Chesapeake Bay Retriever

Mere om racen

Overblik

Chesapeake bay retriever er en apporterende jagthund fra USA og den eneste af retrieverracerne, der stammer derfra. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 1, sammen med de øvrige retrievere, og den har standardnummer 263. Standarden beskriver den som en retriever, der er lige dygtig på land og i vand, og racen er især kendt for at apportere ænder og gæs fra koldt og oprørt vand.

Den er robust, hårdfør og udholdende, med en olieret pels, der holder vandet ude, og et glad, intelligent og beskyttende væsen. Racen er en udpræget arbejdshund og trives ikke som ren selskabshund. Den passer bedst til en aktiv familie med hundeerfaring, gerne en jæger, der kan give den motion, næsearbejde og apportering i vand.

Historie og oprindelse

Racen har navn efter Chesapeake Bay i Maryland, den største havbugt på USA’s østkyst. Dens historie føres tilbage til 1807, hvor et skib forliste ud for kysten, og to hvalpe blev reddet i land: hannen Sailor og tæven Canton. Kilderne beskriver hvalpene forskelligt. Raceportrættet i DKK’s blad Hunden kalder dem St. John’s-hunde, en nu uddød race fra Newfoundland, mens den danske raceledelse kalder dem newfoundlænderhvalpe. Begge fik ry som dygtige apportører i vand, og de blev krydset med lokale hunde. Raceledelsen skriver, at det antages, at også settere, curly og flatcoated retrievere samt irish water spaniel er krydset ind.

Resultatet blev en ensartet, meget robust hund med stor lyst til at apportere og gå i vandet, som lokalt gik under navnet Chesapeake Bay Ducking Dog. Den blev brugt til jagt på vandfugle i bugtens iskolde vand, hvor den ofte måtte bryde gennem is for at hente fuglene. Racen blev første gang udstillet i 1877, og det varede 41 år, før den amerikanske raceklub fik en standard godkendt. Hukommelsen blev en vigtig egenskab, fordi de hunde, der kunne se og huske, hvor fuglene faldt, blev foretrukket. I dag er den staten Marylands officielle hunderace. FCI anerkendte den endeligt i 1964.

De første chesapeakes kom til Danmark i 1930’erne, og omkring 1940 blev der født mindst ét kuld på Fyn. Racen fik dog først fodfæste herhjemme i slutningen af 1960’erne og blev en del af Dansk Retriever Klub i 1967. Med fra USA fulgte et ry for at være en svær hund. Racen er stadig lille i Danmark, og klubben anslår, at der er 300 til 400 chesapeakes i landet.

Udseende og størrelse

Chesapeaken er en stærk, velafbalanceret og kraftigt bygget hund af moderat størrelse. Brystet er dybt og bredt, ryggen kort og kraftig, og bagparten er lige så høj som eller en anelse højere end skuldrene. Kraniet er bredt og rundt, og øjnene er klare og gullige eller ravfarvede. Poterne er store harepoter med svømmehud mellem tæerne. Standarden understreger, at størrelse og masse ikke må blive for meget, fordi racen skal være en aktiv arbejdshund med både kraft og udholdenhed.

Pelsen er racens kendetegn. Den er dobbelt, med en kort, hård og lidt bølget yderpels på højst 4 cm og en tæt, fin og uldagtig underuld. Pelsen indeholder naturlig olie, som forhindrer det kolde vand i at nå huden og får den til at tørre hurtigt. Når hunden kommer op af vandet og ryster sig, skal pelsen kun være fugtig. Bølgerne findes kun på skuldre, hals, ryg og lænd, og der må være moderate faner på bagparten og halen.

Farven skal ligne omgivelserne, hunden arbejder i: alle nuancer af brun, sedge (rødgul) og deadgrass, altså farven af vissent græs. Ensfarvede hunde foretrækkes, men en lille hvid plet på bryst, bug eller tæer er tilladt. Sort diskvalificerer.

Skulderhøjden er 58 til 66 cm for hanner og 53 til 61 cm for tæver. Hanner vejer omkring 29,5 til 36,5 kg og tæver 25 til 32 kg, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden fremhæver et “bright and happy disposition”, intelligens, rolig fornuft og en hengiven og beskyttende natur. Mod, arbejdsvilje, årvågenhed, en god næse og kærlighed til vand er de egenskaber, avlen skal prioritere. Hjemme er den rolig og fornuftig og følger gerne sine mennesker fra rum til rum, og den ser sig selv som et ligeværdigt medlem af familien. Mange chesapeakes kan smile og “snakke”.

Racen er selvsikker, selvstændig og har en stærk vilje. Den er avlet til at arbejde langt fra føreren under hårde forhold og træffer gerne sine egne beslutninger. Mange har en veludviklet beskyttertrang, og den regnes for mere beskyttende end de andre retrievere. Over for fremmede er den som regel omgængelig, men ofte lidt reserveret: mange chesapeakes gemmer deres charme til familie og venner. Standarden diskvalificerer både aggressive og meget sky hunde.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er stort. Racen har brug for megen fysisk motion med mulighed for at bevæge sig frit, bruge sin gode næse og apportere, og den har også brug for mental træning gennem lege og opgaver. DKK skriver, at den ikke trives som ren selskabshund.

Jagt er den mest naturlige aktivering, og racen er en fremragende apportør på land, i marsk og i vand. Mange chesapeakes er også dygtige sporhunde, og flere danske hunde har vundet championater i vildtspor. Racen bruges desuden som redningshund og servicehund. Uden jagt er svømning, vandreture, apportering og søgelege gode måder at aktivere den på. DKK fraråder trækkelege, fordi de frustrerer apporterende racer.

Træning og socialisering

Chesapeaken er lærenem og som regel samarbejdsvillig, men den er også stærk og selvstændig. Raceportrættet i Hunden skriver, at den ikke er den oplagte hund for en førstegangsejer, fordi det kræver erfaring og tålmodighed at styre den. Den amerikanske raceklub advarer om, at en hvalp uden klare rammer hurtigt kan tage styringen.

Tidlig socialisering og grundlæggende lydighed er derfor centrale dele af opdragelsen, og grænserne bør sættes fra hvalpealderen. Træningen skal være venlig og konsekvent, og den lykkes bedst med positive metoder. En svømmetur eller en apportering er den bedste belønning. Lykkes det at vinde hundens tillid, får man en meget loyal og samarbejdsvillig makker, der uden tøven kaster sig ud i bølgerne eller igennem tæt krat efter vildtet.

Familie og bolig

I en aktiv familie er chesapeaken en kærlig og loyal familiehund, og den er som regel legesyg og god med børn. Den er hengiven og beskyttende over for sin familie og har brug for meget kontakt og opmærksomhed. Familien skal kunne opfylde dens behov for arbejde, og det bør køberen gøre sig klart, før hvalpen kommer hjem. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Kilderne siger ikke noget direkte om livet i lejlighed eller om, hvor godt racen klarer at være alene. Ingen kilde beskriver heller, hvordan den lever sammen med katte og andre smådyr.

Pelspleje

Pelsen er praktisk og kræver meget lidt pleje. En børstning en gang om ugen er nok det meste af året, og lidt oftere i fældeperioderne. Ingen af kilderne nævner trimning eller klipning. Pelsens naturlige olie gør den vandafvisende, og efter en tur i vandet tørrer den hurtigt af sig selv.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den britiske kennelklub har ikke fundet særlige eksteriørproblemer hos racen og har den i Breed Watch kategori 1. Den amerikanske raceklub nævner hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD), arvelig nethindesvind (PRA, formen prcd) og andre arvelige øjensygdomme, træningsudløst kollaps (EIC) og degenerativ myelopati (DM), en sygdom i rygmarven. Klubben nævner desuden kondrodysplasi, kondrodystrofi med diskussygdom og ektodermal dysplasi, en arvelig tilstand med skrøbelig hud. Klubben anbefaler, at alle avlsdyr undersøges for HD og AD, PRA og andre øjensygdomme, EIC og DM, og den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for DM og PRA samt undersøgelse af hofter, albuer og øjne.

Chesapeake bay retriever er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er røntgenundersøgt for HD før første parring. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre fra 1. juli 2025 også være øjenundersøgt og have AD-status 0 eller 1. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark, og racen er ikke omfattet af hundelovens forbud.

Der findes ingen pålidelig opgørelse af racens levealder i de gennemgåede kilder. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater for hofter, albuer og øjne og om DNA-test. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.