Braque du Bourbonnais

Mere om racen

Overblik

Braque du Bourbonnais er en mellemstor, korthåret stående jagthund fra Midtfrankrig. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.1, blandt de kontinentale stående jagthunde af braquetypen, med standardnummer 179 og brugsprøve. Hanner måler 51 til 57 cm og tæver 48 til 55 cm. DKK angiver en vægt på 16 til 25 kg.

Pelsen er hvid og fint prikket i brunt eller fawn, og en del hunde fødes med kort hale eller helt uden hale. Standarden beskriver en venlig og kærlig hund i hjemmet og en lidenskabelig og intelligent jæger, der let tilpasser sig forskelligt terræn og vildt. Racen passer bedst hos en jæger eller en anden aktiv ejer, der kan give den opgaver for næsen.

Historie og oprindelse

Racen er en af de ældste blandt de kontinentale stående hunde. Den italienske naturforsker Aldrovandi omtaler en hund fra Bourbonnais i sin naturhistorie fra 1598, og ifølge den franske raceklub var den allerede under Henrik 4. kendt som en dygtig vagteljæger. Klubben mener, at alle de kontinentale braquer har en fælles oprindelse, og at de regionale racer, som Braque d’Auvergne og Braque du Bourbonnais, er fætre.

Efter revolutionen findes racen hos adelsslægter i Bourbonnais, og i 1800-tallet blev typen holdt ren i Allier og nabodepartementerne. Første verdenskrig ramte bestanden hårdt, og den første raceklub blev stiftet bagefter. Den franske klub skriver 1919, mens AKC skriver 1925.

I 1930’erne krævede opdrætterne en bestemt bleg, lilla farve, og at hundene skulle være født med kort hale. Den strenge udvælgelse var tæt på at udrydde racen, og ifølge AKC blev der ikke registreret hvalpe fra 1963 til 1973. Fra 1970’erne gik en gruppe opdrættere i gang med at redde den. En ny klub blev oprettet i 1982, kravene til farve og hale blev lempet, og racen er i dag igen veletableret. FCI anerkendte den endeligt i 1955.

Racen er især blevet populær i USA, hvor den kom til i 1988. AKC skriver, at der nogle år registreres flere hvalpe i USA end i Frankrig. I Sverige er den sjælden.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kompakt, muskuløs og robust hund, der giver indtryk af styrke og kraft uden at miste en vis elegance. Tæven er mindre kompakt og mere elegant end hannen. Det vigtigste racetræk er hovedet, der har en såkaldt pæreform, og næsen har samme farve som pelsen. Øjnene er store, hasselnøddebrune eller mørkt ravfarvede og har et venligt og intelligent udtryk.

Pelsen er fin, tæt og kort, lidt grovere og nogle gange lidt længere på ryggen. Det hvide dominerer og er fint prikket med brunt eller fawn i alle nuancer. Tidligere kaldte man de to farver for vinbærme og ferskenblomst. En tæt blanding af hvide og farvede hår, der giver et skimlet helhedsindtryk, er også tilladt, mens farvede plader kun må være få og små. Sort i pels eller næse og helt hvid pels diskvalificerer.

Nogle hunde fødes uden hale. Standarden siger, at halen ellers kuperes ved roden, men at den lange hale bæres under ryglinjen i lande, hvor kupering er forbudt.

Hverken FCI-standarden, UKC eller den franske raceklub angiver en vægt, og AKC har ingen standard for racen. DKK’s raceside nævner 16 til 25 kg uden at oplyse kilden, og med det tal regnes racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden kalder racen venlig og kærlig i hjemmet. På jagt gør dens lidenskab og intelligens, at den let tilpasser sig forskelligt terræn og vildt. Den søger naturligt med højt hoved efter vittringen og tager stand præcist. AKC beskriver et roligt og mildt væsen, der passer godt til jægere til fods. SKK kalder racen hengiven, venlig og lærenem.

DKK beskriver de fem franske korthårede hønsehunderacer under ét som venlige og ligevægtige. De er hengivne og glade for kontakt med familien, lidt reserverede, men imødekommende over for fremmede. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres efter standarden.

Motion og aktivering

Racen er en alsidig og udholdende jagthund, og motionsbehovet er stort. DKK skriver, at de franske hønsehunde har en udpræget jagtlyst, som skal tilfredsstilles gennem kraftig fysisk motion og opgaver, der stimulerer dem mentalt, for eksempel sporarbejde og andet næsearbejde. SKK skriver, at den kræver fysisk og mental aktivering, og at ejeren helst skal have adgang til jagtterræn.

Inde er den ifølge SKK rolig, men den er en energisk hund. Den franske klubs arbejdsstandard beskriver en mellemhurtig galopløber, der søger bredt i åbent terræn og holder tættere kontakt i dækning, og som ofte apporterer naturligt med blød mund. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen. Både DKK og SKK skriver, at racen ikke egner sig som ren selskabshund.

Træning og socialisering

AKC skriver, at racen kræver en forholdsvis blid hånd. Den fornemmer førerens humør og søger hele tiden øjenkontakt. DKK anbefaler at begynde socialisering og træning tidligt og lægge hovedvægten på indkald og øvelser, der styrker samarbejdet. Man skal være konsekvent og meget venlig, skifte mellem forskellige træningssteder og belønne med ros og opgaver, hvor hunden kan bruge næsen.

De franske hønsehunde er ivrige sporhunde, der følger alle duftspor, og når jagtlysten bliver tændt, er de hurtigt væk. Kontakt og indkald skal derfor trænes fra den tidligste hvalpealder.

Racen er let at lære, men DKK skriver, at de franske hønsehunde kræver meget af ejeren, som skal have hundeerfaring. Den er derfor ikke oplagt til en førstegangsejer uden jagt eller anden målrettet aktivering. I Danmark har racen ingen egen specialklub, og DKK henviser til Klubben for Jagthunde uden Specialklub.

Familie og bolig

Racen er en god familiehund i det rette hjem. FCI-standarden kalder den venlig og kærlig i hjemmet, og AKC kalder den en ideel ledsager for en familie, der går på jagt. DKK beskriver de franske hønsehunde som overbærende med børn og andre hunde. Alle hunde bør alligevel være under opsyn sammen med børn.

Racen har brug for et godt socialt liv med meget menneskelig kontakt. Kilderne siger ikke direkte, hvor godt den klarer at være alene hjemme, så det er klogt at øve det gradvist.

De gennemgåede kilder siger heller ikke noget om, hvor meget racen gør, hvordan den lever sammen med katte og smådyr, eller om den kan bo i lejlighed. Det er punkter, man bør tale med opdrætteren om.

Pelspleje

Den korte pels er nem at holde. DKK skriver, at plejen klares med en gummibørste eller en aftørring med et fugtigt vaskeskind, der fjerner støv og løse hår. SKK skriver, at racen normalt fælder to gange om året.

De hængende ører skal holdes rene for at undgå infektion, og AKC nævner, at racens kraftige negle vokser hurtigt og bør klippes jævnligt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Kilderne om racens sundhed er få. AKC skriver, at de fleste hunde af racen er sunde, og at gode opdrættere sundhedsundersøger og gentester deres avlsdyr. SKK skriver, at der er for få hunde i Sverige til at vurdere racens sundhedstilstand. Der er ikke fundet dyrlægefaglige undersøgelser, tal for, hvor almindelige sygdomme er, eller en pålidelig levealder.

Hofteledsdysplasi er den sygdom, kilderne nævner. Den franske raceklub kalder den en arvelig lidelse, som klubben bekæmper. En avlshund skal have en officiel røntgenaflæsning med resultat A eller B for at opnå de højere avlsklasser og titler.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK lister 12 måneder som tidligste alder til HD-, AD- og OCD-fotografering, men stiller ikke krav om resultater.

Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes i Danmark (ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund, weimaraner, vizla og breton), så halekupering er ikke tilladt, selv om standarden beskriver en kuperet hale. Hunde, der er født med kort hale eller uden hale, er ikke berørt. En kuperet hund må ikke udstilles eller fremvises til bedømmelse her, medmindre Fødevarestyrelsen har givet dispensation af dyrlægefaglige grunde. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er røntgenfotograferet for hofteledsdysplasi. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.