Welsh Corgi Cardigan

Mere om racen

Overblik

Welsh Corgi Cardigan er en lavbenet hyrdehund fra Wales, som FCI placerer i gruppe 1, sektion 2, blandt kvæghundene. Den blev brugt til at drive kvæg og holde vagt på gården, og i dag nævner standarden både hyrdearbejde og selskab som anvendelse.

Cardigan og pembroke er to selvstændige racer med hver sin FCI-standard. Denne side handler kun om cardiganen, som kendes på den lange, buskede rævehale, de store, afrundede ører og flere farver.

Racen er opmærksom, rolig og hengiven, men også noget gøende. Den har et moderat motionsbehov og en pels, der er let at holde, og de vigtigste hensyn i hverdagen er vægten og den lange ryg. Specialklub i Danmark er Welsh Corgi Klubben, som dækker både cardigan og pembroke.

Historie og oprindelse

Racen har navn efter det tidligere grevskab Cardiganshire i det vestlige Wales. Både den danske og den svenske raceklub fortæller, at kong Howell den Gode af Sydwales omkring år 920 fastsatte en bod for at stjæle eller dræbe en af gårdens hyrdehunde, svarende til prisen på en ung okse.

Hunden skulle holde gårdens kvæg samlet på de fælles græsgange og drive dyrene til markeder, ofte over lange afstande. De korte ben hjalp den med at undgå køernes spark bagud. Corgierne blev kaldt heelers, fordi de nappede dyrene i haserne.

I 1880’erne ramtes bønderne i Cardiganshire af misvækst og gik fra kvæg til får. Corgierne blev derfor krydset med collier, og det gav både et blødere sind og andre farver end hos pembroken. Merle-anlaget kom sandsynligvis ind i racen i 1800-tallet.

Den britiske Kennel Club anerkendte corgien som én race i 1925, og først i 1934 blev cardigan og pembroke anerkendt som to racer med hver sin standard. Indtil da kunne de to typer parres med hinanden. Den danske klub blev stiftet i 1974, og i Danmark er cardiganen ifølge den svenske raceklub blevet populær og har overhalet pembroken i antal registreringer.

Udseende og størrelse

Cardiganen er en robust, hårdfør og udholdende hund, der er lang i forhold til højden og afsluttes med en rævelignende hale i forlængelse af ryggen. Hovedet er rævelignende, og ørerne er opretstående og forholdsvis store. Benene er korte, men kroppen skal holdes godt fri af jorden, og forbenene er let buede, så de følger brystkassen.

Sammenlignet med pembroken har cardiganen lang hale og større, mere afrundede ører, og den er lidt større og længere i kroppen. Traditionelt har cardiganen beholdt sin hale.

Pelsen er kort eller middellang med hård struktur og god underuld. De godkendte farver er blue merle, brindle, rød, zobel samt trefarvet med brindle eller røde aftegninger, alle med eller uden hvide aftegninger. Hvidt må ikke dominere og må aldrig omkranse øjnene.

Den ideelle skulderhøjde er 30 cm i FCI-standarden, som kun kræver, at vægten passer til størrelsen. Den amerikanske standard sætter vægten til omkring 14 til 17 kg for hanner og 11 til 15 kg for tæver, og DKK bruger det samme spænd. Efter vores størrelsesregel er racen derfor en mellemstor hund, selv om den er lav, mens DKK selv kalder den en lille race.

Temperament

Standarden kræver en hund, der er “årvågen, aktiv og intelligent” og “rolig og hverken sky eller aggressiv”, som det lyder i DKK’s danske oversættelse. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Cardiganen er opmærksom, nysgerrig og hengiven med god samarbejdsvilje, og den holder sig tæt på sine mennesker. Samtidig er den en livlig og energisk gårdhund og en meget god vagt, der opdager enhver forandring, men også kan slappe af. Den svenske raceklub nævner dog, at nogle ejere oplever energiniveauet som problematisk.

Hunden vil gerne være en del af familien, men den kan være lidt tilbageholdende over for fremmede, indtil den kender dem. Temperamentet varierer fra hund til hund, og opvækst og træning betyder meget.

Motion og aktivering

DKK anbefaler daglig motion, men uden alt for voldsom eller stressende aktivitet. Racen er udholdende, tåler alt slags vejr og er glad for en rask gåtur eller behersket leg. En voksen cardigan lader sig ikke rive med og kan nøjes med det, den får i hus og have, men den elsker lange ture.

Uden stimulans finder en cardigan selv på noget at lave. Welsh Corgi Klubben tilbyder hyrdeinstinkttest og hyrdekonkurrencer, og lydighed, sporarbejde og agility er andre muligheder. Vælg aktiviteter, der passer til den lange ryg, og spørg dyrlægen, hvis du er i tvivl.

Træning og socialisering

Cardiganen er meget lærenem og kan blive en god lydighedshund. Den er dog lidt følsom og tåler ikke hårdhed i opdragelsen. DKK anbefaler tidlig socialisering og træning i korte, positive sekvenser, der udnytter hyrdeegenskaberne. Til gengæld har racen en tydelig vilje til at gøre ejeren tilpas.

Hyrdeinstinktet kan vise sig i hverdagen. Hunden kan finde på at nappe efter mennesker i hurtig bevægelse, på samme måde som den nappede kvæget i haserne. Det er en adfærd, man bør tage hånd om fra hvalpealderen. Fordi racen er vagtsom og noget gøende, er det også en god idé tidligt at lære hunden at falde til ro efter at have meldt.

Familie og bolig

Racen er meget egnet som selskabshund og glad for leg med børnene, og omsorg for familien, også børnene, falder den naturligt. Med andre hunde og katte kommer den godt ud af det. Napning efter løbende børn er dog noget, man skal være opmærksom på, og samvær med små børn bør altid foregå under opsyn.

En cardigan kan tilpasse sig både landet og en lejlighed i byen. Den amerikanske raceklub råder dog til, at hvalpe ikke hopper ned fra møbler eller går ned ad lange trapper, og at hunden løftes med en hånd under brystet og den anden under bagparten. Det er værd at overveje, hvis man bor højt uden elevator.

Hvordan racen klarer at være alene hjemme, står der ikke noget direkte om i kilderne. Den har brug for nær kontakt med familien. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Pelsen er vejrbestandig med kort til middellangt dækhår over tæt, blød underuld. Plejen er nem og overkommelig: en grundig børstning en gang om ugen fjerner det meste af den løse underuld. Ørerne skal holdes rene og kløerne klippede, og den amerikanske standard tillader kun trimning af poterne.

Racen fælder, cirka to gange om året, og mængden er ikke ekstrem. Nogle hvalpe fødes med lang, blød pels, såkaldt fluff, som skyldes et arveligt anlag.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Cardiganen er generelt en sund race. Hofteledsdysplasi, progressiv retinal atrofi (PRA) og degenerativ myelopati (DM), en rygmarvssygdom hos meget gamle hunde, forekommer. Diskusprolaps (IVDD) ses også, fordi racen er kondrodysplastisk, altså arveligt kortbenet, men den amerikanske raceklub har ikke pålidelige tal for, hvor ofte det sker. DKK opfordrer til at tage hensyn til den lange ryg og at holde øje med vægten, fordi racen har en vis tendens til overvægt.

Hertil kommer short ulna, hvor en underarmsknogle stopper for tidligt med at vokse, og halthed uden nærmere diagnose i forsikringsdata. Den svenske raceklub anbefaler ikke DNA-test for DM, fordi testen ikke anses for helt pålidelig, mens Welsh Corgi Klubben nævner den blandt de tests, der kan være relevante.

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre er DNA-testet fri for rcd3-PRA eller er arveligt fri, og faderen skal have dokumenteret normale testikler. Til Basis+-stambog skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good og øjenlyst fra 12 måneders alderen. To blue merle-hunde må ikke parres, fordi dobbelt merle kan give døvhed og blindhed. Racen er ikke nævnt i bilagene til bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af hunde, så der er ikke et lovkrav om HD-røntgen. The Royal Kennel Club anbefaler DNA-test for PRA samt øjen- og hofteundersøgelse.

Den gennemsnitlige levealder ligger omkring 12 til 15 år. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.