Gotlandsstøver

Mere om racen

Overblik

Gotlandsstøveren er en mindre til mellemstor, drivende jagthund fra Sverige. Den bruges til jagt på hare og ræv, jager alene og giver hals under drevet. Racen er ikke anerkendt af FCI, men af SKK og Den Nordiske Kennelunion, og DKK fører den som drivende jagthund i gruppe 6 uden for FCI. Denne artikel følger derfor SKK’s standard fra 2017.

Hannerne er 48 til 56 cm og tæverne 44 til 52 cm. SKK angiver en vægt på 15 til 23 kg, så racen hører til størrelsesklassen mellem. Gotlandsstøveren er venlig og livlig og kan være en god familiehund, men SKK understreger, at den har stærk jagtlyst og stort bevægelsesbehov og ikke egner sig som udelukkende selskabshund. Racen er meget sjælden. Ved en opgørelse i 2023 levede der omkring 120 hunde i hele verden, alle i Sverige undtagen tre i Norge.

Historie og oprindelse

Gotlandsstøveren er kendt som hundetype på Gotland siden begyndelsen af 1800-tallet, men den har sandsynligvis været på øen langt længere. Det er en gammel støvertype, en landrace, som gennem lang tid er tilpasset lokale forhold og ejernes ønsker. Racens tidlige historie er uklar. SKK-standarden nævner to teorier: gule støvere indført fra Tyskland i 1700-tallet eller en mere østlig oprindelse. Klubbens avlsstrategi peger på, at Gotlands mange hundrede år lange handel med landene øst for Østersøen kan have givet racen en anden historie end de øvrige svenske støvere.

Racen er ikke avlet efter et ensartet udseende, men efter funktion. Derfor varierer størrelse, kønspræg og type forholdsvis meget. Den fik sin første standard i 1920, og fra 1921 kunne den deltage i SKK’s udstillinger og prøver. I 1929 besluttede SKK at slå racen sammen med smålandsstøveren, og i 1934 blev det besluttet, at gule hunde kun kunne registreres som gule hamiltonstøvere. De fleste hunde på Gotland blev aldrig registreret, så racen levede videre på øen som landrace hos nogle få opdrættere. Endnu i 1950erne regnede man den for almindelig der.

Gotlandsstøverforeningen blev stiftet i 1988 med det mål at få racen anerkendt igen. Det skete med en standard i 1990. Klubben har kortlagt 20 grundlæggerhunde. Otte blev vurderet som rene gotlandsstøvere, mens resten var gule hamiltonstøvere, gule hygenstøvere eller hunde med mistænkt indslag af anden race. Derfor er andelen af gotlandsgener i dag i gennemsnit omkring 65 procent og varierer fra 32 til 77 procent hos den enkelte hund. Standarden blev ændret i 1995 og 2017 og har været i kraft siden 2009 efter en pause fra 2007. Der fødes en til tre kuld om året.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en let, tør og ædel hund med en let rektangulær krop og et hoved, der passer til kroppen. Den skal være smidig og alligevel stærk. Hovedet er moderat langstrakt med et svagt, men tydeligt stop og en sort næsetrøffel. Læberne er stramme og slutter tæt til kæberne. Øjnene er mandelformede og helst mørkebrune, og ørerne hænger glat, sidder højt og er helst forholdsvis korte og trekantede. Halen når til haserne og bæres lige eller svagt sabelformet.

Hannerne har en ideel højde på 52 cm med en tilladt variation fra 48 til 56 cm. Tæverne er ideelt 48 cm med en variation fra 44 til 52 cm. Standarden angiver ingen vægt. SKK’s racebeskrivelse giver 16 til 23 kg for hanner og 15 til 20 kg for tæver. En højde, der afviger mere end 1 cm fra standardens tal, er en diskvalificerende fejl.

Pelsen er kraftig, grov og tæt og ligger tæt ind til kroppen. Den er kortere på hoved, ører og nedre del af benene, og der kan være underuld. Farven skal være en tydelig og mættet gul med hvide aftegn, og gul skal være den dominerende farve. Hvidt må sidde på snuden, som bles, på halsens underside, i nakken, på brystet, maven, halespidsen og poterne. Mørke hår på ører, ryg og halerod er tilladt. Blå øjne og for meget hvidt er fejl.

Temperament

Ifølge standarden skal en gotlandsstøver være venlig og livlig med et opmærksomt temperament. På jagt skal den være udholdende og hurtig. SKK kalder racen affektionsfuld og venlig og skriver, at den kan slappe af, når der ikke er jagt.

I en ejerundersøgelse fra 2023, som omfattede 91 hunde, beskrev ejerne hundene som glade, trygge, lærenemme og nemme at have. Det største problem var lydfølsomhed. Næsten 17 procent af hundene var lydfølsomme i en eller anden form. Undersøgelsen er lavet af racens egen klub og er ikke uafhængig. Standarden nævner aggressive eller meget sky hunde som diskvalificerende.

Motion og aktivering

Gotlandsstøveren er bygget til at drive vildt i lange pas i skov og mark. SKK skriver, at racen kræver meget motion, træning og stimulans for at trives, og at den ikke passer som udelukkende selskabshund. Ifølge klubbens avlsstrategi bruges omkring 80 procent af hundene til jagt, mest på hare og ræv.

En særegenhed er, at mange gotlandsstøvere er vinddrivere. De følger duften i luften i stedet for på jorden. Det skyldes sandsynligvis, at racen er formet af jagt på Gotlands kalkstensflader, hvor sporet på jorden er svagt. Mange ejere ser det som en ulempe, fordi hunden så jager for hurtigt og let mister sporet. Med alderen og erfaringen bliver de fleste mere rolige og sikre. Har du ikke mulighed for at jage, kræver hunden stadig lange ture og mentale opgaver. Vi har ikke fundet kilder, der angiver et bestemt antal timers motion om dagen.

Træning og socialisering

Ejerne i undersøgelsen kalder hundene lærenemme, men jagten viser en selvstændig hund. Flere ejere fortæller, at hunden forivrer sig og jager for hurtigt, og nogle hunde vil ikke komme tilbage på kommando. Klubben mener, at mange af manglerne skyldes, at hunden er ung eller ikke er ordentligt indjaget. Kun 19 procent af de jagende ejere regner deres hund for hjortedyrsren, selv om standarden kræver, at racen er det.

SKK skriver, at racen har stærk jagtlyst. Tilbagekaldelse og kontrol bør derfor trænes tidligt og vedvarende, og hunden bør ikke gå løs, hvor den kan forsvinde ud i skoven. Ingen kilde siger noget om, hvordan racen fungerer sammen med katte og andre smådyr, eller hvordan den omgås andre hunde. Den lydfølsomhed, som næsten hver sjette ejer nævner, er en grund til at vænne hvalpen forsigtigt til høje lyde.

Familie og bolig

Klubbens avlsstrategi kalder gotlandsstøveren en jagt- og familiehund, og ejerne finder den glad og nem at have. SKK skriver, at racen kan fungere som selskabshund, hvis man tager hensyn til dens stærke jagtlyst og store bevægelsesbehov. Ingen kilde taler direkte om børn. Som med alle hunde bør børn og hund ikke være alene sammen.

Heller ingen kilde omtaler bolig. Racens mellemstore størrelse og ro efter jagten taler for, at den kan leve i hus og have, men motionsbehovet og jagtlysten trækker den anden vej. Vi har ikke fundet kilder om gøen i hjemmet. Ejerne mener, at hundene fint kan være alene hjemme, men det er et gennemsnit uden angivne timer og ingen garanti. Den enkelte hunds tilvænning afgør, hvad der er forsvarligt.

Pelspleje

SKK skriver, at pelsen er let at passe og kun bades, når der er behov for det. Den korte, grove og tætte pels klarer sig uden trimning. Standarden nævner, at der kan være underuld, men ingen kilde siger noget om, hvor meget hunden fælder. Standarden beskriver stramme læber, men ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK mener, at gotlandsstøveren er en sund race uden racespecifikke sygdomme, og at hundene kan blive 14 til 17 år. Klubbens avlsstrategi kalder racen langlivet og skriver, at det ikke er usædvanligt, at hundene bliver 14 til 16 år. I ejerundersøgelsen fra 2023 mente 90 procent, at deres hund var helt sund. Populationen er så lille, at der ikke findes data fra forsikringsselskaber eller dyrlæger, så vi kan ikke sige noget sikkert om, hvor udbredte problemerne er.

Klubben nævner enkelte tilfælde af epilepsi hos yngre hunde, nogle hjertemislyde, lette navlebrok, kryptorkisme, hudeksem og kløe, madallergi samt slidgigt. Af 66 hunde, som er hofteskannet siden 2000, fik 49 resultat UA, A eller B og 14 resultat C, mens 3 fik D. Kræft er den dødsårsag, der skiller sig mest ud. Hundene med HD-grad D blev brugt til jagt uden tydelige symptomer.

Klubben har få avlsregler for ikke at mindske den genetiske variation i en meget lille race. Hunden skal være klinisk sund og bør kunne bruges som jagthund. En han bør ikke få mere end to kuld og en tæve højst tre. Hunde med epilepsi eller HD-grad D og E bør ikke bruges i avl. Den høje indavlsgrad er racens største udfordring.

DKK fører racen i X-registret, fordi den ikke er anerkendt af FCI. DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ikke krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen før avl. Gotlandsstøver er ikke blandt de 13 racer, som hundeloven forbyder. Spørg opdrætteren, om du kan møde forældredyrene og se deres jagt- og helbredsresultater.