Boston Terrier

Mere om racen

Overblik

Boston terrier er en lille, kompakt selskabshund fra USA. FCI placerer den i gruppe 9 blandt selskabshundene, i sektionen for små molosser. Den kendes på det firkantede hoved med kort snude, de store runde øjne og den korte, glatte pels med hvide aftegninger på mørk bund.

Racen er venlig, livlig og intelligent og knytter sig tæt til sin familie. Trods størrelsen er den ingen sofahund: motionsbehovet er forholdsvis stort i forhold til størrelsen, og den trives med opgaver, der udfordrer hovedet.

Den korte snude har betydning for sundheden. Racen er udsat for BOAS, et syndrom med forsnævrede øvre luftveje, og for øjenproblemer, og den tåler varme dårligt. I Danmark hører racen under Klubben for Små Selskabshunde.

Historie og oprindelse

Racen blev skabt i og omkring Boston i Massachusetts i sidste halvdel af 1800-tallet. Mange af opdrætterne var indvandrere fra England, og de første hunde blev avlet til hundekampe. Som stamfader regnes Hooper’s Judge, en kraftig han på omkring 14,5 kg fra omkring 1865, der var en krydsning mellem en bulldog og en hund af bull terrier-type.

Da hundekampene blev forbudt, skiftede avlen retning mod en mindre og mere elegant selskabshund. Opdrætterne dannede i 1881 American Bull Terrier Club, som i 1893 skiftede navn til Boston Terrier Club, og samme år anerkendte American Kennel Club racen. I begyndelsen af 1900-tallet blev der krydset fransk bulldog ind. Racen blev meget populær i USA i første halvdel af 1900-tallet og kaldes i dag “the American Gentleman”.

I Danmark blev de første boston terriere vist i Tivoli i 1904, og det var to svenske hunde. Den første danskejede hund blev registreret i 1915. Racen er stadig sjælden herhjemme, og raceklubben har opgivet omkring 50 nye registreringer om året hos Dansk Kennel Klub.

Udseende og størrelse

FCI-standarden beskriver en kompakt, kortrygget og velbalanceret hund, der udstråler beslutsomhed, styrke og aktivitet. Hunden skal virke kvadratisk og må hverken være spinkel eller grov. Kraniet er firkantet og fladt foroven. Næsepartiet er kort, bredt og dybt og højst omkring en tredjedel af kraniets længde. Næseborene skal være godt åbne, og sammenknebne næsebor er en fejl.

Øjnene er store, runde og mørke og sidder langt fra hinanden. Ørerne er små og opretstående. Standarden tillader kuperede ører, men kupering er forbudt i Danmark. Halen er kort, lavt ansat og lige eller skrueformet, og en kuperet hale diskvalificerer.

Pelsen er kort, glat, blank og fin. Farven er brindle, seal eller sort, altid med hvide aftegninger: et hvidt bånd over næsepartiet, en hvid blis mellem øjnene og hvidt forbryst er påkrævet. Seal ser sort ud, men har et rødligt skær i sollys.

Standarden angiver ingen skulderhøjde. Vægten er delt i tre klasser: under 6,8 kg, 6,8 til 9 kg og 9 til 11,35 kg. Racen hører dermed til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver en venlig og livlig hund med et fremragende sind og en høj grad af intelligens, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Racen er aktiv, opmærksom og selvbevidst, altid klar til leg og hengiven over for familien. Over for fremmede mennesker er den som regel omgængelig.

Den er vagtsom uden at være gøende, men parat til at forsvare sit område. Den er aldrig underdanig og opfører sig, som om den var en meget større hund. Over for fremmede hunde er den oftest venlig, men raceklubben advarer om, at den gerne slås, hvis den føler sig provokeret, og at konflikter med andre hunde derfor bør undgås. DKK skriver, at racen kræver nogen hundeerfaring.

Racen har bevaret en del jagtlyst, så man skal være forsigtig med smådyr som marsvin og hamstere.

Motion og aktivering

Selvom den er lille, har boston terrieren brug for mere motion, end mange forventer: daglige ture, gerne op til en time om dagen, og mulighed for at løbe frit. Den er en udholdende løber og holder forholdsvis god kontakt med sin ejer. Mentalt stimulerende opgaver hører også med.

Agility passer godt til den adrætte og springglade hund, og rallylydighed og sporarbejde er andre muligheder. Den mister let koncentrationen ved mange gentagelser.

Varme er den store begrænsning. Den korte snude gør det svært for hunden at komme af med varmen, og PDSA fraråder motion i dagens varmeste timer. I britiske dyrlægedata havde kortsnudede hunde omkring dobbelt så høj risiko for hedeslag som hunde med normal snudelængde. Hunde med BOAS får typisk sværere ved at trække vejret ved anstrengelse, varme og stress, så om sommeren er de kølige timer bedst.

Træning og socialisering

Racen er lærenem og lærer gerne alt, hvad en tålmodig ejer har lyst til at lære den. Træningen bør være venlig og konsekvent og foregå i korte, varierede og tempofyldte sekvenser. Hårde metoder virker mod hensigten, fordi racen kan være stædig og gør oprør mod tvang.

Tidlig socialisering er vigtig, både med fremmede mennesker og især med andre hunde, fordi racen kan være udfordrende over for artsfæller. Den amerikanske raceklub påpeger, at en boston terrier uden grundlæggende opdragelse kan finde på at hoppe op og nappe i legen. En sele passer bedst til hundens bygning.

Familie og bolig

Boston terrieren er avlet som selskabshund og trives bedst tæt på sin familie. Den er glad for både børn og voksne og overbærende med familiens børn. Den amerikanske raceklub skriver, at racen kræver meget tid og opmærksomhed og ikke egner sig til et liv udendørs.

Lille størrelse og begrænset gøen gør racen egnet til lejlighed, så længe den får sine daglige ture og mulighed for at løbe. Kilderne beskriver ikke direkte, hvordan racen klarer at være alene, så det må vurderes og trænes for den enkelte hund.

Alle hunde skal have opsyn sammen med børn, og racens forhold til andre hunde og smådyr er værd at tænke på.

Pelspleje

Pelsen er let at holde og skal ikke trimmes. En aftørring med et opvredet vaskeskind, gerne dagligt, eller en let børstning en gang om ugen fjerner støv og løse hår. Racen har ingen underuld, men fælder alligevel, og de korte hår har det med at bore sig ned i tæpper og møbler.

Læbefolder og øjne skal holdes rene, og ørerne ses efter en gang imellem. Tænderne skal jævnligt tjekkes for tandsten, som kan give tandkødssygdom.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Boston terrier er en brachycefal race, altså en race med kort kranie og kort snude, og hører ligesom bulldogracerne til de skruehalede racer. Den vigtigste sundhedsudfordring er BOAS (brachycefalt obstruktivt luftvejssyndrom), hvor blødt væv i næse og svælg spærrer for luften. En britisk undersøgelse af 107 boston terriere (Tomlinson m.fl., 2024) fandt, at 37,5 procent var uden tegn på BOAS (grad 0), 35,6 procent havde milde tegn (grad 1), 26 procent var moderat påvirket (grad 2), og én hund var alvorligt påvirket. Det er markant flere uden tegn end hos franske og engelske bulldogs, og forskerne regner racen for at have moderat risiko. Snævre næsebor, kort ansigt, synligt øjenhvidt og tyk hals hang sammen med BOAS, men man kan ikke se på hunden, om den er ramt; en vejrtrækningstest er mere pålidelig.

Øjnene er store og udsatte. Kortsnudede hunde, herunder boston terrier, havde i britiske dyrlægedata 11 gange så høj risiko for hornhindesår som blandingshunde. Tørre øjne og cherry eye (fremfald af kirtlen i det tredje øjenlåg) forekommer også. Racen har to arvelige former for grå stær. Den tidlige form rammer hvalpe og fører til blindhed; den skyldes en mutation i genet HSF4, som der findes en DNA-test for. Den sene form viser sig som regel efter treårsalderen. Andre kendte lidelser er knæskalsluksation, misdannede rygvirvler, hudallergi og Cushings syndrom, og fødsler ender ikke sjældent med kejsersnit.

DKK stiller som avlskrav kun, at faderen til et kuld har normale testikler. Til Basis+-stambog anbefales desuden en udstillingspræmie og en undersøgelse for knæskalsluksation med status 0 eller 1. Den danske regel om obligatorisk BOAS-test før avl (BEK nr. 607 af 2025, § 18) gælder kun engelsk bulldog, fransk bulldog og mops, ikke boston terrier. Bekendtgørelsens generelle regler gælder dog alle hunde, blandt andet at en tæve, der har fået to kejsersnit, ikke må bruges i avl igen. I Storbritannien anbefales øjenundersøgelse og DNA-test for grå stær, og fra januar 2027 indgår vejrtrækningstest i The Royal Kennel Clubs sundhedsstandard for racen.

Spørg opdrætteren, om forældredyrene er testet for vejrtrækning, øjne og knæ. Et stort britisk studie fandt en medianlevealder på 11,8 år (McMillan m.fl., 2024), og den amerikanske raceklub angiver en gennemsnitlig levealder på omkring 11 til 13 år. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.