Cane da Pastore Bergamasco

Mere om racen

Overblik

Cane da Pastore Bergamasco, i daglig tale bergamasco, er en italiensk hyrdehund fra Alperne, kendt for sin pels af flade, filtede plader, der dækker hele kroppen. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 194, og DKK har den også i gruppe 1. Idealhøjden er 60 cm for hanner og 56 cm for tæver med 2 cm tolerance, og vægten er 32 til 38 kg for hanner og 26 til 32 kg for tæver.

Racen er tålmodig, rolig og knyttet til sin familie, glad for børn og som regel også for andre hunde. Den er samtidig vagtsom og selvstændig og vil helst selv forstå meningen med det, den bliver bedt om. Den voksne pels fælder ikke og kræver overraskende lidt pleje. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Historie og oprindelse

Bergamascoen er en meget gammel race. Standarden beskriver en hyrdehund, der var udbredt i hele det italienske alpe- og forlandsområde, men især talrig i dalene omkring Bergamo, hvor fåreavlen blev drevet i stor skala. Hunden hjalp hyrderne med at drive flokkene mellem sommergræsningen i Alperne og vintergræsningen på Po-sletten. Et maleri fra 1500-tallet viser racen, og de første hunde blev indført i den italienske stambog i 1891.

Den dybere oprindelse er usikker. DKK kalder den uklar. Den svenske raceklub skriver, at racen udviklede sig af hunde, som indoeuropæiske folk bragte med fra Centralasien i yngre stenalder, mens den amerikanske raceklub og AKC peger på Persien.

Bergamascoen arbejdede tæt sammen med en enkelt hyrde i de afsides bjergdale og blev avlet til at løse problemer på egen hånd. Den er mere en driver, der flytter store flokke over lange afstande, end en klassisk hyrdehund, og den vogtede også flokken mod ulve.

Efter Anden Verdenskrig faldt behovet for hyrdehunde, og racen var tæt på at forsvinde. Den italienske genetiker Maria Andreoli reddede den gennem mere end 40 års avl i sin kennel dell’Albera. FCI anerkendte racen endeligt i 1956, og AKC i 2015. Den svenske raceklub anslog i 2013, at der kun fandtes omkring 2000 bergamascoer i verden.

Udseende og størrelse

Bergamascoen er en mellemstor, rustik og kraftigt bygget hund med kvadratisk krop. Hovedet ser stort ud på grund af pelsen, der falder ned over ansigtet, og racen har særligt lange øjenvipper, der løfter håret væk fra øjnene. Ørerne er halvt hængende, og halen hænger i hvile med den nederste tredjedel let bøjet. En manglende eller stumpet hale diskvalificerer.

Pelsen er racens kendetegn og består af tre hårtyper. På forparten er håret groft som gedehår, mens pelsen fra midten af brystet og bagud er ulden og filter sammen med den lange, bløde underuld til brede, flade plader. Hvalpepelsen er blød, og pladerne begynder at dannes omkring etårsalderen. De vokser hele livet og når jorden, når hunden er fem til otte år.

Farven er grå i alle nuancer fra lys grå til sort, enten ensfarvet eller med pletter. Helt sort er tilladt, hvis det sorte er mat, og ældre hår kan få et skær af fawn eller isabella. Hvidt på mere end en femtedel af kroppen diskvalificerer. Med en vægt på 26 til 38 kg hører racen til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en årvågen og koncentreret hund, hvis lærevillighed og beslutsomhed kombineret med mådehold og tålmodighed gør den til en fremragende vogter og ledsager. Den knytter sig tæt til mennesker og må aldrig være aggressiv eller frygtsom, men en let naturlig mistro over for fremmede er typisk.

DKK beskriver en selvstændig og selvsikker hund, der samtidig er følsom og glad for tæt kontakt. Den svenske raceklub fremhæver et blidt sind, der især mærkes over for børn og syge, og racen bruges som besøgshund i USA. Den holder gerne øje med omgivelserne fra et højt sted og vurderer selv, om den skal gribe ind.

Bergamascoen er vagtsom og beskyttende over for sine mennesker og sit område. SKK skriver, at den vogter ved at drive uvelkomne gæster væk og kan nappe, hvis det ikke er nok. Fremmede accepterer den, når de er blevet præsenteret, og den er kun aggressiv som sidste udvej. Den er i det daglige stille og melder med gøen, når der er grund til det.

Motion og aktivering

Aktivitetsniveauet er ikke særlig højt for en hyrdehund. Racen er som regel rolig, men har en hel del energi og er gerne med til en rask gåtur, en vandretur eller leg med en bold. AKC skriver, at den kun kræver en moderat mængde motion hver dag, og den bør helst være noget, hund og ejer gør sammen, i stedet for at hunden bliver sat ud i haven alene.

DKK lægger vægt på god plads udendørs og opgaver, som hunden finder meningsfulde. Racen kan dyrke hundesport, men den svenske kennelklub skriver, at den passer mindre godt til konkurrencelydighed.

Træning og socialisering

Racen lærer let, og DKK skriver, at indlæringen sjældent volder problemer, når træningen er varieret og konsekvent. Bergamascoen vil gerne gøre sin ejer tilpas, men den tænker selv og ser sig mere som en ligeværdig partner end som en underordnet. Forstår den, hvad der ønskes og hvorfor, gør den det gerne, men på sin egen måde.

Den svenske raceklub siger det tydeligt: man må aldrig slå en bergamasco, og racen egner sig ikke til træning med blind lydighed. Den skal kunne se meningen med opgaven.

Socialisering er vigtig, fordi især den unge hund er noget mistroisk over for fremmede. DKK skriver, at roen og sikkerheden kommer med gode oplevelser, og AKC anbefaler hvalpetræning og at vænne hvalpen forsigtigt til mange mennesker, steder og situationer.

Familie og bolig

Bergamascoen er en udpræget familiehund. Den er tålmodig og legesyg og en god kammerat for børn, og den svenske raceklub skriver, at den altid passer på familiens små, både børn og dyr. Med andre hunde går det som regel godt: DKK skriver, at den er glad for andre hunde og som udgangspunkt ikke lader sig provokere, når andre hunde er aggressive. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen har det bedst tæt på sine mennesker. SKK skriver, at den ikke trives uden sin familie, og den svenske raceklub, at den er mindre egnet til at bo i en hundegård. Den skal have god plads og helst adgang til en sikkert indhegnet have, og Vetstreet fraråder lejlighed.

Pelspleje

Pelsen kræver mest arbejde det første år. Indtil filtningen begynder, børstes hvalpepelsen, og omkring etårsalderen skal ejeren dele den filtede pels i plader med hænderne. Det tager nogle timer eller et par aftener. Derefter skal pladerne holdes adskilt: DKK skriver, at de skal deles cirka hver anden uge det første år og cirka hver anden måned hos den voksne hund.

Den voksne pels er næsten vedligeholdelsesfri. Den skal ikke børstes, og den fælder ikke ud over et enkelt hår hist og her. Badet er sjældent nødvendigt mere end en til tre gange om året, helst uden sæbe, og en lang pels tager lang tid om at tørre. Hold håret om munden kort og rent. Pelsen må aldrig barberes, fordi den beskytter mod kulde, varme og insekter, men den kan klippes kortere, og en for tung pels hos ældre hunde bør tyndes ud.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Bergamascoen regnes for en sund og robust race. Den amerikanske raceklub kender ingen sygdomme, der rammer racen som helhed, og den svenske raceklub ingen racetypiske sygdomme. Den svenske klub har registreret enkelte tilfælde af hofteproblemer, knoglekræft og anden kræft hos ældre eller meget gamle hunde. Den amerikanske raceklub anbefaler hofteundersøgelse, helst fra toårsalderen, og DNA-test for degenerativ myelopati (DM), når en forælder er bærer, som en forebyggende foranstaltning. AKC nævner også albueundersøgelse, og Vetstreet anbefaler at spørge opdrætteren om hofteledsdysplasi, øjensygdomme og mavedrejning.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For en Basis+ stambog skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good. DKK stiller ikke krav om HD-røntgen, og racen er ikke nævnt i bilagene til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

Bergamascoen er ikke omfattet af forbuddet i hundelovens § 1 a. Hunde må kun hale- eller ørekuperes af veterinære hensyn. Spørg opdrætteren om forældrenes hofteundersøgelser, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.