Bracco Italiano

Mere om racen

Overblik

Bracco Italiano er en stor, kortpelset stående jagthund fra Italien. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1, blandt de kontinentale stående hunde af braque-typen, med standardnummer 202. Skulderhøjden er 55 til 67 cm, og vægten er 25 til 40 kg afhængigt af størrelsen.

Racen er venlig, lærenem og tilpasningsdygtig og rolig i stuen, når den har fået sin motion. Udenfor er den energisk, har et udtalt jagtinstinkt og har brug for meget plads og beskæftigelse. Den passer til en aktiv familie, der færdes meget i skov og mark, og som vil træne venligt og konsekvent. Den er ikke en hund til en lejlighed i byen.

Historie og oprindelse

Bracco Italiano er en af de ældste stående jagthunderacer, der kendes. Standarden henviser til freskoer fra 1300-tallet, som viser en hund, der ligner nutidens. DKK skriver, at racen muligvis stammer fra en krydsning mellem molosser og mynder, som fønikiske handelsfolk bragte med. Det er en formodning, og standarden nævner ingen stamracer.

Oprindelig lammede hunden fuglevildt, så jægerne kunne lægge et net over det. Ifølge raceportrættet i DKK’s blad Hunden er racen grundstammen til de senere kontinentale stående jagthunde, blandt andre tysk korthåret og ruhåret hønsehund, weimaraner og vizsla. Det er en påstand fra racens danske opdrættere, uden angivne kilder.

Omkring 1920 var racen ved at forsvinde, men italienske hundeentusiaster genopbyggede bestanden, og i dag holdes den i hjemlandet næsten udelukkende som jagthund. Den kom til Danmark i begyndelsen af 1990’erne, og i 2012 skønnede de første opdrættere, at der var færre end 100 i landet. FCI anerkendte racen endeligt i 1956.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en stærk og harmonisk bygget hund med kraftigt udseende, veludviklede muskler og et markant formet hoved. Næsen er stor og rosa til kødfarvet eller brun efter pelsfarven. Øjnene har et blødt udtryk, og lågene skal slutte tæt uden entropion eller ectropion. Overlæberne er tynde og hængende uden at være slappe og dækker kæben. Ørerne er lange og skal række til næsespidsen. Standarden regner en overdreven mængde hud, der giver et stort dørslag eller for mange rynker på hovedet, for en alvorlig fejl.

Halen bæres vandret under søg. Er den kuperet, skal der ifølge standarden være 15 til 25 cm tilbage, men i Danmark er halekupering ikke tilladt for racen.

Pelsen er kort, tæt og blank, finere på hoved, ører og forsiden af benene. Farven er hvid eller hvid med orange eller ravfarvede aftegninger, hvid med brune aftegninger, orange roan eller brun roan. En symmetrisk maske foretrækkes, men er den fraværende, tolereres det. Sort, tofarvet, fawn og ensfarvet er diskvalificerende.

Hanner er helst 58 til 67 cm, tæver 55 til 62 cm, og standarden angiver 25 til 40 kg, så racen hører til de store hunde. Kendetegnet er et langt, hurtigt trav med kraftig fremdrift, hvor næsen bæres højt.

Temperament

Standarden beskriver en robust jagthund, der er pålidelig, forstår hurtigt, er føjelig og let at træne. DKK tegner et lignende billede: alsidig, selvsikker og energisk, men samtidig stilfærdig og rolig. Racen er meget tilpasningsdygtig og generelt venlig mod alt og alle, både mennesker og andre hunde. Bladet Hunden kalder den en smule blød i temperamentet i forhold til, hvad nogle jægere ønsker sig.

Den britiske racklub tegner et mere reserveret billede af en intelligent, men selvstændig hund, der både er stædig, afventende og følsom. Klubben nævner også, at nogle avlslinjer viser adfærdsproblemer og lidt aggression. Standarden diskvalificerer aggressive og overdrevent sky hunde. Se derfor på forældredyrenes adfærd og ikke kun deres udstillingsresultater.

Jagtlysten er udtalt. DKK skriver, at den afsøger terrænet i trav, hvor andre hønsehunde galopperer, og at den er hårdfør og udholdende. Den arbejder selvstændigt, men holder god kontakt til føreren, og den elsker at apportere.

Motion og aktivering

Indendørs er racen rolig, men udendørs kræver den meget plads. DKK skriver, at den helst skal have daglig adgang til skov og mark, og at den har brug for motion, stimulerende beskæftigelse og et godt socialt liv. Bladet Hunden nævner dagligt frit udeliv og mentalt stimulerende beskæftigelse, gerne jagtrelateret. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer.

Den unge hund skal tages med forsigtighed. Den britiske klub anbefaler fem minutters formel motion pr. levnedsmåned i det første år, og at man i stedet lader hvalpen lege frit i et sikkert område. Ifølge klubben er hundene først fuldt udviklede, fysisk og mentalt, omkring treårsalderen.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen har en god opfattelsesevne, er samarbejdsvillig og let at opdrage. Træningen skal være venlig og konsekvent, for ethvert tilløb til hårdhed besvares med indædt stædighed. Skift ofte træningsmiljø og belønninger, og brug apportering som motivation. Bladet Hunden skriver, at ejerens tålmodighed somme tider bliver sat på prøve, når hunden skal lære noget, den ikke selv synes er sjovt.

Den britiske klub anbefaler fast, men retfærdig træning med få, fælles aftalte kommandoer fra første dag og en god træner i hønsehundearbejde. Indkald skal indøves i mange omgivelser, fordi hunden vejer, om en handling er umagen værd.

Klubben skriver, at racen kan være støjende med en meget dyb og høj gøen. Ingen kilde siger, hvor længe den kan være alene, så tilvænning bør ske gradvist og tage udgangspunkt i den enkelte hund.

Familie og bolig

Bladet Hunden kalder racen en meget elsket, børnevenlig familiehund, der elsker at lege og holder af at gøre noget sammen med familien. DKK skriver, at den indretter sig let efter en aktiv familie med interesse for at færdes i naturen. Som ved alle hunde bør voksne have opsyn, når børn og hund er sammen.

Racen er ikke en byhund. Bladet Hunden skriver direkte, at den ikke er egnet i en lejlighed på fjerde sal, men at den er rolig i stuen, især når den har fået udfordret sig både fysisk og mentalt. Den har et veludviklet jagtinstinkt, men ingen af kilderne siger, hvordan den lever sammen med katte og andre små dyr. Venligheden over for andre hunde gælder ifølge DKK generelt, men den britiske klubs omtale af aggression hos nogle linjer gør grundig socialisering som hvalp klog.

Pelspleje

Pelsen er kort og kræver ikke megen pleje. DKK anbefaler daglig aftørring med et opvredet vaskeskind, der fjerner de løse hår, som ellers har en stikkende evne til at bore sig ned i tæpper og møbler.

De store, tynde og foldede ører kræver mere opmærksomhed. DKK skriver, at de skal holdes rene for at undgå infektion. Den britiske klub nævner hyppige ørebetændelser, hotspots og hudproblemer og skriver, at allergi kan være en årsag. Rens ørerne med et egnet produkt, når det er nødvendigt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Bladet Hunden skriver, at racen er ganske sund, men at man som ved andre store, dybbrystede hunde skal være opmærksom på mavedrejning. Den britiske klub nævner flere sygdomme. Den alvorligste er arvelig nyresygdom, renal amyloidose, som oftest opdages omkring femårsalderen. Den kan ikke helbredes, og klubben angiver en median overlevelse på 75 dage efter diagnosen i de første resultater. Klubartiklens forfatter, der er dyrlæge, anbefaler årlig blod- og urinprøve fra etårsalderen. Det er erfaringer uden angivet hyppighed eller gen.

Klubben nævner også øjenlågsproblemer, hud- og ørelidelser og hofteledsdysplasi, hvor racens gennemsnit i den britiske HD-ordning var 15 point, med spredning fra 4 til 79. Den britiske kennelklub anbefaler hofte- og albuescreening. Klubben skriver også, at nogle hunde har reageret dårligt på det beroligende middel Domitor.

Bracco Italiano er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. HD-, AD- og OCD-fotografering er mulig fra 12 måneder, men resultaterne kræves ikke. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, og den er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Racens klub er ifølge DKK Klubben for Jagthunde uden Specialklub.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og adfærd, om hofte- og albueresultater og om nyresygdom i linjen. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.