Labrador Retriever

Mere om racen

Overblik

Labrador Retriever er en britisk apporterende jagthund, som FCI placerer i gruppe 8, sektion 1 sammen med de øvrige retrievere. Racen er avlet til at hente nedlagt vildt på land og i vand og bruges stadig til jagt. Samtidig er den en meget udbredt familiehund, der også arbejder som blandt andet førerhund, narkohund og servicehund. I Danmark har racen i mange år ligget i toppen af Dansk Kennel Klubs registreringer, og ifølge raceklubben registreres der omkring 2.000 hvalpe om året.

Labradoren er en kraftig, kompakt og meget aktiv hund med et venligt og stabilt sind. Den er let at holde af, men kræver daglig motion, mental beskæftigelse og en ejer, der holder øje med vægten, fordi overvægt er et af de hyppigste problemer hos racen. I Danmark skelner man mellem en lettere jagttype og en kraftigere udstillingstype, og de to typer kan have forskellige behov.

Historie og oprindelse

Racens forfædre stammer fra kysten af Newfoundland, hvor fiskere brugte hunde af lignende udseende til at hente fisk op af vandet. Den tætte, vejrbestandige pels og den karakteristiske odderhale vidner om, at det oprindeligt var en vandhund. I 1800-tallet kom hunde af denne type til Storbritannien, hvor blandt andre jarlen af Malmesbury avlede videre på dem som apportører.

Den britiske Kennel Club anerkendte Labrador Retriever som selvstændig race i 1904. Den første raceklub blev dannet i 1916, og den gule variant fik sin egen klub i 1925. Racen gjorde sig tidligt bemærket ved field trials, som er jagtprøver for apporterende hunde.

Til Danmark kom racen i 1950’erne, og Dansk Retriever Klub blev stiftet i 1959. Fra 1970’erne blev der importeret hunde fra britiske og irske arbejdslinjer, som i Danmark ofte kaldes “Formel 1”. Raceklubben understreger, at der er tale om samme race som den ældre udstillingstype, og at typen ikke fremgår af stamtavlen.

Udseende og størrelse

Labradoren er kraftigt bygget og kortkoblet med bredt kranie, bredt og dybt bryst og en stærk lænd og bagpart. Hunden skal være meget aktiv og må ikke bære overflødig vægt. Et særkende er halen, den såkaldte odderhale, som er tyk ved roden, smalner gradvist af og er dækket af kort, tæt hår hele vejen rundt.

Pelsen er kort og tæt uden bølger eller faner og har en vejrbestandig underuld. Farverne er helt sort, gul eller leverbrun, også kaldet chokolade. Gul kan variere fra lys creme til ræverød, og en lille hvid plet på brystet er tilladt.

Den ideelle skulderhøjde er 56 til 57 cm for hanner og 54 til 56 cm for tæver. FCI-standarden fastsætter ingen vægt, men den amerikanske standard sætter omkring 29 til 36 kg for hanner og 25 til 32 kg for tæver i arbejdskondition. Racen hører dermed til de store hunde. De første hunde af jagttypen var mindre og slankere end standardtypen.

Temperament

Labradoren er godmodig, meget adræt, intelligent og ivrig, med en stærk vilje til at gøre sin fører tilpas. Den skal have et venligt sind uden spor af aggression eller overdreven skyhed, og en aggressiv eller meget sky hund diskvalificeres. Den har en fremragende næse, en blød mund, der ikke beskadiger vildtet, og en udpræget glæde ved vand. Racen er tilpasningsdygtig og en hengiven ledsager.

Det gode temperament og den lette omgang med mennesker er en vigtig grund til racens popularitet. Labradoren er hengiven, kærlig og hurtig til at lære. Den er typisk udadvendt over for fremmede og kommer godt ud af det med andre hunde og dyr, men den ivrige og glade hund lader sig ikke altid påvirke af irettesættelser.

Det enkelte dyrs temperament afhænger af linje, opvækst og træning. Der kan være forskel på hunde fra jagtlinjer og udstillingslinjer.

Motion og aktivering

Som apporterende jagthund har labradoren et stort behov for daglig aktivitet. Den er fuld af energi og har brug for meget motion og mental berigelse hver dag: gåture, løb, vandreture eller leg, suppleret med træning og opgaver, der udfordrer hovedet. Svømning og apportering er særligt velegnede aktiviteter, og Agria anslår, at en voksen hund ofte har brug for omkring to timer om dagen.

For retrievere er mental stimulation mindst lige så vigtig som fysisk motion. Apportering, svømning og træningsopgaver giver hunden mulighed for at bruge de egenskaber, den er avlet for. Hunde fra arbejdslinjer er typisk mere aktive og har brug for mere motion end hunde fra udstillingslinjer. Når behovene er dækket, er labradoren ofte en rolig hund indendørs.

PDSA anbefaler, at mængden af motion tilpasses den enkelte hund, og at man får råd hos dyrlægen, hvis hunden for eksempel har gigt.

Træning og socialisering

Labradoren er intelligent og lærenem med stærk vilje til at samarbejde, og det passer med, at racen bruges til mange slags arbejde, fra jagt til førerhund. Den lærer hurtigt og reagerer bedst på træning med belønning, for eksempel godbidder eller apportering. Fordi hunden er ivrig og ikke altid tager notits af irettesættelser, er konsekvent og tålmodig træning vigtig.

Dansk Retriever Klub anbefaler miljøtræning fra en tidlig alder, så hvalpen bliver tryg i mange forskellige situationer, og at husets regler læres fra begyndelsen. Klubben tilbyder hvalpemotivationskurser i de fleste regioner. Når labradoren er socialiseret rigtigt, bliver den en god familiehund, og hunde fra arbejdslinjer har brug for træning, der giver afløb for deres trang til at arbejde og apportere.

Familie og bolig

Flere uafhængige kilder fremhæver labradoren som en god familiehund. Den knytter sig typisk til hele familien og er kærlig, forudsat at den er socialiseret godt, og den er en legesyg og pålidelig kammerat for børn. Racen er dog stor og kraftig, og unge hunde kan være meget livlige, så samvær med små børn bør altid foregå under opsyn.

Labradoren trives bedst på landet eller tæt på åbne grønne områder og har brug for en have. Hundens størrelse og motionsbehov gør det vigtigt, at ejeren har tid til daglige ture og aktivering, uanset boligform.

Labradoren kan godt være alene et par timer, men den foretrækker selskab og kan have svært ved at være alene for ofte, og et hjem, hvor den er alene hver dag hele arbejdsugen, passer den dårligt. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning. Racen er ikke særlig gøende, men melder som regel, når nogen kommer til døren.

Pelspleje

Den korte, tætte pels er forholdsvis let at holde. En grundig børstning en gang om ugen er normalt nok, og i fældeperioderne bør der børstes oftere. Racen har en tæt underuld, og fældningen er gennemsnitlig til over gennemsnittet. Labradoren fælder året rundt med mest fældning forår og efterår, så man skal regne med hår i hjemmet.

Ud over børstning er det en god idé at holde ørerne rene og tørre og klippe kløerne efter behov. Ørebetændelse var den hyppigste registrerede lidelse hos labradorer i en stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis, så hold øje med ørerne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

En britisk undersøgelse af over 33.000 labradorer i almindelig dyrlægepraksis (VetCompass, McGreevy og kolleger, 2018) fandt, at de hyppigste registrerede lidelser var ørebetændelse, overvægt, slidgigt, halthed, tandkødssygdom og fedtknuder. Medianlevealderen var 12 år, og den midterste halvdel af hundene døde i alderen 9,9 til 13,8 år. Chokoladebrune labradorer havde i samme undersøgelse kortere medianlevealder og flere øre- og hudproblemer end sorte og gule. Hofte- og albueledsdysplasi og progressiv retinal atrofi (PRA) forekommer også i racen.

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kan bruges, hvis partneren har A) og AD-status 0 eller 1, og mindst et af forældredyrene er DNA-testet fri for prcd-PRA. Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en labrador undersøges for HD og AD, før den bruges i avl. Til Basis+-stambog anbefales også AD 0, øjenundersøgelse og test for EIC. Den britiske Kennel Club anbefaler desuden blandt andet DNA-tests for CNM, EIC og Stargardt.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.