Hovawart

Mere om racen

Overblik

Hovawart er en kraftig, langhåret brugshund fra Tyskland. FCI placerer den i gruppe 2 blandt molosserne, i underafsnittet for bjerghunde, og racen har standardnummer 190. Den er underlagt brugsprøve, og standarden kalder den en anerkendt brugshund til alsidig anvendelse: ledsager, vagthund, bevogtningshund, redningshund og sporhund.

Navnet fortæller, hvad hunden oprindelig skulle: vogte gården. Den er godmodig og ligevægtig, knytter sig stærkt til sin familie og holder samtidig øje med alt, hvad der sker omkring hjemmet. Racen passer bedst til en aktiv familie med plads, tid til daglig træning og erfaring med eller lyst til at lære at opdrage en selvstændig og vagtsom hund.

Historie og oprindelse

Ordet hovawart kommer fra middelhøjtysk, hvor hova betyder gård og wart betyder vogter. Store, langhårede gårdhunde vogtede tyske gårde og godser i århundreder, og i begyndelsen af 1900-tallet fandtes de stadig på enkelte gårde i blandt andet Harzen og Schwarzwald. Typen var dog ved at forsvinde.

Fra 1922 blev racen genopbygget ud fra gårdhunde af lignende type. Kurt König står bag arbejdet, men kilderne er uenige om, hvornår det begyndte: DKK skriver, at han besluttede sig i slutningen af 1800-tallet, mens FCI-standarden og Dansk Hovawart Klub regner fra 1922. I de første år blev der krydset schæferhund, newfoundland og leonberger ind, og ifølge klubben også kuvasz og andre racer. DKK nævner kuvasz med et “muligvis”. Gennem streng udvælgelse blev den oprindelige brugshundetype genskabt, og racen blev anerkendt i Tyskland i 1937. Den blev anerkendt som brugshund i 1964, og FCI anerkendte den endeligt i 1955. Efter 2. verdenskrig udviklede der sig forskellige typer i Øst- og Vesttyskland, og forskellene kan stadig spores.

Hovawarten kom til Danmark i 1967, og Dansk Hovawart Klub blev stiftet i 1979. I dag bruges racen blandt andet af militæret i Sverige og som redningshund i flere europæiske lande.

Udseende og størrelse

Hovawarten er en kraftfuld, mellemstor til stor hund med lang pels. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden: kropslængden er 110 til 115 procent af højden. Hovedet er kraftigt med bred, hvælvet pande og et lige næseparti, der er omtrent lige så langt som kraniet. Ørerne er trekantede og hængende, og den buskede hale når ned under haseleddet. Forskellen mellem hanner og tæver skal være tydelig, især i hovedet og kroppens bygning: tæver har et slankere hoved, hanner et bredere og kraftigere.

Pelsen er lang, tæt og let bølget og ligger fladt ind til kroppen med ikke meget underuld. Der er faner på forsiden af halsen, under bugen, bag på benene og under halen, mens pelsen er kort på hovedet og forsiden af benene. Racen findes i tre farver: sort med blonde aftegninger, helt sort og blond. Enkelte små hvide pletter på brystet er tilladt.

Skulderhøjden er 63 til 70 cm for hanner og 58 til 65 cm for tæver. FCI-standarden angiver ingen vægt, men den britiske kennelklubs standard angiver 30 til 40 kg for hanner og 25 til 35 kg for tæver, så racen hører til de store hunde. DKK’s racebeskrivelse angiver det samme spænd, 25 til 40 kg.

Temperament

Standarden beskriver et godmodigt og ligevægtigt gemyt med beskyttertrang, selvtillid og evne til at tåle pres. Temperamentet er middel, og næsen er meget god. Hunden er særligt hengiven over for sin familie, og aggressive, ængstelige eller sløve hunde diskvalificeres.

Hovawarten er aktiv, samarbejdsvillig og selvstændig. Den er vagtsom og kan være forbeholden over for fremmede, og klubben kalder den en ubestikkelig vogter af hjem og familie. Den er meget arbejdsglad, ivrig og udholdende, men kan også hvile en stor del af dagen, når den har fået lov at bruge sig selv. Racen modnes sent, først omkring treårsalderen.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er stort. Hovawarten skal have meget motion og forskellige opgaver, der stimulerer den mentalt, og den skal udfordres både fysisk og mentalt hver dag. Den vil gerne være udendørs og har brug for gode muligheder for at strække ud og bruge sine kræfter. Får den ikke nok at lave, finder den selv på noget, og det er sjældent til ejerens glæde.

Næsen gør sporarbejde til en oplagt aktivitet, og at følge et spor trætter hunden mentalt. Racen bruges også til redningsarbejde og brugshundesport som spor-, politi- og forsvarsarbejde. Forsvarsarbejde kan trænes, men hovawarten er ikke lige så vedholdende som schæferhunden, og figuranten skal kunne aflæse, hvornår hunden skifter fra legelyst til forsvar eller flugt.

Træning og socialisering

Hovawarten er lærenem og samarbejdsvillig, men den kræver en ejer med konsekvens, tålmodighed og indlevningsevne. Hårdhed nytter ikke. Hunden kan opfatte den som en provokation, og bliver den hersét med, går den helt i baglås. Lær den i stedet kommandoer og øvelser stille og roligt i passende portioner, og byg en tillid op, som hunden kan regne med.

Tidlig socialisering er vigtig. Sammen med motion og mentale opgaver mindsker den racens naturlige reservation over for nye og ukendte ting. Med lydighedskommandoer kan hunden lære at falde helt til ro efter høj aktivitet. Klubben anbefaler at træne lidt hver dag. DKK kalder racen en udmærket familiehund hos erfarne mennesker, der vil afse tid til træning og socialisering.

Familie og bolig

Hovawarten er en brugshund, men i lige så høj grad en familiehund. Den har stor tolerance over for børn og er som regel glad for dem, især hvis den har været vant til børn fra hvalp. Børn skal lære at omgås hunden rigtigt, og samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn. Hunden har fra første dag brug for god kontakt med sin familie, for det er sådan, dens gode egenskaber udvikles.

Racen skal have god plads og motion. Den er stor, vil gerne være ude og har brug for gode muligheder for at strække ud, og den holder vagt over hjemmet. Klubben skriver, at den er et godt valg for en familie, der ønsker en vogter af hus og hjem og har tid og lyst til at træne og opdrage den.

Pelspleje

Pelsen er robust og nem at holde, selv om den er lang. En grundig omgang med børste og kam en gang om ugen er som regel nok. Ingen af kilderne nævner trimning eller klipning. Til gengæld anbefaler klubbens racebeskrivelse en god støvsuger, når hunden fælder sin underuld, mens DKK skriver, at pelsen ikke fælder meget.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hofteledsdysplasi (HD) har været i fokus i racen siden 1960’erne. Ifølge FCI-standarden er sygdommen næsten helt trængt tilbage gennem vedholdende avlsudvælgelse, og den tyske raceklub avler kun på hunde med HD-status A eller B. Den hyppigste sygdom med formodet arvelig baggrund er lavt stofskifte, som oftest skyldes en autoimmun betændelse i skjoldbruskkirtlen. I en finsk undersøgelse fra 2016 (Åhlgren og Uimari) af 4.953 hovawarter født 1990 til 2010 var 107 diagnosticeret, og forfatterne vurderer arveligheden som moderat til høj. De henviser også til en svensk undersøgelse, hvor 13 procent af hovawarterne var ramt, efter at alle hunde var blevet testet. Sygdommen findes sjældent før to til fire års alderen og kan behandles med hormontilskud. Der er ikke fundet en pålidelig kilde til racens levealder.

Hovawart er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er røntgenundersøgt for HD før første parring. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Hvalpe får påtegningen om avl efter klubbens og DKK’s anbefalinger, når begge forældre er avlskåret (dansk kåring eller tysk ZTP). Klubben samarbejder med det internationale hovawartforbund om sundhedsdata og beder ejere indberette sygdomme og dødsfald.

Dansk Hovawart Klub advarer mod hunde, der opdrættes uden for DKK, og råder til at besøge mere end én opdrætter, se moderdyret og spørge, om opdrætteren er medlem af klubben, og om hvalpene får DKK-stambog. De fleste hvalpe under klubben bliver hvalpetestet ved syv uger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.