Appenzeller Sennenhund

Mere om racen

Overblik

Appenzeller Sennenhund er en mellemstor, korthåret og trefarvet kvægdriver fra kantonen Appenzell i det nordøstlige Schweiz. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 3, sammen med de tre andre schweiziske sennenhunde, med standardnummer 46. Hanner måler 52 til 56 cm og tæver 50 til 54 cm med en tolerance på 2 cm til hver side. Standarden angiver ingen vægt, men DKK nævner 25 til 30 kg.

Racen er en arbejdshund med et livligt temperament og et kækt udtryk. Den har drevet kvæg, vogtet gården og holdt øje med huset, og i dag bruges den også som alsidig brugs- og familiehund. Den er vagtsom, gør let og har brug for en ejer, der vil bruge meget tid på motion og træning. Racen er sjælden i Danmark og har ingen egen specialklub. DKK henviser til Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde (KHKG).

Historie og oprindelse

Appenzelleren blev første gang beskrevet i 1853 i bogen “Tierleben der Alpenwelt” som en “korthåret, mellemstor, flerfarvet kvæghund med lys gøen og af ret ensartet spidstype”, der blev brugt dels til at vogte gården, dels til at drive kvæget. Bønderne i Appenzell havde brug for en hund, der både kunne drive flokken, hjælpe med at fragte mælken og holde vagt.

I 1895 bad skovrider Max Siber det schweiziske kennelforbund SKG om at gøre noget for racen. Kantonen St. Gallen bevilgede 400 francs i 1898, og ved et marked i Altstätten blev ni hanner og syv tæver præmieret. Ifølge den svenske raceklub blev elleve af de seksten hunde brugt i avlen og er grundlaget for racen i dag.

Professor Albert Heim, der arbejdede for alle de schweiziske sennenhunde, tog over efter Sibers død. I 1906 blev Appenzeller Sennenhund Club stiftet, og stambogsføring af hvalpene blev obligatorisk. Heim skrev den første gyldige standard i 1914. Racen blev siden eksporteret til flere europæiske lande, men i Tyskland døde bestanden ud under Anden Verdenskrig og kom først tilbage i 1952. FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

I dag findes racen over hele Schweiz og avles i mange europæiske lande, især Schweiz, Østrig, Holland og Tyskland. Avlsbasen er stadig lille. Det første danske kuld blev efter alt at dømme født sidst i 1980’erne, og i 2014 var der under 100 appenzellere i Danmark.

Udseende og størrelse

Appenzelleren er næsten kvadratisk bygget, muskuløs, meget adræt og behændig. Hovedet er let kileformet, øjnene er små og mandelformede, og de trekantede ører hænger fladt ned, men rejses og drejes frem, når hunden er opmærksom. Det mest særprægede er halen, der i bevægelse bæres stramt rullet over krydset. DKK nævner, at den oprullede hale kan tyde på, at der også er spidshunde i racens baggrund.

Pelsen er en tætliggende dobbeltpels, såkaldt stockhår, med tæt og blank dækpels og tæt underuld i sort, brun eller gråt. Grundfarven er sort eller havannabrun med rødbrune og hvide aftegn, der skal være så symmetriske som muligt. Der er små rødbrune pletter over øjnene og rødbrunt på kinder, bryst og ben, altid mellem grundfarven og det hvide. Den hvide blis går uafbrudt fra issen ned over næseryggen, og der er hvidt fra hagen over struben til brystet, på alle fire poter og på halespidsen. Hunde, der ikke er trefarvede, diskvalificeres.

Med en vægt på 25 til 30 kg efter DKK’s tal ligger racen på grænsen mellem mellemstore og store hunde. Standarden kalder den mellemstor.

Temperament

Standarden beskriver en livlig, temperamentsfuld, selvsikker, pålidelig og frygtløs hund, der er let mistroisk over for fremmede og en vagthund, der “ikke kan bestikkes”. Den er også lærenem. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Flokinstinktet er stærkt. Appenzelleren er hengiven og beskyttende over for sin familie og vil helst kunne se alle på en gang. Over for fremmede er den forbeholden, og den svenske kennelklub beskriver den som meget mistænksom og som en hund, der selv vælger, hvem den vil omgås. Når fremmede først er set an, viser den dem som regel ikke den store interesse.

Racen gør let. Som kvægdriver samlede den flokken med høj gøen, så bonden altid kunne høre, hvor hunden var. DKK skriver, at den reagerer med en skarp og gennemtrængende gøen på alt, hvad den finder mistænkeligt. Det bør man regne med, hvis man har tætte naboer.

Den svenske raceklub fortæller, at der tidligere har været problemer med aggressive og ekstremt sky hunde, og at avl med hunde med godt temperament derfor er vigtig.

Motion og aktivering

Appenzelleren skal arbejde. DKK skriver, at racen kun bør anskaffes af mennesker, der virkelig har lyst til at foretage sig noget med hunden, og at masser af motion og beskæftigelse er prisen for en charmerende og lydhør følgesvend. Den tyske raceklub skriver det samme: Den har brug for sportslige mennesker, der har tid til at beskæftige sig grundigt med den hver dag, og folk, der helst vil have det mageligt, bør vælge en anden race.

Racen er alsidig og kan bruges til næsten al hundesport: agility, lydighed, rallylydighed, brugshundearbejde, sporarbejde og redningsarbejde i ruiner og laviner. I Europa bruges den også som politihund, trækhund og førerhund, og i Schweiz arbejder nogle stadig med kvæg. Den er hurtig og adræt og klarer let forhindringer. Uden en meningsfuld opgave mister den sin arbejdsglæde og kan blive rastløs.

Træning og socialisering

Appenzelleren er samarbejdsvillig og lærer usædvanlig hurtigt. Det gælder også det, man ikke ønsker, så fejl i indlæringen sidder hurtigt fast. Hunden har stor arbejdsglæde, madglæde og byttedrift og er derfor let at motivere. DKK anbefaler at træne i korte, varierede sekvenser med højt tempo og at belønne rigeligt, men uden at hunden bliver overmotiveret.

Opdragelsen skal være konsekvent og begynde tidligt, fordi man har med et energibundt at gøre. DKK skriver, at racen uden tidlig socialisering og konsekvent opdragelse kan tage magten i familien. Hård træning virker mod hensigten og giver blot modstand fra en selvsikker hund.

Både den svenske kennelklub og AKC skriver, at appenzelleren ikke er en hund for førstegangsejere. Den skal socialiseres meget med mennesker, hunde, andre dyr og mange slags omgivelser allerede som hvalp.

Familie og bolig

Godt opdraget er appenzelleren en trofast og kærlig familiehund. Den tyske raceklub kalder dens kærlighed til børn nærmest legendarisk, når hvalpen er vokset op under de rette forhold, og KHKG kalder den børnevenlig. Den knytter sig tæt til sin ejer, familien og hjemmet. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen har brug for at være en del af familien. SKK skriver, at den trives bedst, når den altid må være med, og at den ellers kan blive rastløs. Den egner sig ikke til hundegård, og alene-tid bør øves gradvist fra hvalpealderen.

Lejlighed er et dårligt valg. SKK skriver direkte, at racen ikke passer til at bo i lejlighed, og AKC, at dens temperament og motionsbehov gør den uegnet til lejlighed og til et travlt bymiljø. Den trives bedst med plads og et aktivt liv.

Pelspleje

Den korte, robuste pels beskytter godt i al slags vejr og er let at passe. En grundig børstning en gang om ugen med en fast børste fjerner løse og døde hår, og pelsen skal hverken trimmes eller klippes.

Hunden fælder som regel to gange om året og skal da kæmmes grundigt igennem. Ellers fælder den kun lidt, hvis pelsen børstes jævnligt. Standarden beskriver rene, tætsluttende læber, hvor mundvigen ikke er synlig.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske kennelklub nævner patellaluksation, hvor knæskallen kan glide ud af sin plads, som den mest almindelige sygdom i racen. Ektopisk ureter, en medfødt fejl hvor urinlederen munder forkert ud i blæren og kan give inkontinens og urinvejsinfektioner, forekommer også, og det samme gør hofteledsdysplasi (HD). De svenske tal bygger på meget få hunde, og den svenske raceklub anbefaler derfor at se avlen i et europæisk perspektiv. Den tyske raceklub kalder racen robust og langlivet. Hunden skrev i 2014, at mange appenzellere bliver 13 til 16 år, og AKC nævner 13 til 15 år.

Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025, bilag 2) skal en appenzeller røntgenundersøges for hofteledsdysplasi, før den bruges i avl. Hunde med HD-status D eller E må ikke bruges i avl, og en hund med C må kun parres med en hund med A. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kun sammen med A), og faderens testikler skal være dokumenteret normale. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på en udstilling.

Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven og ligner ingen af de forbudte racer. Halekupering er ikke tilladt.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og om knæ og urinveje er undersøgt. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.