Tibetansk Mastiff

Mere om racen

Overblik

Tibetansk Mastiff, på tibetansk Do-Khyi, er en kraftig, tung vogterhund fra Himalaya. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.2, blandt molosserne af bjergtypen, med standardnummer 230 og uden brugsprøve. Oprindelseslandet er Tibet (Kina), og FCI er protektor. Standarden kræver mindst 66 cm for hanner og 61 cm for tæver, men nævner ingen vægt. DKK oplyser 62 til 65 kg, og racen hører til størrelsesklassen meget stor. Den har en tæt pels med manke og er sort, blå eller gylden, med eller uden tan.

Racen er lovlig i Danmark, men er nævnt i dyrevelfærdsbekendtgørelsen, som kræver røntgen af hofter og albuer før avl. SKK skriver, at den ikke er en passende førstegangshund, og at den kræver en ansvarsfuld og hundevant ejer.

Historie og oprindelse

Standarden kalder racen en gammel arbejdshund hos Himalayas nomadehyrder og en traditionel vogter af de tibetanske klostre. Den har været omgærdet af myter, siden den først blev opdaget i oldtiden. Beretningerne spænder fra Aristoteles til Marco Polo, der rejste i Asien i 1271, og alle priser racens naturlige styrke og indtryk. En af de første kendte tibetanske mastiffer i Vesten var en han, som Lord Hardinge sendte til dronning Victoria i 1847. I 1880’erne tog Edward VII, dengang prins af Wales, to hunde med til England.

DKK skriver, at racen menes at være grundlaget for de assyriske krigshunde og de fleste europæiske mastiffer og store kvægvogterhunde, og at den har eksisteret i mindst 3.000 år. I 1970’erne blev hunde fra Nepal og Bhutan eksporteret til USA, Tyskland og Schweiz, hvor den moderne tibetanske mastiff blev udviklet. SKK skriver, at der i Tibet fandtes to typer, en lettere, der vogtede kvæg, og en større og grovere, der var vagthund i landsbyen. FCI har anerkendt racen definitivt siden 1961.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftig, tung og velbygget hund med god knoglebygning. Den er imponerende og virker alvorlig, og den kombinerer majestætisk styrke, robusthed og udholdenhed. Racen modnes langsomt: tæverne er først færdigudviklede ved 2 til 3 år og hannerne ved mindst 4 år. Kroppen er lidt længere end højden. Hovedet er bredt, tungt og stærkt, og hos voksne kan en rynke gå fra over øjnene ned til mundvigen. Læberne er veludviklede og dækker underkæben. Hængende flapper er en alvorlig fejl. Øjnene er mellemstore, i en hvilken som helst brun nuance, og udtrykket er værdigt. Ørerne er mellemstore, trekantede og hængende, og bæres fremad, når hunden er opmærksom. Halsen er stærk og buet, med så lidt halsfold som muligt og en tyk, opstående manke, der er mindre fremtrædende hos tæver.

Halen er af middel længde, sat højt og bæres højt, løst krøllet over ryggen, når hunden er opmærksom eller i bevægelse, og den er veludsmykket. Vinterklør er valgfrie.

Pelsen er hård og tyk med en yderpels, der ikke er for lang, og en tæt, ret uldet underuld i koldt vejr, som bliver sparsom i varmere måneder. Hannerne har tydeligt mere pels end tæverne. Hårene er fine, men hårde, lige og afstående, aldrig silkeagtige, krøllede eller bølgede. Farverne er sort, blå eller guld, fra rig fawn til dyb rød, og sabel, med eller uden tan. En hvid stjerne på brystet er tilladt. Alle andre farver og farvekombinationer, for eksempel hvid, creme, grå, leverbrun og stribet, er udelukkende fejl.

Hanner skal være mindst 66 cm og tæver mindst 61 cm, og standarden tillader 2 cm under, men straffer det som en alvorlig fejl. Der er ingen øvre grænse. DKK oplyser vægten 62 til 65 kg. Det er et snævert interval, som ikke stammer fra standarden.

Temperament

Standarden opsummerer temperamentet i få ord: selvstændig, beskyttende, kræver respekt og meget loyal over for sin familie og sit territorium. En aggressiv eller meget sky hund er udelukket.

DKK beskriver en modig og utrættelig hund med en stærk vagtinstinkt. Med tidlig socialisering og tæt, forstående kontakt til mennesker kan den tilpasse sig familielivet, men den forbliver på vagt over for fremmede, næsten afvisende. SKK skriver, at personligheden varierer fra hund til hund, men at hundene generelt er modige, reserverede over for fremmede, stædige og selvstændige. Den er vant til at tage sine egne beslutninger. SKK’s avlsstrategi tilføjer, at hunden først og fremmest forsøger at skræmme ubudne gæster væk med sin kraftige gøen og ikke går direkte til angreb. De fleste svenske hunde er ifølge klubben velsocialiserede og kan håndteres tæt sammen med både mennesker og andre hunde.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen har brug for meget plads, men ikke er særlig krævende, hvad motion angår. Den tåler alt slags vejr og foretrækker at være udendørs. SKK nævner, at den trives på landet, hvor den hele året har rig mulighed for at være ude. Ingen af kilderne beskriver racen i hundesport eller siger noget om aktivitetsniveauet i hverdagen, og vi sætter derfor ikke et tal på det.

SKK advarer om, at racen er tilbøjelig til at stikke af. Den kræver et hegn, den hverken kan grave sig under, springe over eller bide sig igennem.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen har de store hyrdehundes selvstændighed, og at den derfor bør belønnes for at samarbejde. Træningen kræver fast, ensartet håndtering og en venlig hånd, der respekterer racens oprindelse. Den er en stærk vagthund, der kan reagere skarpt, hvis den provokeres, men den søger ikke konfrontation.

SKK skriver, at racen kræver en ansvarsfuld, kyndig og erfaren ejer med vane med store, kraftfulde hunde, og at ejeren bør have tidligere hundeerfaring. Den er vant til at træffe egne beslutninger. SKK understreger, at den ikke passer til alle.

Familie og bolig

DKK siger, at racen med tidlig socialisering og tæt kontakt kan tilpasse sig familielivet. Ingen af de gennemgåede kilder omtaler børn direkte. SKK skriver direkte, at tibetansk mastiff ikke trives med at være alene i lange perioder, og at den ikke passer til lejlighed. DKK siger, at racen har brug for meget plads og foretrækker at være udendørs.

Tæverne løber kun en gang om året, og hvalpene fødes normalt om vinteren fra december til februar, skriver SKK.

Pelspleje

Pelsen er en dobbeltpels med tyk, hård yderpels og tæt, blød underuld. DKK skriver, at underulden fælder næsten helt om foråret, og at hunden bør børstes grundigt og regelmæssigt. SKK kalder pelsen forholdsvis let at passe trods dens størrelse og siger, at den er smudsafvisende, men at den kræver en hel del børstning om foråret.

Standarden beskriver kun læbernes form og siger ikke noget om savl. SKK’s avlsstrategi nævner, at dommere har kritiseret enkelte hunde for løst hængende læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK nævner hofteledsdysplasi, epilepsi, PRA (en øjensygdom) og demodex (en hudsygdom) som tilstande, der forekommer. Racen har i Sverige et hofteprogram på niveau 2, så begge forældre skal have kendt hofteleds-status før parring. Klubben anbefaler røntgen af albuerne. Af de svenskfødte hunde fra 2018 til 2023 har kun 21 procent kendt HD-status, og der er derfor ikke noget sikkert statistisk grundlag for racens helbred. Agria skriver, at risikoen for at skulle til dyrlæge for bevægeapparat, hud, ører og kønsorganer lå over gennemsnittet for alle racer i 2013 til 2016.

DKK kræver, at begge forældre har officiel HD-status A eller B før parring, og at en hund med HD C kun må bruges til en partner med A. Begge forældre skal have AD-status 0 eller 1, og faderen skal have dokumenterede normale testikler. Tidligste røntgenalder er 12 måneder. For udenlandske hunde gælder kravet om HD- og AD-fotografering ikke, men Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde skal godkende den udenlandske han inden parring. Aftalen gælder til 31. december 2027. Ingen farve giver ifølge DKK avlsforbud.

Racen er nævnt i bilag 2, afsnit 2, i bekendtgørelse nr. 607 af 2025. Loven kræver derfor røntgenundersøgelse for HD og AD før første parring, og hunde med HD grad D eller E eller AD grad 2 eller 3 må ikke bruges i avl. Hunde med HD C må kun parres med en hund med HD A. Kupering af ører og hale er kun tilladt af veterinære grunde.

Tibetansk Mastiff er ikke blandt de 13 racer i hundelovens § 1 a og er lovlig at holde i Danmark. Loven forbyder centralasiatisk ovtcharka og andre store vogterhunde, men ingen af de gennemgåede kilder beskriver tibetansk mastiff som en af de forbudte racer eller som beslægtet med dem. Er politiet i tvivl om en hunds race eller type, kan de kræve dokumentation (§ 1 b, stk. 2), så en tibetansk mastiff bør have stamtavle.

Spørg opdrætteren om forældrenes hofter og albuer. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.