Dansk Spids

Mere om racen

Overblik

Dansk Spids er en gammel dansk spidshund lidt under middelstørrelse med middellang, lys pels, opretstående ører og en hale, der bæres oprullet over ryggen. Den er en af de seks danske nationalracer. I generationer levede den på gårde, især i Jylland, hvor den holdt vagt, fangede mus og var børnenes hund. I dag er den først og fremmest familie- og selskabshund. Racen var tæt på at forsvinde og er blevet genopbygget siden slutningen af 1980’erne.

Racen er anerkendt af Dansk Kennel Klub og af Nordisk Kennel Union, men ikke af den internationale kennelorganisation FCI. Standarden er derfor DKK’s egen, og hvalpene registreres i DKK’s såkaldte X-register. Racen er kærlig over for familien, lidt reserveret over for fremmede og siger gerne til, når der kommer nogen, men er ellers nøjsom med moderate krav til motion og pelspleje.

Historie og oprindelse

Spidshunde af denne type har levet i Danmark i lang tid, men racens præcise oprindelse kendes ikke. Et af de ældste billeder af en hund, der ligner en dansk spids, ses på Jens Juels maleri af familien Ryberg fra 1797. Racen har gennem tiden gået under mange navne, blandt andet grønlænderspids, ulvespids og samojedespids. Senest hed den dansk hvid spids, men “hvid” blev strøget, fordi mange af hundene snarere er cremefarvede.

På gårdene slog spidsen alarm, når der kom fremmede, holdt musene nede og passede på børnene. Racen havde sin storhedstid i 1930’erne. Da samojeden kom til landet, lånte nogle ejere naboens samojedhan til deres tæve, og derfor findes der stadig store og grove hunde, der ligner en dansk spids, men som ikke kan bruges i avlen.

I 1988 tog DKK’s udvalg for nationale og glemte racer initiativ til at samle billeder og opspore racetypiske hunde. Selskabet for Dansk Spids blev stiftet i 1992, og ved den første mønstring den 11. januar samme år blev 12 af 19 fremviste hunde godkendt til avl og optaget i X-registret. I 1999 rummede registret 165 hunde, og i 2003 var bestanden omkring 200. Racen kunne udstilles første gang i 2001. Siden 2018 har det været tilladt at sælge hvalpe til de øvrige nordiske lande på visse betingelser, og raceklubben arbejder fortsat på at få racen anerkendt af FCI.

Udseende og størrelse

Dansk Spids er en typisk spidshund, elegant men robust, med en rektangulær krop, der er lidt længere end skulderhøjden. Hovedet er kileformet med tydeligt stop, og næsepartiet er lige så langt som skallen. Ørerne er forholdsvis store, trekantede og opretstående. Halen er højt ansat og bæres oprullet over ryggen eller let til siden, men i hvile må den gerne hænge.

Pelsen har en middellang, lidt grov dækpels, der ligger tæt til kroppen, og en blød, tyk underuld. Farven går fra hvidlig (offwhite) til bisquit, en gullig cremefarve, og kan have et svagt rosa skær, men den må hverken virke lysebrun eller snehvid. Bisquitfarvede hunde bliver ofte mørkere med alderen. Ved bedømmelsen lægges der stor vægt på, at hunden ikke må minde om en samojed i pelsmængde eller udtryk.

Skulderhøjden er 43 til 49 cm for hanner med 46 cm som ideal og 39 til 46 cm for tæver med 41 cm som ideal. Standarden angiver ingen vægt. Raceklubben oplyser 10 til 18 kg, mens Nordisk Kennel Union angiver 12 til 18 kg. Efter vægten hører racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden kalder racen livlig, venlig, nysgerrig og modig og fremhæver den som en udmærket vagthund. Den må ikke have udpræget jagtinstinkt, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Over for kendte mennesker og dyr er den venlig, tolerant og omgængelig, og i familien er den kærlig og meget hengiven. Fremmede ser den gerne an, før den accepterer dem, men den må ikke være sky.

Vagtsomheden betyder, at hunden giver lyd, når nogen nærmer sig, og den kan være noget gøende over for fremmede. I Hunden fra 2003 kaldte raceklubbens daværende formand den ligefrem en let gøende race. Jagtlysten er meget behersket, og spidsen er ikke tilbøjelig til at strejfe.

Ønskeprofilen for racens mentalbeskrivelse, som specialklubben har udarbejdet, tegner en hund, der accepterer kontakt med en fremmed uden at være påtrængende, holder sig i ro, når der ikke sker noget, og går nysgerrigt frem mod noget overraskende uden at true.

Motion og aktivering

Dansk Spids sætter stor pris på motion og beskæftigelse, men er ikke en krævende hund. Motionsbehovet er moderat, og racen er tilpasningsdygtig og nem at have med at gøre, når det gælder motion og aktivering. Bevægelsen er let og effektiv, og hunden er meget udholdende, så den kan sagtens følge med på lange ture.

Den er kvik og glad for at løse opgaver, og med varieret træning egner den sig til mange former for hundesport, blandt andet rally, agility og nosework. Fordi jagtlysten er lille, og hunden holder sig tæt på sin familie, er den forholdsvis let at have med i skov og mark.

Træning og socialisering

Indlæring volder sjældent problemer, når træningen begynder tidligt og foregår på en venlig og positiv måde. Hunden er kvik og kan lide at lære, men den kan også være en smule stædig. Racen er blevet uddannet som servicehund, netop fordi den har et mildt temperament og er nem at træne. Trænerne bag den uddannelse beskriver den dog som lidt følsom: hård tale virker mod hensigten, mens ros, opmuntring og godbidder giver resultater. De nævner også, at racen snuser usædvanligt meget, så næsearbejde er en oplagt aktivitet.

Socialiseringen begynder hos opdrætteren, hvor hvalpene skal møde mange slags mennesker og vænnes til både hverdagslyde og høje lyde. I alderen 8 til 16 uger bør hvalpen hilse på andre hunde og dyr, komme på ture i nye omgivelser og så småt lære at være alene hjemme. Alt skal ske i hvalpens tempo og med rolige dage indimellem.

Fordi racen er vagtsom, er det en fordel tidligt at lære hunden, at den ikke behøver at melde alt. DKK’s pasningsvejledning for selskabshunde anbefaler at rose hunden, når den er stille, og aflede den, før den begynder at gø.

Familie og bolig

Dansk Spids er i generationer blevet kaldt børnenes hund, og den er stadig en ægte familiehund: venlig, især over for børn, og en altid veloplagt legekammerat. Den vil gerne være med i familiens hverdag, og som med alle hunde skal børn og hund have opsyn.

Racen er meget social og trives bedst i tæt kontakt med mennesker. Selvom pelsen beskytter godt i al slags vejr, bør hunden ikke leve udendørs. Med træning kan den lære at være alene, men hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af tilvænningen.

Ingen af kilderne forholder sig direkte til liv i lejlighed. Størrelsen og det moderate motionsbehov er ikke i sig selv en hindring, men lysten til at give lyd, når fremmede nærmer sig, kan mærkes i en opgang.

Pelspleje

Den glansfulde, middellange pels ser krævende ud, men er forholdsvis let at holde. Den er stort set selvrensende: har hunden været ude i mudder, lægger den sig til at tørre, og det meste af snavset bliver liggende, når den rejser sig igen. En grundig gennembørstning en til to gange om ugen er normalt nok. Regelmæssig børstning begrænser fældningen til overgangsperioderne forår og efterår, hvor den tykke underuld skiftes.

Bad er kun nødvendigt efter behov, og Nordisk Kennel Union nævner to til tre gange om året. Ingen af kilderne nævner trimning eller klipning.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

De gennemgåede kilder rummer ingen sundhedsundersøgelse og ingen sikre tal for levealder, og hverken standarden eller raceklubben nævner racespecifikke sygdomme. Derfor angives ingen levealder her.

Bestanden bygger på et lille antal hunde. Allerede i 1999 skrev raceklubbens sekretær, at den registrerede bestand havde en temmelig snæver genetisk base, og i 2003 blev der kun født et par kuld om året af ret nært beslægtede hunde. Avlen styres derfor stramt. Hvalpe kan kun få stambog, hvis forældrene er avlsgodkendt ved en mønstring hos Selskabet for Dansk Spids, og alle parringer skal godkendes skriftligt af klubben på forhånd. En udstillingspræmie kan ikke erstatte avlsgodkendelsen. Fordi racen ikke er anerkendt af FCI, kan den ikke indgå i FCI-anerkendt avl.

Til DKK’s Basis+-stambog skal begge forældre, hvis de er født efter 1. januar 2022, have HD-status A, B eller C, AD-status 0 eller 1 og være undersøgt for patellaluksation med status 0 eller 1. Racen er ikke blandt dem, hvor hundebekendtgørelsen kræver HD- og AD-undersøgelse før avl. Standarden understreger, at kun funktionsdygtige og klinisk sunde hunde bør bruges i avlen, og en overvægtig spids betragtes som meget uønsket.

Spørg opdrætteren om forældrenes avlsgodkendelse og undersøgelsesresultater, og søg råd hos en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.