Braque de l'Ariege

Mere om racen

Overblik

Braque de l’Ariège er en stor, korthåret fransk stående jagthund, og FCI placerer den i gruppe 7 som standard nummer 177, blandt de kontinentale stående hunde af braque-typen. Den er hvid med orange partier i alle nuancer, og hanner måler 58 til 65 cm over skulderen, tæver 54 til 63 cm. DKK oplyser en vægt på 25 til 30 kg, hvilket placerer racen i størrelsesklassen stor. Standarden kalder den en stående hund, og den er underlagt arbejdsprøver.

Racen har ingen egen specialklub i Danmark. DKK har samlet den under Klubben for Jagthunde uden Specialklub. Standarden beskriver en stabil og social hund, som er føjelig og nem at træne. DKK understreger dog, at de franske korthårede hønsehunde er fuldblods jagthunde, som kræver meget af ejeren og ikke passer som rene selskabshunde. Kilderne siger ikke alt om dagligdagen med racen, og derfor er flere af vurderingerne på siden bevidst tomme.

Historie og oprindelse

Standarden skriver, at Braque de l’Ariège sandsynligvis stammer fra de gamle franske braquer. I 1800-tallet blev der krydset med sydfranske braquer med hvid og orange pels, og det gav racen mere lethed og dynamik. Verdenskrigene gjorde bestanden meget lille, men nogle jægere fra Ariège blev ved med at bruge hunden, og det forhindrede, at racen forsvandt helt. I 1990 besluttede en gruppe opdrættere at gå i gang med at redde og fornye racen. FCI anerkendte den definitivt den 28. juni 1955, og den nuværende standard er udgivet den 10. august 2023 med fransk som autentisk sprog.

DKK fortæller om Frankrigs fem korthårede hønsehunderacer under et, og Braque de l’Ariège er en af dem. Malerier og beskrivelser viser, at de fem racer var udbredt i Frankrig allerede i 1600-tallet, hvor de var adelens hunde. Den franske revolution tog et stort bid af bestanden, de britiske jagthunde gav konkurrence, og krigene i 1900-tallet reducerede antallet yderligere. Entusiastiske franske jægere har holdt racerne i live, og de er igen veletablerede, men de er stadig sjældne, også i deres hjemland. UKC anerkendte racen i 2006.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund af braccoid type med kraftig, men ikke tung knoglebygning. Den skal være robust og have et stærkt udtryk, og man foretrækker eksemplarer med slanke ben, tydelige muskler og klare linjer. Huden er smidig, men ikke for løs, og tæverne er normalt lettere. Kroppen er en smule længere end den er høj, og kraniet er næsten lige så langt som snuden, med en forskel på højst cirka 1 cm.

Hovedet er langt, formet og ret smalt ved kindbuerne. Næsen er orange til mere eller mindre lysebrun efter pelsfarven og aldrig sort. Læberne er ret fine og hænger, men mundvigen er foldet uden at være slap. Øjnene har et mildt, åbent og udtryksfuldt blik, og irisfarven er rav eller brun efter pelsen. Ørerne er ret fine, lange og indrullede, ansat i øjenhøjde og båret fri af hovedet, og de rækker uden at være strakte til begyndelsen af næsen. Flade eller højt ansatte ører bedømmes som udelukkende fejl.

Pelsen er kort, ret tæt og velforsynet og blank, finere og glattere på hoved og ører. Farven er hvid med meget store eller flydende hvide partier, nogle gange med prikker, og med alle nuancer fra lys til kraftig orangefawn og et strejf af brunt. Sorte pletter i pelsen og sort næse diskvalificerer. Halen sidder som en forlængelse af kruppen, og standarden skriver, at den traditionelt er kuperet med seks tiendedele, men at den lange hale også er tilladt.

Hanner er 58 til 65 cm, med 61 cm som ideal, og tæver er 54 til 63 cm, med 59 cm som ideal. Der er en tolerance på 2 cm i begge retninger. DKK gengiver andre højder, nemlig 60 til 67 cm for hanner og 56 til 65 cm for tæver, men vi bruger standardens tal. Hverken standarden eller UKC angiver en vægt. DKK oplyser 25 til 30 kg uden at nævne kilden, så tallet er vejledende.

Temperament

Standarden beskriver racen som stabil og social over for både mennesker og andre hunde. Den er tilpasset alle slags jagt, modstandsdygtig, føjelig og nem at træne. UKC siger det samme med andre ord: Hunden er føjelig, nem at træne og kan bruges til alle former for jagt.

DKK tegner et lidt bredere billede af de franske korthårede hønsehunde. De er generelt venlige og ligevægtige, hengivne og glade for kontakt med familien, lidt reserverede, men imødekommende over for fremmede og overbærende med børn og andre hunde. Teksten gælder dog alle fem racer og ikke kun Braque de l’Ariège, så den er en beskrivelse af gruppen.

Motion og aktivering

DKK skriver, at jagtlysten hos de franske korthårede hønsehunde skal tilfredsstilles gennem kraftig fysisk motion og opgaver, der stimulerer hundene mentalt, for eksempel sporsøg og andet næsearbejde. De er ivrige sporhunde, som følger duftspor på jorden, og når jagtlysten tændes, er de lynhurtigt væk. Kontakt og indkald skal derfor trænes fra tidligste hvalpealder.

Standarden kalder racen tilpasset alle slags jagt og modstandsdygtig, og den har arbejdsprøver. Der er ingen timetal i de kilder, vi har læst, så vi kan ikke sige, hvor mange timer en voksen hund har brug for hver dag. Motionsbehovet vurderer vi højt, nemlig 5 af 6, fordi DKK taler om et stort behov for bevægelse og beskæftigelse. Hvor livlig hunden er derhjemme, siger ingen kilde noget om, og derfor har vi ikke sat et tal på aktivitetsniveauet.

Træning og socialisering

DKK anbefaler, at socialiseringen og træningen begynder tidligt, og at hovedvægten lægges på indkald og på øvelser, der styrker samarbejdet. Man skal være konsekvent og meget venlig, skifte mellem forskellige træningssteder og belønne med ros og aktivering, hvor hundene kan bruge næsen.

Samtidig skal ejeren være klar over, at DKK kræver hundeerfaring og forståelse for racens store behov for bevægelse og beskæftigelse. Det gør racen mindre egnet som førstegangshund, og vi har givet den 2 af 6 på den skala.

Familie og bolig

Standarden kalder racen social, og DKK skriver, at de franske korthårede hønsehunde er overbærende med børn og andre hunde. Racen er altså ikke beskrevet som vanskelig i familien, men DKK er tydelig på, at den ikke egner sig som udelukkende selskabshund. De behøver desuden et godt socialt liv med meget menneskelig kontakt. Familievenlighed er sat til 4 af 6. Som med alle hunde skal et samvær med små børn ske under opsyn.

Ingen af kilderne omtaler bolig direkte, hverken lejlighed, have eller hundegård, og de siger heller ikke noget om, hvor meget racen gør, eller hvordan den klarer at være alene hjemme. Derfor har vi ikke sat tal på lejlighedsegnethed, gøen eller alene-tid.

Pelspleje

Pelsen er kort og glansfuld og kræver meget lidt. DKK skriver, at pelsplejen klares med en gummibørste eller en aftørring med et fugtigt vaskeskind, som fjerner støv og løse hår. Pelsen beskytter godt mod grene og torne, mindre godt mod fugt og kulde. Vi har givet pelsplejen 1 af 6.

De lange, indrullede ører skal holdes rene for at undgå infektion, skriver DKK. Standarden beskriver ret fine, hængende læber med foldet mundvig, men siger ikke noget om savl, og ingen kilde omtaler fældning. Derfor er fældningen ikke vurderet, og savl er kun et forsigtigt skøn på 2 af 6, bygget på læbernes form.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Vi har ikke fundet en raceklub, en dyrlægeundersøgelse eller en forsikringsstatistik, der nævner sygdomme, som er typiske for netop denne race, og det kan skyldes, at racen er så lille. Standarden kræver, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bruges i avl, og at hanner har to tilsyneladende normale testikler. Dugklør, entropion, ektropion og bidfejl er diskvalificerende fejl i standarden.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Der er ikke krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse, men Hundeweb angiver 12 måneder som tidligste alder for røntgen af hofter og albuer og for OCD. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Spørg opdrætteren, om forældrene er røntgenfotograferet.

Standarden siger, at halen traditionelt er kuperet, men i Danmark må man kun må halekupere hvalpe af fem bestemte racer, og Braque de l’Ariège er ikke en af dem. Ellers er kupering kun tilladt, hvis en dyrlæge konkret anser det for nødvendigt, og kuperede hunde må ikke udstilles. Braque de l’Ariège er desuden ikke omfattet af forbuddet i hundeloven, som gælder 13 racer og krydsninger af dem, og racen er ikke i familie med nogen af de forbudte racer.