Siberian Husky

Mere om racen

Overblik

Siberian Husky er en nordisk slædehund, som FCI placerer i gruppe 5, sektion 1 blandt de nordiske slædehunde. Racen er udviklet af hunde fra det nordøstlige Sibirien, men det var i Alaska og USA, den blev til en egentlig race, og FCI angiver USA som oprindelsesland. Den er bygget til at trække en let last i moderat tempo over meget lange afstande, og den regnes for den hurtigste af de racerene slædehunde. I Danmark repræsenteres racen af Dansk Polarhunde Klub.

Huskyen er middelstor, let på benene og har en tæt dobbeltpels, opretstående ører og en busket hale. Den er venlig, blid, årvågen og udadvendt. Til gengæld er den ikke nogen nem race at eje. Den har et meget stort behov for at løbe, en stærk jagtlyst og en trang til at strejfe, så den sjældent kan gå løs, og den trives dårligt med at være alene. Den gør sjældent, men hyler og “snakker” gerne.

Historie og oprindelse

I det nordøstlige Sibirien var hundene i århundreder en forudsætning for, at nomadefolk som tjuktjerne kunne overleve i det barske klima. Hundene trak slæder over store afstande på meget lidt føde. Ifølge Dansk Polarhunde Klub er det ikke sikkert, at nutidens huskyer udelukkende stammer fra tjuktjernes hunde: hunde fra korjakker, jukagirer og folkene på Kamtjatka kan også være indgået.

De første sibiriske hunde kom til Alaska i 1908, og i 1909 deltog et spand i det lange slædeløb All Alaska Sweepstakes ved Nome, hvor de vakte opsigt med deres fart og udholdenhed. Racen blev verdenskendt i vinteren 1925, da hundespand i stafet bragte serum mod difteri frem til den isolerede by Nome. En af musherne, Leonhard Seppala, tog senere sine hunde med til New England, hvor de lagde grunden til den amerikanske avl. American Kennel Club anerkendte racen i 1930, og den amerikanske raceklub blev stiftet i 1938.

Den første siberian husky i Danmark var tæven Allerellies Candy, som blev importeret fra Canada i 1968. Sammen med senere importer fra begyndelsen af 1970’erne blev hun en del af grundstammen bag mange af de huskyer, der i dag findes i Nordeuropa. Racen bruges stadig til slædehundesport, både i konkurrence og på ture, men er også blevet en populær familiehund.

Udseende og størrelse

Huskyen er en middelstor brugshund med moderat kompakt krop, moderat benstruktur og en flydende, tilsyneladende ubesværet gangart. Hovedet er af middel størrelse, og de trekantede, tæt behårede ører sidder højt og står stærkt op. Øjnene er mandelformede og kan være brune, blå, en af hver eller flerfarvede. Halen ligner en rævehale og bæres ofte i en sigdformet bue over ryggen, når hunden er opmærksom.

Pelsen er dobbelt og middellang med en blød, tæt underuld og lige, glatliggende dækhår. Den må aldrig være så lang, at den skjuler hundens omrids. Alle farver fra sort til ren hvid er tilladt, også grå, agouti, sabel og rød, med eller uden aftegninger. Merle og brindle diskvalificerer.

Hannerne måler 53,5 til 60 cm i skulderhøjde og vejer 20,5 til 28 kg, tæverne 50,5 til 56 cm og 15,5 til 23 kg. Det er yderpunkter uden præference for nogen af dem, og hunde over grænserne diskvalificeres. Racen hører dermed til de mellemstore hunde.

Temperament

Huskyens temperament er venligt og blidt, men også årvågent og udadvendt. Den har ikke vagthundens besiddertrang, er ikke overdrevent mistroisk over for fremmede og ikke aggressiv over for andre hunde, men voksne hunde kan vise en vis reservation og værdighed. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Den stærke flokfornemmelse er en forudsætning for, at fremmede hunde kan sættes sammen og arbejde i samme spand.

I hverdagen hilser huskyen typisk venligt på gæster og er derfor ingen vagthund. Den er sjældent klæbende og har stor selvstændighed, som kan sætte ejerens opfindsomhed på prøve. Racen har bevaret mange oprindelige egenskaber, blandt andet en meget stærk jagtlyst. Katte, kaniner, fugle og andre smådyr i og omkring hjemmet er i fare, og PDSA fraråder at holde racen sammen med mindre dyr, selv når de er vokset op sammen. Huskyen gør sjældent, men er meget vokal: den hyler, klynker og “snakker”.

Motion og aktivering

Huskyen er avlet til at løbe, og motionsbehovet er meget stort. Regn med mindst to timers fysisk motion hver dag, fordelt over dagen og på varierede ruter, og derudover leg, træning og hjernegymnastik som foderpuslespil. Løb, vandring og trækhundesport som bikejoring passer den godt. Jo mere den trænes, jo mere udholdende bliver den, så niveauet skal kunne holdes. Uden nok aktivitet kan den blive overaktiv og destruktiv.

Både Dansk Polarhunde Klub og den amerikanske raceklub anbefaler, at en husky altid holdes i snor eller på et sikkert indhegnet område. Trangen til at løbe og jage er så stærk, at indkald sjældent er pålideligt. Den tykke pels gør racen udsat for overophedning, så om sommeren bør lange ture og løb lægges tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

Træning og socialisering

Huskyen lærer hurtigt, men bliver sjældent særlig lydig og kan være egensindig. Den samarbejder helst på sine egne betingelser, så træningen skal være sjov og belønnende, gerne med godbidder eller legetøj, og ejeren skal være venlig, konsekvent og tålmodig. Råb og straf skader træningen og forholdet til hunden. Træning, der bygger på racens trang til at løbe og trække, passer den særligt godt.

Hvalpen skal tidligt have mange gode oplevelser med fremmede hunde og mennesker, både børn og voksne, ellers kan den blive tilbageholdende og sky. Lær den også fra starten, at hænder ikke er legetøj, fordi racen gerne bruger munden i leg. Den svenske raceklub beretter om mange unge huskyer, der omplaceres, fordi køberne ikke kendte racens krav, og racen anbefales generelt til ejere med erfaring.

Familie og bolig

Huskyen er venlig og meget social og elsker selskab, og den har et godt ry sammen med børn. Den er dog stærk og kan blive meget ivrig i leg, med jagt og hop, som kan være for meget for små børn. PDSA anbefaler derfor racen til hjem med voksne eller større børn. Som med alle hunde skal samvær med børn ske under opsyn.

Racen trives bedst med plads og en meget sikker have, gerne med et hegn på mindst 1,8 meter, fordi huskyer er kendt for at flygte ved at grave under, klatre over eller tygge sig gennem hegn. Den kan tilpasse sig mindre forhold, hvis den får rigeligt med fysisk og mental aktivitet, men hylen og snakken passer dårligt til tynde vægge og tætte naboer.

Huskyen har svært ved at være alene. Den er kendt for separationsangst, kan reagere med hylen og ødelæggelser, og nogle hunde tåler ikke engang korte perioder alene. DKK skriver, at den trives bedst i flok, når den er alene hjemme, gerne udendørs i en rummelig løbegård med højt hegn og et isoleret hundehus. Mange huskyer kommer godt ud af det med andre hunde og nyder at bo sammen med en artsfælle.

Pelspleje

Pelsplejen er overkommelig: en grundig børstning en eller flere gange om ugen holder pelsen i god stand. Pelsen må ikke klippes eller trimmes, bortset fra knurhår og hår omkring poterne, og den bør aldrig barberes, da underulden både varmer og beskytter mod varme. Huskyen er af natur ren og lugter ikke meget.

Til gengæld fælder racen meget. En eller to gange om året fælder underulden i store totter over flere uger, og i den periode skal der børstes oftere. Også resten af året må man regne med hår i hjemmet.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund, og avlen har længe været rettet mod funktion som slædehund. Lidelser, der nævnes for racen, er især hofteledsdysplasi og øjensygdomme som grå stær, glaukom, hornhindedystrofi og progressiv retinal atrofi (PRA). Også nedsat stofskifte, epilepsi og zinkmangel, der giver hårtab omkring albuer, poter og øjenlåg, forekommer. Ingen af de gennemgåede kilder giver en pålidelig levealder for racen, så den er ikke angivet her.

I Danmark kræver DKK, at begge forældredyr før første parring er øjenundersøgt og fundet fri for arvelig grå stær, og at faderen har normale testikler. Til Basis+-stambog anbefales også HD-status A, B eller C og en præmiering på udstilling. Racen er ikke nævnt i bekendtgørelse nr. 607 af 2025 blandt de racer, der ved lov skal HD-røntgenfotograferes før avl. Den britiske Royal Kennel Club anbefaler øjenundersøgelse med gonioskopi og HD-røntgen.

Dansk Polarhunde Klub råder købere til at få kopi af forældrenes stamtavler, øjenattester og HD-resultater, besøge hvalpene og spørge til socialiseringen. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.