Bosnisk Støver, ruhåret

Mere om racen

Overblik

Den bosniske ruhårede støver, kaldet Barak, er en kraftig drivende jagthund fra Bosnien-Hercegovina med lang, ru og pjusket pels. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 155 og brugsprøve. Standarden angiver en højde på 46 til 56 cm med 52 cm som ideal og en vægt på 16 til 24 kg med 20 kg som ideal, så racen er en mellemstor hund.

SKK beskriver en udholdende drivende jagthund, der bruges især til vildsvin, og som ikke passer som ren selskabshund. I hjemmet er den ifølge SKK stabil, snil, hengiven og livlig. Racen er meget sjælden uden for hjemlandet, og DKK har endnu ingen racebeskrivelse, fordi teksten fra racens specialklub mangler. Artiklen bygger derfor på standarden, SKK og den svenske rasklubs avlsstrategi.

Historie og oprindelse

Standarden fortæller, at racen blev registreret hos FCI den 19. juni 1965 under navnet Illyrian Hound. Den nuværende standard har ændret navnet til Bosnian Broken-Haired Hound, kaldet Barak. SKK nævner også, at racen blev anerkendt i 1965 under sit tidligere navn.

Den svenske rasklub skriver i sin avlsstrategi fra 2018, at den østrigske officer Franc Laska, der gjorde tjeneste i Bosnien-Hercegovina og jagede der, målte og beskrev 286 strithårede hunde omkring år 1900 og kaldte dem for bosniske krøllede hunde. Tyrkerne kaldte dem barak. Navnet blev ændret flere gange. Som keltisk barak i 1938, derefter Illirsk støver i 1948, og i 1955 fik racen navnet Bosanski ostrodlaki gonic-barak. FCI anerkendte den i 1965. Selve FCI-siden viser en definitiv godkendelse den 9. april 1955, og kilderne er ikke enige om datoen.

Ifølge SKK ses racen sjældent uden for hjemlandet. Rasklubben skriver, at de svenske hunde er de talrigeste uden for Bosnien, og at der findes nogle få i Finland, Tyskland og Østrig. I Sverige blev den første hund registreret i 2012, og der var 50 registrerede hunde i 2018. I hjemlandet jager hundene mest i flok.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en robust hund med lang, pjusket pels, et langt og moderat bredt hoved og tydelige, buskede øjenbryn. Udtrykket er alvorligt og strengt, men legende. Kroppen skal være 10 procent længere end højden på manken. Set fra siden er baghovedet tydeligt, panden svagt hvælvet og stoppet moderat. Snuden er stærk, lang og dyb, dækket af en busket moustache og skæg, og længere end kraniet. Næsen er sort eller mørkebrun. Læberne er stramme og noget tykke. Øjnene er store, ovale og kastanjebrune med et intelligent og legende udtryk. Ørerne sidder moderat højt, er middellange og brede, hængende og ret tykke, med afrundet spids.

Halen er sat højt, tykkere ved roden og når haserne eller lidt længere. Den bæres let krummet opad som en kromsabel og er meget behåret. Forfødderne er katteformede med tætte tæer og hårde trædepuder. Gangen er langskridtet og energisk. Pelsen er lang, hård, strid og pjusket med tæt underuld. Grundfarven kan være hvedegul, rødgul, jordgrå eller sortlig, ofte med hvide aftegn på hoved, hals, bryst, de nedre dele af benene og halespidsen. Farverne kan være to- eller trefarvede. SKK nævner, at små hvide tegn kan forekomme.

Højden er 46 til 56 cm med 52 cm som ideal, og tæverne er lidt mindre. Vægten er 16 til 24 kg med 20 kg som ideal. SKK angiver de samme tal, og UKC nævner en idealvægt på 44 lb for hanner, altså omkring 20 kg. Standarden diskvalificerer blandt andet aggressive og overdrevent sky hunde, for lang, uldet, bølget eller krøllet pels, krøllet eller bøjet hale og farver ud over de nævnte, især chokolade eller sort.

Temperament

Standarden beskriver et livligt temperament og en modig og vedholdende hund. SKK kalder racen uforfærdet og ihærdig og skriver, at den i hjemmet er stabil, snil, hengiven og livlig, men kan være afventende over for ukendte. Den svenske rasklub skriver, at en barak skal være modig og venlig, livlig og intelligent, men at den har brug for tid til at modnes mentalt. Klubben beskriver hunden som modig og samtidig forsigtig i jagten. Den holder oftest en passende afstand og bider ikke vildsvinene.

SKK nævner, at hunden kan have brug for socialiseringstræning allerede som hvalp. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen giver lyd i hverdagen. Standarden kalder stemmen klangfuld og høj, og rasklubben skriver, at hunden driver med skæl og skifter nuance efter vildtet. Når hunden stiller et vildsvin, bliver skællet meget grovere.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen er meget aktiv og energisk og kræver omfattende fysisk motion og mental stimulering. Den trives bedst med regelmæssig jagttræning, sporarbejde eller lange skovture. Rasklubben beskriver racen som en allroundhund med en utrolig stor jagtlyst, som den markedsfører først og fremmest som vildsvine- og harehund. Den egner sig også til rævejagt.

Standarden kalder racen en godt arbejdende drivende hund, udholdende og vedholdende. SKK skriver, at racen kan bruges som eftersøgningshund til såret vildt. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen.

Træning og socialisering

SKK skriver, at racen kan have brug for socialiseringstræning allerede som hvalp. Rasklubben beskriver en hund, der har brug for tid til at modnes mentalt. Der findes ingen dokumenteret mentalbeskrivelse af racen i Sverige, og i 2018 var kun en enkelt barak vildsvinsmeriteret. Klubben vil gerne have flere ejere til at gå til jagtprøver for at kunne vise resultater.

Ingen kilde siger noget om indkald, lydighedstræning eller om, hvordan racen klarer sig i hundeskole. SKK siger, at du bør have adgang til jagtmarker, og at racen ikke passer som ren selskabshund.

Familie og bolig

SKK kalder racen en stabil, snil, hengiven og livlig familiehund i hjemmet, som kan være afventende over for ukendte. Samtidig skriver SKK, at den er en udpræget jagthund, som ikke er egnet som ren selskabshund. Ingen kilde nævner børn eller samvær med andre dyr. Jagtlysten er ifølge rasklubben utrolig stor.

Ingen kilde taler direkte om at bo i lejlighed eller om at være alene hjemme. SKK skriver, at du bør have adgang til jagtmarker, og at racen kræver omfattende motion, så en lejlighed uden mulighed for lange ture passer dårligt.

Pelspleje

Pelsen er lang, hård, strid og pjusket med tæt underuld, ifølge både standarden og SKK. Ingen kilde siger, hvor meget pleje den kræver, eller hvor meget racen fælder. Standarden diskvalificerer en pels, der er for lang, uldet, bølget eller krøllet, og den svenske rasklub skriver, at pelskvaliteten diskuteres meget, fordi den skal være strithåret og ikke for lang for at være funktionel i jagten.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at antallet af hunde i Sverige er meget lille, og at racens sundhedstilstand derfor ikke kan vurderes med sikkerhed. Den svenske rasklub skriver i 2018, at der ikke er kendte helbredsproblemer eller defekter i Sverige. I hjemlandet er ørebetændelse ret almindelig, og nogle importerede hunde kom til Sverige med ørebetændelse, men de blev raske efter behandling. Klubben vil arbejde for obligatorisk HD-røntgen af avlsdyr. Vi har ikke fundet data fra dyrlæger, undersøgelser eller forsikringsselskaber, og vi har ikke fundet en levealder fra en troværdig kilde.

Avlsbasen er lille. Rasklubben anbefaler højst to kuld pr. tæve eller han og at aldrig gentage en kombination. I Danmark kræver DKK, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler på normal plads, og at DKKs etiske regler for avl overholdes. DKK stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Den, der overvejer en barak, bør spørge opdrætteren om forældrenes helbred, om hvor beslægtede de er, og om hvordan hvalpene er brugt til jagt. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.