Flat Coated Retriever

Mere om racen

Overblik

Flat Coated Retriever er en britisk apporterende jagthund, som FCI placerer i gruppe 8, sektion 1 sammen med de øvrige retrievere. Racen er avlet til at hente skudt fugl og småvildt på land og i vand. Den er en kvik og aktiv hund med et intelligent udtryk, og et særkende er den livlige, viftende hale, som standarden kalder et tegn på racens optimisme og venlighed.

DKK kalder den den mest elegante af retrieverracerne, og hunden knytter sig tæt til sin familie. Den er nem at dressere og en glad og venlig familiehund, men Dansk Retriever Klub advarer mod at vælge den alene for udseendets skyld: man skal også kunne lide dens livlige temperament. Racen kræver meget daglig aktivitet, modnes sent, og den er desværre kendt for en høj forekomst af kræft.

Historie og oprindelse

Racens baggrund er ikke helt klar. Ifølge den danske raceklub begyndte britiske jægere omkring 1830 at avle stærke apportører på grundlag af datidens brugshunde. Vandhunde, settere og enkelte hyrdehunde indgik, og den mellemstore, robuste St. John’s-hund fra Newfoundland, som også er stamfar til labradoren, fik stor betydning. Der kan desuden være krydset collie ind, og de første hunde havde en tykkere og mere bølget pels end i dag.

Racen hed oprindeligt Wavy Coated Retriever. Omkring 1870 skiftede man til en glattere pels, som var bedre til arbejde i vand, og navnet blev ændret til Flat Coated. I begyndelsen beholdt man kun sorte hvalpe, og den leverbrune farve blev først senere fastholdt gennem målrettet avl. Sewallis Evelyn Shirley, der var formand for Kennel Club fra 1873 til 1899, var med til at fastlægge typen.

Omkring år 1900 var racen den mest populære retriever på de store britiske jagtgodser. Siden overtog labradoren pladsen som jagthund, og både mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig ramte bestanden hårdt. Racen er aldrig blevet delt i en udstillingstype og en jagttype.

Udseende og størrelse

Hunden skal vise kraft uden at være tung og spændstighed uden at være spinkel. Hovedet er langt og velformet med fladt kranie og kun et svagt stop, og kæberne skal være stærke nok til at bære en hare eller en fasan.

Pelsen er tæt, af fin til middel struktur og skal ligge så glat som muligt. Ben og hale har gode faner, og den voksne hund får fuld behåring. Kun sort og leverbrun er tilladt, og alle andre farver eller farvekombinationer er uacceptable.

Den foretrukne skulderhøjde er 59 til 61,5 cm for hanner og 56,5 til 59 cm for tæver. Vægten i god arbejdskondition er 27 til 36 kg for hanner og 25 til 32 kg for tæver. Standarden kalder selv racen mellemstor, men efter vægten hører den til de store hunde.

Temperament

Racen har rigelige naturlige jagtevner, optimisme og venlighed og er selvsikker og godmodig. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres efter FCI-standarden. Over for fremmede og andre hunde er den venlig og imødekommende, og den er tryg, social og legesyg med en åben og lydhør holdning til både ejer og fremmede.

For den amerikanske raceklub er karakteren racens vigtigste egenskab. Hunden er menneskeorienteret og vil gerne være en del af familien. Den er kvik, men let at distrahere, og har ofte sine egne ideer. Typisk giver den lyd for at advare, men den er grundlæggende venlig over for alle.

Racen kaldes ofte en Peter Pan-hund, fordi den bevarer sit legesyge og ungdommelige sind langt op i alderen. Ifølge en artikel fra den amerikanske raceklub er den typisk først voksen i tre til fem års alderen. Den har lidt mere jagtinstinkt end labrador og golden retriever, men det kan styres med fornuftig opdragelse og passende opgaver.

Motion og aktivering

Racen har brug for masser af fysisk motion og mange opgaver, der stimulerer den mentalt. Den elsker at bruge næsen og at hente, bringe og bære ting. AKC anbefaler rigelig motion hver dag i form af lange ture og leg.

Hunden er meget energisk, og den amerikanske raceklub skriver ligeud, at man ikke bør vælge den, hvis man ikke kan give den regelmæssig fysisk og mental udfoldelse. Når behovene er dækket, bliver den til gengæld rolig og harmonisk hjemme. Den unge hund kan være meget aktiv, men falder mere til ro med alderen.

For alle retrievere gælder det, at træning for hjernen er mindst lige så vigtig som fysisk motion.

Træning og socialisering

Hunden er opmærksom og glad for at lære og samarbejde, så opdragelsen sjældent giver problemer. DKK anbefaler at begynde tidligt, træne venligt og konsekvent i et kvikt tempo og variere belønningen med for eksempel bold, næsearbejde og apportering.

Racen er intelligent og ivrig efter at gøre sin fører tilpas, men også følsom, så hård korrektion virker dårligt. Lydighedstræning er nødvendig, og hurtige genveje i træningen holder sjældent for denne race.

Dansk Retriever Klub anbefaler miljøtræning fra en tidlig alder, så hvalpen bliver tryg i mange forskellige situationer, og at husets regler læres fra begyndelsen. Klubben tilbyder hvalpemotivationshold i de fleste regioner.

Familie og bolig

Over for familiens børn er racen kærlig og overbærende, og den er en glad og venlig familiehund. Hunden er dog stor, livlig og længe hvalpet, så samvær med små børn bør altid foregå under opsyn.

Kilderne forholder sig ikke direkte til liv i lejlighed. Hunden har brug for en indhegnet have eller et andet sikkert sted at løbe. Dens størrelse og motionsbehov gør det vigtigt, at ejeren har tid til daglige ture og aktivering, uanset boligform.

Racen trives bedst tæt på sin familie og har brug for meget nær kontakt med den. Efterlades hunden jævnligt alene i lange perioder, kan der opstå uønsket adfærd. En artikel fra den amerikanske raceklub anbefaler at vænne hvalpen til korte daglige perioder alene og advarer om, at for meget adskillelse kan give stærk uro. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Pelsen er forholdsvis let at holde. Plejen indskrænker sig til en grundig ugentlig gennembørstning og frisering af fanerne, og AKC anbefaler ugentlig børstning med børste og metalkam. Den svenske raceklub tilføjer, at selv om pelsen er lettplejet, kræver den en del børstning og trimning.

Hold også øje med ørerne, og klip kløerne jævnligt. Kilderne siger ikke noget præcist om, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Kræft er racens største sundhedsproblem. I en britisk kohorteundersøgelse af 174 hunde, fulgt fra 1996 til 2007 (Dobson og kolleger, 2009), døde 42 % af bekræftet kræft. Bløddelssarkomer, især histiocytært sarkom, udgjorde 44 % af kræfttilfældene. Medianalderen ved død var 9 år for hunde med tumorer og 12 år for hunde, der døde af andre årsager. En hollandsk undersøgelse (Erich og kolleger, 2013) fandt, at mindst 63,8 % af dødsfaldene var forbundet med ondartede tumorer, og at mere end hver syvende hund døde af histiocytært sarkom. I Kennel Clubs ejerundersøgelse fra 2014 var medianalderen ved død 9,5 år, hvilket var markant kortere end medianen for alle hunde i undersøgelsen.

Racen er også disponeret for pectinatligament-dysplasi (goniodysplasi), en medfødt forandring i øjets afløbsvinkel, som hænger sammen med grøn stær. I en britisk undersøgelse fra 1998 havde 34,7 % af 389 tilfældigt udvalgte hunde forandringen, og den var stærkt arvelig. En senere undersøgelse viste, at forandringen kan udvikle sig med alderen. Kennel Club anbefaler øjenundersøgelse med gonioskopi før avl. Patellaluksation, hvor knæskallen glider ud af sin rende, er også beskrevet: i Holland var 23,6 % af 3.834 undersøgte hunde ramt.

I Danmark er der ingen DKK-krav om sundhedsundersøgelser for at få stambogsført hvalpe, ud over at faderen skal have dokumenteret normale testikler. Til Basis+-stambog anbefaler DKK HD-status A, B eller C, AD-status 0 eller 1 og en øjenundersøgelse, der højst er 12 måneder gammel. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelsen om hold af hunde (BEK nr. 607 af 26. maj 2025), så det lovpligtige krav om HD-røntgen før avl gælder ikke for den. Den amerikanske raceklub anbefaler undersøgelse af hofter, albuer, knæ og øjne.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og husk at sundhed varierer fra hund til hund. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.