Tibetansk Spaniel

Mere om racen

Overblik

Tibetansk spaniel er en lille selskabshund fra Tibet, som FCI placerer i gruppe 9 i sektionen for tibetanske racer sammen med blandt andre shih tzu og lhasa apso. Navnet snyder: racen er ikke en jagthund, som ordet spaniel kunne antyde, men har altid været selskabshund med et bijob som vagthund.

Den er en lille, aktiv og vågen hund med en harmonisk krop, der er en smule længere end høj. Hunden er munter, selvbevidst og meget intelligent, hengiven over for familien, men selvstændig og tilbageholdende over for fremmede. Pelsen er silkeagtig og forholdsvis let at holde, og motionsbehovet er moderat.

Til gengæld er racen meget knyttet til sine mennesker og melder tydeligt, når nogen nærmer sig.

Historie og oprindelse

Oprindelseslandet er Tibet (Kina) og protektionslandet Storbritannien, men FCI-standarden fortæller ikke racens historie. Hunde, der meget lignede den tibetanske spaniel, har eksisteret i Korea siden 700-tallet, men det er uvist, om de kom fra Kina eller Tibet. I Tibet var de både landbefolkningens hunde og klostrenes selskabshunde. Den gamle fortælling om, at de drejede klostrenes bedemøller, gengives af DKK, mens den amerikanske raceklub, Tibetan Spaniel Club of America, kalder den tvivlsom.

Raceportrættet i DKK’s blad Hunden fra 2009 fortæller om tilnavne som “ærmehund”, fordi munkene bar hundene i de vide ærmer som små varmedunke, og “løvehund”, fordi man ønskede, at de skulle ligne en lille løve. Hundene holdt vagt fra klostrenes mure og slog alarm med en skinger gøen, så de store tibetanske mastiffer kunne tage over.

De første hunde kom til England sidst i 1800-tallet. Navnet spaniel fik racen af tidlige europæiske besøgende, der syntes, hundene lignede en lille toy spaniel. Først efter Anden Verdenskrig fik racen fast fodfæste, blandt andet med hunde, som Lord og Lady Wakefield og oberst og fru Hawkins havde med hjem fra Tibet. Mange hunde gik tabt under krigshandlingerne i Tibet, og det britiske opdræt reddede racen.

Udseende og størrelse

Tibetansk spaniel er en lille, velafbalanceret hund uden overdrivelser. Hovedet er lille i forhold til kroppen og bæres stolt, næsepartiet er middellangt og stumpt, og standarden ønsker et let underbid. Øjnene er mørkebrune, ovale og fremadrettede, og ørerne er hængende med frynser. Forbenene er let krogede, poterne er harepoter med frynser mellem tæerne, og den fyldige hale bæres i en munter krølle over ryggen, når hunden bevæger sig.

Skulderhøjden er omkring 25,4 cm, og idealvægten er 4,1 til 6,8 kg. Racen hører dermed til de små hunde.

Yderpelsen er silkeagtig, glat i ansigtet og på forsiden af benene og moderat lang på kroppen, hvor den ligger temmelig fladt over en fin og tæt underuld. Hanner har typisk mere pels og en tydeligere manke eller et “sjal” om halsen end tæver. Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle, og ifølge Klubben for Små Selskabshunde er zobel og parti-colour de mest udbredte.

Temperament

Racen er munter og selvbevidst, særdeles intelligent og tilbageholdende over for fremmede, opmærksom og hengiven, men selvstændig. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. I familien er den livlig og energisk, meget kærlig og selskabelig, og den er robust både fysisk og mentalt.

Hårdhed og ligegyldighed gør den ulykkelig, og den er en følsom hund, der mærker familiens humør. Den er hverken nervøs eller hyperaktiv, men “en stor hund i en lille krop”, som den amerikanske klub udtrykker det. Ofte knytter den sig særligt til én person, selv om den er hele familiens, og fremmede skal ses ordentligt an, før de bliver godkendt.

Vagtinstinktet lever endnu, og man kan være sikker på, at hunden giver lyd, når der er nogen ved døren. Den amerikanske klub siger, at den melder kraftigt ved alt usædvanligt, men ikke gør unødigt, mens Tibetan Spaniel Health Net advarer om, at den gør ad alle fremmede, også forbipasserende hunde.

Motion og aktivering

Racen har brug for en hel del motion og beskæftigelse, og PDSA anbefaler omkring en time om dagen. Den klarer let lange gåture, men kan også nøjes med mindre. Racen er altså fleksibel, men den er ikke en sofahund, der kun skal luftes.

Det er en aktiv hund, der gerne arbejder, når opgaverne er sjove, og den kan lære mange tricks. Tibetan Spaniel Health Net advarer om, at mange ikke kommer, når de bliver kaldt, fordi de hellere vil udforske, så en sikker indhegning eller line er en god idé.

Træning og socialisering

Racen er lærenem og samarbejdsvillig, men også selvstændig og ikke helt let at gøre lydig. Træningen skal være venlig, kvik og konsekvent. Den kan være stædig, og PDSA anbefaler tålmodighed og belønning. Masser af ros virker, og hunden vil gøre meget for en godbid, men man gør den ikke uden videre til lydighedschampion.

Tidlig socialisering er særlig vigtig, fordi den dæmper reservationen over for fremmede og letter opdragelsen i det hele taget. Hårde metoder passer dårligt til en så følsom hund.

Familie og bolig

Racen trives både i den store, aktive familie og hos den enlige ældre, og den fungerer godt sammen med andre dyr. Den er en god familiehund, der som regel kommer godt ud af det med alle. Børn tiltrækkes af den lille hund, men den skal skånes for drillerier og hårdhændet behandling. Leg mellem børn og hund bør derfor altid foregå under opsyn.

Racen kan trives i en lejlighed og er lige så godt hjemme dér som i et stort hus. Den tydelige vagtgøen kan dog give udfordringer med naboer og trapper, så træning i at falde til ro er en god investering.

Det vigtigste er nærvær. Først og fremmest har racen brug for et godt socialt liv med nær menneskelig kontakt, og den trives ikke med at være alene for længe. Den egner sig ikke til hundegård eller kennel. Alene-tid skal derfor trænes gradvist og holdes på et rimeligt niveau.

Pelspleje

Pelsen er nem at holde. DKK og Klubben for Små Selskabshunde anbefaler en grundig børstning cirka en gang om ugen, og de længere partier på hals, bryst, hale og lår skal friseres. Pelsen skal hverken klippes eller trimmes; kun hårene mellem trædepuderne klippes, så hunden står bedre fast. Negleklip og tandbørstning cirka en gang om måneden hører også med, og tænderne bør holdes fri for tandsten.

I overgangsperioderne kan pelsen fælde noget. Racen fælder ikke voldsomt, men en eller to gange om året skifter den hele underulden over fire til seks uger, og i den periode kræver pelsen pleje næsten hver dag.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for langlivet. I et stort britisk studie af over en halv million hunde (McMillan og kolleger, 2024) havde tibetansk spaniel en medianlevealder på 15,2 år og hørte til de racer med lavest risiko for tidlig død. Ifølge den amerikanske klub bliver mange 15 år eller mere.

Racen kan rammes af knæskalsluksation (patellaluksation), progressiv retinal atrofi (PRA), hofteledsdysplasi, entropion (indadrullede øjenlåg) og distichiasis (ekstra øjenhår, der kan irritere øjet). PRA er en arvelig nethindesygdom, der langsomt fører til blindhed. Et studie fra Animal Health Trust (Downs og Mellersh, 2014) fandt en mutation kaldet PRA3, som forklarede omkring to tredjedele af de undersøgte tilfælde hos racen; sygdommen blev typisk opdaget omkring femårsalderen, og der findes også andre former. The Royal Kennel Club anbefaler en DNA-test for PRA3 og øjenundersøgelse før avl.

DKK stiller kun de generelle krav til avl: faderen skal have normale testikler, og DKK’s etiske regler skal overholdes. Til Basis+-stambog anbefales fra 1. januar 2026, at begge forældre har mindst Very Good på udstilling, patellastatus 0 eller 1 og en officiel DNA-status for prcd-PRA. Bemærk, at DKK’s anbefaling gælder prcd-PRA, mens den britiske kennelklub anbefaler test for PRA3. Racen er ikke omfattet af hundebekendtgørelsens krav om HD-, AD- eller BOAS-undersøgelse.

Spørg opdrætteren om forældrenes patella- og øjenresultater og DNA-tests. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.