Malteser

Mere om racen

Overblik

Malteseren er en lille, helt hvid selskabshund med en meget lang, silkeblød pels. FCI placerer den i gruppe 9, sektion 1, sammen med de øvrige bichoner, og i Sydeuropa kaldes den stadig Bichon Maltese. Racen vejer kun 3 til 4 kg, men beskrives som robust, livlig og nysgerrig snarere end skrøbelig. Hjemme er den rolig og tæt knyttet til sin familie, og udenfor er den overraskende aktiv.

Racen er sjælden i Danmark. Da DKK’s blad Hunden portrætterede den i 2014, blev der registreret 22 til 36 hvalpe om året, og der fandtes omkring 250 maltesere i landet. Den største opgave ved at eje en malteser er pelsen, som kræver pleje hver dag, uanset om den holdes lang eller klippes kort. Racens specialklub i Danmark er Klubben for Små Selskabshunde.

Historie og oprindelse

Navnet er misvisende. Ifølge FCI-standarden kommer det ikke fra øen Malta, men fra et semitisk ord for tilflugtssted eller havn, som går igen i mange stednavne ved Middelhavet. Forfædrene levede i havnebyerne i det centrale Middelhavsområde, hvor de fangede mus og rotter i pakhuse og skibenes lastrum. Allerede på Aristoteles’ tid nævnes små hunde under det latinske navn canes melitenses, og racen var en yndet skødehund blandt romerske kvinder. I renæssancen dukker de små hvide hunde op på malerier af fornemme damer i Italien, Frankrig og Spanien.

Hvor racen præcis opstod, er uklart. FCI angiver det centrale Middelhavsområde som oprindelse og Italien som patronatland, mens den danske klub nævner, at den også kan stamme fra en af de omliggende øer. En teori går ud på, at fønikiske handelsfolk bragte hundene til Malta, og i Maltas kongelige bibliotek hænger et portræt fra 1833, der ligner den moderne malteser.

I 1800-tallet var malteseren en yndet skødehund i overklassen, blandt andre hos dronning Victoria, og ved den engelske kennelklubs udstilling i 1873 deltog 24 maltesere. Den amerikanske kennelklub anerkendte racen i 1888. Til Sverige kom den første malteser i 1910, mens racen først nåede Danmark i 1970’erne.

Udseende og størrelse

Malteseren er lille og noget længere end høj: kroppen er omkring en tredjedel længere end skulderhøjden. Hovedet er bredt med et markeret stop, og næse, læberande og øjenrande skal være helt sorte. Øjnene er store, runde og mørke med et livligt og opmærksomt udtryk. Halen bæres i en stor bue ind over ryggen, og bevægelserne er flydende med korte, meget hurtige skridt.

Pelsen er racens kendetegn. Den er tæt, blank og helt glat, uden bølger eller krøller, og på kroppen skal den være længere end skulderhøjden og falde tungt ned som en kappe. Der er ingen underuld. Farven er rent hvid, og en bleg elfenbensfarvet tone er tilladt. Spor af blegt orange tolereres, men er en fejl, og pletter i andre farver diskvalificerer.

FCI-standarden angiver en skulderhøjde på 21 til 25 cm for hanner og 20 til 23 cm for tæver, og vægten skal ligge på 3 til 4 kg. Racen hører dermed til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver malteseren med fire ord: livlig, hengiven, meget rolig og meget intelligent. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Hunden falder til ro indendørs, men er glad, nysgerrig og altid klar til leg og oplevelser, når den kommer ud. Trods det fine ydre er den modig og hårdfør.

Malteseren er meget menneskeorienteret. Den trives kun med nær kontakt og vil helst følge sin ejer overalt i hjemmet. Over for fremmede er den som regel venlig og imødekommende, men nogle er reserverede, indtil de er godt socialiserede. Andre hunde accepteres som regel, men store hunde skal ofte ses an først, og den kan finde på at udfordre hunde, der er langt større end den selv.

Racen er vagtsom. Den melder altid, når nogen kommer, og tøver ikke med at slå alarm, hvis den aner fare. Den kan også være noget gøende, når den springer frem for at hilse på gæster.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er beskedent. Op til en halv time om dagen er normalt nok, og meget af behovet kan dækkes med leg indendørs eller i haven. Malteseren er dog ikke en ren sofahund. DKK anbefaler daglige gåture af en vis længde, hvor hunden kan løbe frit og bruge næsen.

Forfædrene jagede mus og rotter, og noget af den lyst er bevaret. Racen er adræt og klarer sig godt i hundesport som agility og lydighed, og tricks og små opgaver er gode til at holde hovedet i gang. Hundeskove er bedst, hvis kun små hunde er sammen. Uden underuld og med sin lille størrelse tåler malteseren kulde dårligt.

Træning og socialisering

Malteseren lærer hurtigt og skal ofte kun have tingene at vide et par gange. Den kan dog være stædig, og den reagerer bedst på træning med belønning i form af godbidder eller leg. Konsekvens er vigtig, fordi hunden hurtigt lærer, hvordan den får sin vilje.

DKK peger på en typisk faldgrube for små hunde: mange bliver forkælede og får aldrig vist, hvor lærenemme og samarbejdsvillige de er. En venlig og konsekvent opdragelse og tidlig socialisering gør livet lettere for både hund og ejer. Det gælder også pelsplejen. Hvalpen bør tidligt lære at ligge stille på siden og på ryggen, mens den bliver børstet, og at få renset øjnene hver dag.

Familie og bolig

Malteseren passer godt ind i en familie, hvor den kan være med i hverdagen. Den er legesyg og kan være god med børn, men den er så lille, at børn let kan komme til at skade den, og samvær bør altid foregå under opsyn. Klubben for Små Selskabshunde gør opmærksom på, at racen ikke bryder sig om små børnefingre, der river i den lange pels, og at en kortere klipning kan være en løsning.

Størrelsen og det lave motionsbehov gør racen let at have i en lejlighed, og mange maltesere kan lære at bruge en indendørs toiletløsning. Tendensen til at melde gæster kan dog genere naboerne.

Hverken raceklubberne eller de veterinære kilder beskriver, hvordan racen klarer at være alene. Det store behov for nærkontakt taler for, at alenetid skal indlæres gradvist, og hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og tilvænning.

Pelspleje

Pelsplejen er omfattende. En lang pels skal redes igennem helt ind til huden hver eller hver anden dag, og dagligt under pelsskiftet fra hvalpe- til voksenpels, der typisk sker omkring ni måneders alderen. Filtre sætter sig især bag ørerne og i armhulerne. Før badet skal alle filtre være fjernet, og bagefter skal pelsen føntørres, mens den børstes. Skægget skal renses efter hvert måltid, og håret over øjnene samles i en elastik eller klippes, så det ikke irriterer øjnene. En udstillingspels kræver mange timers arbejde om ugen.

Mange familiehunde klippes derfor kortere, ofte hos en hundefrisør. Klubben anbefaler at vente med klipning, og også med kastration eller sterilisation, til pelsskiftet er overstået. Til gengæld fælder malteseren meget lidt.

Mange maltesere har tåreflåd, som giver brune striber under øjnene. Misfarvningen er svær at fjerne igen, men kan holdes nede, hvis man fjerner søvn ved øjnene hver dag. Ved meget tåreflåd er det en god idé at få dyrlægen til at finde årsagen. Tænderne bør børstes ofte, gerne hver gang pelsen børstes.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Malteseren regnes generelt for en sund race, men den er disponeret for en række lidelser: knæskalsluksation, hvor knæskallen glider ud af leje, portosystemisk shunt, hvor blodet går uden om leveren, tandproblemer, hjertesygdom, grå stær, entropion (indadrullede øjenlåg), hydrocephalus og Chiari-misdannelse med syringomyeli. Racen nævnes i den veterinære litteratur blandt dem, der er disponeret for medfødt levershunt, og hvalpe kan få målt galdesyrer for at udelukke leverproblemer. Tandkødssygdom er almindelig, især hos ældre hunde, og meget små hvalpe kan få lavt blodsukker, hvis de ikke spiser ofte nok. Rindende øjne er udbredt i racen, men er som regel et kosmetisk problem.

DKK stiller som avlskrav kun, at faderens testikler er dokumenteret normale. Til Basis+-stambog anbefales siden 2013, at begge forældre har mindst Very Good på udstilling eller er eksteriørgodkendt, og at de er undersøgt for patellaluksation med status 0 eller 1. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så der er ikke lovkrav om røntgen for HD eller AD. I udlandet anbefales desuden øjenundersøgelse af avlsdyr og undersøgelse for hjertefejlen PDA.

En stor britisk undersøgelse af hundes levealder (McMillan og kolleger, 2024) fandt en medianlevealder på 13,1 år for maltesere. Hunden 2014 angav typisk 14 til 15 år, men uden at oplyse, hvad tallet bygger på. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.