Bayersk Bjergschweisshund

Mere om racen

Overblik

Den bayerske bjergschweisshund er en mellemstor, let og meget adræt tysk eftersøgningshund, der bruges til at spore skadet klovbærende vildt. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 2, blandt de snorførte drivende hunde, med standardnummer 217, og racen er knyttet til arbejdsprøver. Hanner måler 47 til 52 cm over skulderen, tæver 44 til 48 cm. Standarden angiver en ideel vægt på 20 til 30 kg for hanner og 17 til 25 kg for tæver, så racen hører til mellemstore hunde.

Standarden kalder racen rolig og afbalanceret, hengiven over for sin ejer og reserveret over for fremmede. SKK skriver, at den er loyal, rolig, lærenem og vedholdende, men også kan være stædig. Både DKK og SKK understreger, at den er en arbejdshund, der ikke egner sig som ren selskabshund, og DKK, at den passer bedst til aktive jægere. Pelsen er kort og let at passe.

Historie og oprindelse

Alle schweisshunde stammer ifølge standarden fra de gamle bracker, jagthunde med en fin næse for sporet. De roligste og mest vedholdende blev brugt i line til at finde det tabte spor efter det jagede vildt. Da jagten ændrede sig efter 1848, og skydevåbnene blev bedre, blev hunden især brugt efter skuddet. I bjergene viste den hannoveranske schweisshund sig for tung, og efter 1870 avlede baron Karg-Bebenburg en lettere hund ved at krydse hannoveranske schweisshunde med røde bjergschweisshunde. Racen fortrængte efterhånden andre racer fra bjergegnene og er i dag en klassisk følgesvend for professionelle jægere og skovfogeder. DKK beskriver den som en lettere og mere adræt udgave af den hannoveranske schweisshund.

Den tyske klub for racen blev stiftet i 1912, hvilket både standarden og Svenska Schweisshundklubbens avlsstrategi nævner. Den svenske klub blev stiftet i 1983.

I dag bruges racen primært som eftersøgningshund, i Sverige oftest i line på skadet klovvildt. SKK skriver, at nogle individer også bruges som led- eller båndhund, og at hunde med tilstrækkelig skarphed kan bruges til vildsvin. DKK nævner, at schweisshunde også bruges til at finde vildt, der er blevet ramt i trafikken.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en afbalanceret, noget let, meget adræt og muskuløs hund af middel størrelse. Kroppen er lidt længere end høj og lidt højere bagtil, og benene er ikke for lange. Hovedet er forholdsvis bredt og let hvælvet, trynen er aldrig spids, og næsen er sort eller mørkerød. Læberne er hængende af middel tykkelse, så mundvigen tydeligt kan ses. Øjnene er mørkebrune med et klart, vågent udtryk, og de ret lange ører hænger tæt ind til hovedet.

Pelsen er tæt, tætsiddende og moderat grov med lidt glans, finere på hoved og ører og grovere og længere på mave, ben og hale. Farven er dybrød, hjortrød, rødbrun eller tan, også klar gul til kiksefarvet og rødgrå som hjortens vinterpels, også stribet eller med indblandede sorte hår.

Stokmålet er 47 til 52 cm for hanner og 44 til 48 cm for tæver, og ingen afvigelse er tilladt. Standarden angiver en ideel vægt i forhold til højden på 20 til 30 kg for hanner og 17 til 25 kg for tæver. Svenska Schweisshundklubbens strategi nævner, at målinger på udstilling har vist, at samme hund kan variere betydeligt i højde.

Temperament

Standarden beskriver en rolig og afbalanceret hund, hengiven over for sin ejer og reserveret over for fremmede. Den skal være sund, selvsikker, uforfærdet og føjelig og hverken sky eller aggressiv. SKK skriver, at racen er loyal, rolig, lærenem og vedholdende, men også kan være stædig, madglad, tilbøjelig til at stjæle, skældende og vagtsom. DKK beskriver en hengiven hund, der ofte binder sig tættest til en enkelt person, og som er lidt reserveret over for fremmede.

Klubbens ejerundersøgelse fra 2003 med 103 svar giver et lidt anderledes billede af, hvordan racen opleves i hverdagen. Ejerne kalder den rolig, meget lærenem, lydig, meget social, børnekær, intelligent og letpasset, men også stædig, skældende, tyvagtig og overdrevent vagtsom, svær at lade alene og tilbøjelig til at tygge ting itu. Over for fremmede opleves den som tilgængelig og ikke særlig reserveret, og over for andre hunde fungerer de fleste åbent, men nogle er lidt afventende. Undersøgelsen er lille og stammer fra en ejerkreds af overvejende jægere, så den skal læses med forbehold.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen har brug for udløb for sit høje aktivitetsdrive og sin sporsans samt regelmæssig fysisk motion og mentalt stimulerende arbejde. Under arbejde er den intenst engageret, vedholdende og selvstændig, og den har et stærkt behov for at følge spor af næsten enhver art. DKK skriver, at den ikke egner sig til andre hundesportsgrene.

SKK beskriver racen som en arbejdshund, men angiver ikke et bestemt antal timer. Sporingen er racens grundlæggende egenskab, og en hund, der er uddannet rigtigt, holder sig meget trofast til det spor, den er begyndt på.

Træning og socialisering

SKK skriver, at sporingstræning bør begynde tidligt, og at social træning og opdragelse også skal startes tidligt, så hunden udvikler sig til et åbent og velfungerende individ. DKK anbefaler konsekvent, varieret og hårdhedsfri træning og understreger behovet for tidlig socialisering med mennesker.

Racen er lærenem og samarbejdsvillig og vil gerne have god kontakt med sin fører. Svenska Schweisshundklubbens strategi nævner, at den bør lære linefølge, indkald og at ligge på plads, fordi det er vigtigt i det praktiske arbejde. DKK skriver, at hunden som regel holder god kontakt med føreren, men ikke kommer tilbage, når den først har taget duften af vildt. SKK nævner, at racen har en medfødt tendens til at melde dødt vildt ved at gø eller markere.

DKK skriver, at uerfarne ejere kan have svært ved racens stærke jagt- og sporingsdrive. SKK skriver, at racen kun passer til en person, der har brug for en eftersøgningshund, og anbefaler at tjekke, om racens egenskaber passer til ens ønsker.

Familie og bolig

DKK skriver, at racen er hengiven over for sin familie, men ikke egner sig som ren selskabshund. Ejerne i klubbens undersøgelse fra 2003 beskriver den som børnekær, og mange er næsten overstrømmende åbne over for børn. 98 af de 103 ejere er tilfredse med racen som indendørshund. Samtidig nævner flere, at den er skældende og svær at lade alene. Alle hunde skal være under opsyn sammen med børn, og det gælder også her.

Ingen kilde taler direkte om bolig i lejlighed. Racen er mellemstor, har et stort behov for at bruge sin næse og kan være højlydt. Ingen kilde siger noget om katte og smådyr, så de bør introduceres forsigtigt og under opsyn.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt og forholdsvis grov. DKK skriver, at den kun kræver regelmæssig børstning og giver god beskyttelse mod vejr og vind, og at ørerne skal holdes rene for at forebygge infektioner. SKK nævner, at pelsen er nem at passe og kun kræver et bad en gang imellem. Ingen af kilderne siger noget om, hvor meget racen fælder, eller om savl, selv om standarden beskriver hængende læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at racen ikke har kendte racespecifikke helbredsproblemer, men at hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Svenska Schweisshundklubbens avlsstrategi, der er et forslag med data til omkring 2006, er mere detaljeret. Her var 14,5 procent af 310 røntgenfotograferede hunde HD-belastede, og i perioden 2000 til 2004 var andelen 20 procent. Armartrose ses ikke som et problem. Nedsat skjoldbruskkirtelfunktion (hypotyreose) er en kendt sygdom i racen, med omkring 27 kendte tilfælde, og klubben kræver blodprøver af avlsdyrene. Strategien nævner desuden 20 hunde med epilepsi eller epilepsilignende anfald siden 1984 og hyppige, men som regel små navlebrok. 87 procent af 103 ejere mente i 2003, at deres hund var rask, og strategien skriver, at det ikke er usædvanligt, at en rask hund bliver 12 til 14 år.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling, og DKK’s etiske avlsregler samt stambogsreglerne skal følges. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse på racens side. De svenske krav, blandt andet viltspormesterskab, HD-grad A eller B og godkendte skjoldbruskkirtelprøver, er svenske klubregler og ikke danske krav.

Den bayerske bjergschweisshund er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven, og DKK har ingen specialklub for den. Den hører under Klubben for Jagthunde uden Specialklub (KJS).

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.