Curly Coated Retriever

Mere om racen

Overblik

Curly coated retriever er en apporterende jagthund fra Storbritannien og den ældste af retrieverracerne. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 1, sammen med de øvrige retrievere, og den har standardnummer 110. Den er den største af retrieverne og let at kende på pelsen: kroppen er dækket af små, faste krøller fra nakken til halespidsen, mens hoved og ben er glathårede.

Racen er robust, intelligent og selvstændig, glad for vand og en dygtig apportør. Den er rolig og kærlig i familien, men mere vagtsom end de fleste jagthunde og ofte reserveret over for fremmede. DKK skriver direkte, at den ikke er en hund for førstegangsejere. Den passer bedst til en aktiv ejer med hundeerfaring, gerne en jæger, der kan give den arbejde i vand og på land.

Historie og oprindelse

Racens nøjagtige afstamning kendes ikke. Både den britiske raceklub og den danske raceledelse skriver, at det er uvist, præcist hvilke hunde der indgår. DKK fører racen tilbage til omkring år 1800, hvor den nu uddøde engelske tweed water spaniel blev krydset med hunde, der kom fra Newfoundland til England med torskefiskerne, og muligvis med andre vandapporterende fuglehunde.

Hunden blev brugt til at apportere fuglevildt og var særlig værdsat på vand, også i koldt vand, hvor den dykkede efter ænder. Mod, udholdenhed og en god næse gjorde den populær hos skytter og skovfogeder på de store godser, og dens vagtsomhed var en hjælp mod krybskytter. Racen blev første gang udstillet i 1860, og FCI anerkendte den endeligt i 1954.

Begge verdenskrige ramte racen hårdt. I England faldt antallet af registreringer til blot 5 i 1919, og efter Anden Verdenskrig var der ifølge raceportrættet i DKK’s blad Hunden kun omkring 100 hunde tilbage på vores breddegrader. Bestanden blev genopbygget med hunde, der tidligere var eksporteret til blandt andet Australien og New Zealand.

Racen kom til Danmark i slutningen af 1960’erne, efter at nogle danskere havde set den på udstillingen Crufts i England. Den er stadig en lille race herhjemme. I 2002 var der registreret omkring 300 curlyer i Danmark, men det er det seneste tal i de gennemgåede kilder.

Udseende og størrelse

Curlyen er en stærk, højbenet hund med en vis elegance. Kroppen er lidt længere, end hunden er høj, brystet er dybt med godt hvælvede ribben, og ryglinjen er stærk og lige. Hovedet er kileformet, ørerne er ret små og dækket af små krøller, og halen når omtrent til hasen. Poterne er runde og tætte. Bevægelsen skal være ubesværet og kraftfuld.

Pelsen er racens kendetegn. På kroppen er den en tæt masse af små, stramme og faste krøller, der ligger tæt ind til huden. Der er ingen underuld og må ikke være bare pletter. Resten af hunden er glathåret. Pelsen indeholder et naturligt fedt, som isolerer under arbejde i vand og får hunden til at tørre hurtigt, og krøllerne beskytter mod torne og buskads. Hvalpe har ofte ikke krøller endnu, og den voksne pels kan først være på plads, når hunden er to år eller ældre.

Der er kun to farver: sort og leverbrun. Alle andre farver og farvekombinationer er uacceptable.

Standarden angiver en idealhøjde på 69 cm for hanner og 64 cm for tæver, men ingen vægt. DKK angiver en vægt på 32 til 36 kg, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver racen som intelligent, stabil og pålidelig, modig, venlig, selvsikker og selvstændig, og den tilføjer, at den kan virke reserveret. Den er rolig og velafbalanceret og knytter sig stærkt til sin ejer, især til den person, der træner og arbejder med den. Raceledelsen beskriver den også som en hund med en særlig sans for humor.

Curlyen er en af de få jagthunderacer, hvor vagtinstinktet er bevaret. DKK kalder den en af de mest vagtsomme hunde i jagthundegrupperne. Den melder, når der kommer fremmede, og den vil beskytte sit territorium og dem, den holder af. Over for mennesker uden for familien er den ofte uinteresseret eller lidt skeptisk. Kilderne er dog ikke helt enige om, hvor langt det går: raceportrættet i Hunden fra 2002 kalder den ikke en egentlig vagthund og skriver, at den falder til ro, når de fremmede er godkendt. Standarden diskvalificerer både aggressive og meget sky hunde.

Motion og aktivering

Racen har brug for meget motion, plads til at røre sig og mentalt stimulerende opgaver. Den er sent udviklet og særdeles aktiv og foretagsom som ung, mens den voksne hund er roligere. Søgeøvelser, sporarbejde og apportering passer godt til den.

Vand er racens rette element. Den svømmer gerne og længe, og pelsen holder den tør inde ved huden. Jævnlige svømmeture er derfor en god del af hverdagen. På jagt er den en fremragende markør med en god næse, og den er særlig god til anskudt vildt og vanskelige fugle. Den apporterer både fuglevildt og hare, kanin og ræv, og mange kan også spore, støde vildt op og tage stand. Den bruges også til spor, lydighed og agility.

Træning og socialisering

Curlyen er som regel positiv over for indlæring og lærer hurtigt, men den er selvstændig og kan være lidt egensindig. Den keder sig let, så træningen bør have form af leg og variation. Den har brug for en ejer, der roligt og venligt kan motivere den og vinde dens respekt. DKK skriver: “Det er ikke en hund for førstegangshundeejeren.”

Tidlig socialisering er nødvendig, især fordi racen er vagtsom og kan være skeptisk over for fremmede og andre hunde. Hvalpen bør møde mange forskellige mennesker, hunde og situationer, og lydighedstræningen bør begynde fra hvalpealderen. Opdragelsen skal være konsekvent. Til gengæld holder en veltrænet curly god kontakt til sin fører og har ikke tendens til at gå sine egne veje.

Familie og bolig

I den rette familie er curlyen en rolig, kærlig og loyal familiehund. Den er venlig over for alle i familien og som regel god med børn, og mange søger selv børnenes selskab. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Racen har brug for at være en del af familien og trives ikke, hvis den holdes udenfor. Den kan godt være i en hundegård i perioder, men den skal ikke bo der. Kilderne siger ikke noget direkte om livet i lejlighed eller om, hvor godt racen klarer at være alene, og ingen kilde beskriver, hvordan den lever sammen med katte og andre smådyr.

Pelspleje

Pelsen er forholdsvis nem at vedligeholde og stort set selvrensende. Den skal ikke børstes, fordi børstning gør krøllerne krusede. I stedet gør man pelsen våd og masserer den med fingrene helt ned til huden, så døde hår og snavs kommer ud. For en familiehund er det nok hver anden uge, og en tur i vandet gør en del af arbejdet. Hunden skal ikke føntørres.

En let trimning med en god saks omkring en gang om måneden holder pelsen pæn. Man klipper hår, der stikker ud, på ører, hals, ben, haser og hale og fjerner hår mellem tæerne. Den britiske raceklub skriver, at ejeren selv kan lære det uden at være uddannet hundefrisør. Hanner fælder som regel en gang om året og tæver to gange, men mængden varierer meget fra hund til hund.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den britiske raceklub kalder racen relativt sund og nævner kræft som den hyppigste sygdomsrelaterede dødsårsag, uden at én bestemt kræftform skiller sig ud. Kilderne nævner hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD), træningsudløst kollaps (EIC), arvelig nethindesvind (PRA) og glykogenoplagringssygdom type III (GSD), en arvelig stofskiftesygdom. Klubben nævner desuden allergi, mavedrejning og epilepsi, og raceportrættet i Hunden fra 2002 nævner også epilepsi. Nogle curlyer får symmetrisk pelstab på flanker, ben og hals (follikeldysplasi).

Den britiske kennelklub anbefaler, at avlsdyr undersøges for HD og AD, og at man passer på den genetiske variation. Den britiske raceklub anbefaler desuden DNA-test for EIC, PRA og GSD.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om HD- eller AD-undersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden have HD-status A, B eller C og være øjenundersøgt. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark, og racen er ikke omfattet af hundelovens forbud.

Der findes ingen pålidelig opgørelse af racens levealder i de gennemgåede kilder. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater for hofter, albuer og øjne og om DNA-test. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.