, bryst, benenes ender og under halen. Den tan, der er tydelig hos hvalpe, bliver ofte svagere med alderen. Helt sort, gyldent hvedefarvet, orange og trefarvet med skarpt afgrænsede farver er diskvalificerende.

Højden er 55 til 62 cm for hanner og 53 til 60 cm for tæver med en tolerance på 1 cm. DKK angiver en vægt på 23 til 25 kg, mens standarden ingen vægt giver. Det svenske racedokument bemærker, at der er ret store variationer i størrelse og pelskvalitet, sandsynligvis fordi hundene i Sverige stammer fra helt forskellige blodlinjer.

Temperament

Standarden beskriver en fremragende opsporer og meget god jæger, der er modig uden at være hensynsløs. Modet og initiativet gør, at den kan bruges i små jagtkobler på vildsvin. Den kan let lære at jage vildsvin, men er ind imellem stædig og selvstændig, og føreren skal kunne få den til at adlyde fra den tidligste alder.

SKK skriver, at hunden er meget modig, udholdende og selvstændig med stor jagtlyst. Den er let at træne, når den vil, men kan være stædig. Hvis den får lejlighed til at jage, fungerer den ifølge SKK godt som venlig og social familiehund. Det svenske racedokument beskriver mentaliteten som rolig, hengiven, lydig og lærenem, velegnet som familiehund og med en tendens til at være lidt stædig. DKK skriver, at de franske støverracer er passionerede, hårdføre og udholdende jægere og omgængelige hunde. Hunden sætter pris på selskab med andre hunde og tæt kontakt med mennesker.

Motion og aktivering

Racen er skabt til at arbejde i svært terræn og har ifølge standarden en meget god næse, som især trives i krat og vanskeligt terræn. SKK skriver, at den har et stort motionsbehov. DKK skriver, at den stærke lyst til og de fremragende evner i at følge fært efter vildt hele tiden skal tilfredsstilles gennem varierede søgeopgaver. Hundene arbejder ifølge DKK som regel et par stykker sammen, men kan også arbejde alene, ofte på stor afstand og med nogenlunde kontakt til jægeren.

Ingen kilde angiver et bestemt antal timers motion om dagen. DKK’s pasningsvejledning for drivende og stillende jagthunde advarer om, at disse racer har stor interesse for vildt, så man må forvente at skulle hegne sin have sikkert ind og ikke kan regne med at have hunden løs. For dem, der ikke selv jager, anbefaler DKK at søge råd hos racens specialklub, før man køber.

Træning og socialisering

DKK skriver, at det kræver en tidlig og meget vedholdende træning, hvis hunden skal komme tilbage, når den bliver kaldt. Når jagtlysten tændes, slår hørelsen fra. Ellers er hundene lærevillige og imødekommende, blot træningen er venlig, varieret og konsekvent. SKK kræver ligeledes tålmodig og konsekvent opdragelse. Standarden siger, at føreren skal begynde allerede, når hunden er helt ung.

DKK nævner desuden, at jagtinstinktet stiller krav til indhegning og opdragelse. SKK skriver, at den driver med en hørbar, hylende stemme, og DKK skriver, at den vedholdende gøen fortæller jægeren, hvilken retning drevet går. Ingen kilde siger noget om, hvor meget den gør i dagligdagen derhjemme.

Familie og bolig

SKK kalder racen en venlig og social familiehund, hvis den får lov at jage, og det svenske racedokument beskriver den som egnet som familiehund. DKK understreger, at de mellemstore franske støvere er mindre egnede som ren selskabshund, og at de skal tilbydes masser af meningsfyldte opgaver for at kunne tilpasse sig livet i en familie. SKK skriver ligeledes, at racen er en udpræget jagthund og ikke egner sig som udelukkende selskabshund.

Ingen af kilderne taler direkte om bolig, om børn eller om at være alene hjemme. Størrelsen, motionsbehovet og jagtlysten peger i retning af et hjem med have og adgang til jagtmarker eller andre søgeopgaver. DKK skriver, at hundene er selskabelige og sætter pris på tæt kontakt med mennesker. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Pelspleje

DKK skriver, at den ruhårede pels har underuld og beskytter godt mod alt slags vejr og mod rifter fra tætte, tornede buske. Den skal jævnligt børstes grundigt igennem og kræver kun lejlighedsvis en let trimning. De store, ofte foldede ører hænger tæt ind til hovedet og skal holdes fri for hår i øregangen. SKK skriver, at pelsen er lang, men grov og let at holde, og at ørerne skal rengøres regelmæssigt. Ellers børstes og bades hunden efter behov. Standarden og UKC beskriver pelsen som lang, busket og ru. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Ingen af de gennemgåede kilder nævner en bestemt arvelig sygdom hos racen. Det svenske racedokument citerer franske kilder, der beskriver Griffon Nivernais som en rustik hund med en fremragende sundhed, uden nogen særlig medfødt eller arvelig sygdom, og nævner to franske afhandlinger fra 1947 og 2003. Samtidig er tallene i Sverige små: kun tre avlshunde og tre afkom var ifølge racedokumentet røntgenfotograferet for HD, og alle var fri for HD, og der var set enkelte tilfælde af manglende tænder. Klubben i Sverige finder ikke grund til at røntgenfotografere rutinemæssigt. SKK skriver, at der er så få hunde i Sverige, at helbredstilstanden ikke kan vurderes med sikkerhed. Det er klubudsagn og ikke undersøgelser med tal.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Siden viser ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelser. Racen har ingen dansk specialklub, men er placeret i Klubben for Jagthunde uden Specialklub. Griffon Nivernais er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes helbred og jagtanlæg, og om hvordan hvalpen er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.