Saluki

Mere om racen

Overblik

Saluki er en elegant mynde fra Mellemøsten. FCI placerer den i gruppe 10, sektion 1, blandt de langhårede eller behængte mynder, med standardnummer 269. Racen findes i to pelsvarianter: en med silkeagtigt behæng på ben, ører og hale og en glathåret uden behæng. Skulderhøjden er 58 til 71 cm for hanner.

Racen er værdig, selvstændig og reserveret over for fremmede. Den knytter sig tæt til familien og er rolig indendørs, men har en udpræget jagtlyst og et stort behov for at løbe. Den passer til mennesker, der kan give den daglig motion, sikre og indhegnede områder til frit løb og megen nærhed, og som ikke forventer en hund, der arbejder for at gøre sin ejer tilpas.

Historie og oprindelse

FCI angiver Mellemøsten som racens oprindelse og FCI selv som patron, så der er ikke tale om ét enkelt land. Salukien har i Mellemøsten været jagthund i tusindvis af år. Hver stamme holdt den type, der egnede sig bedst til det vildt, der fandtes i området, og traditionen sagde, at en saluki ikke blev købt eller solgt, men skænket som tegn på ære. Derfor kom de hunde, der nåede til Europa, fra vidt forskellige egne og klimaer, og racen er stadig varieret i type. Variationen er ønsket og typisk for racen.

Beduinerne brugte hundene til hare, ræv og gazelle, ofte fra hesteryg og sammen med jagtfalke, der distraherede byttet, til hunden nåede frem. Myndeklubben påpeger, at hundene ligner dem, der er afbildet i egyptiske kongegrave. Racens alder angives forskelligt: Myndeklubben skriver op til 8.000 år, mens den svenske raceklub taler om omkring 6.000 år.

Den britiske standard fra 1923 var den første europæiske og dækkede alle de oprindelige typer. FCI anerkendte racen endeligt den 8. april 1966. I dag er den mest en selskabshund med et stærkt jagtinstinkt.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund, der giver indtryk af ynde og symmetri, af stor fart og udholdenhed parret med styrke og aktivitet. Hovedet er langt og smalt med en moderat bred hjerneskal, en ikke markeret stop og en sort eller leverbrun næse. Øjnene er store og ovale med et værdigt, blidt udtryk. Ørerne er lange, bevægelige og dækket af langt, silkeagtigt hår.

Pelsen er glat og blød med silkeagtig tekstur. Hos den behængte variant sidder behænget på benene og bagpå lårene, og voksne kan have det på halsen, mens hvalpe kan have lidt uldent behæng på lår og skuldre. Den glathårede variant har samme standard, men intet behæng. FCI tillader enhver farve eller farvekombination, og brindle er uønsket.

Hanner er i gennemsnit 58 til 71 cm høje, tæver forholdsmæssigt mindre. Standarden angiver ingen vægt. Den svenske raceklub nævner som eksempler, at en tæve på 62 til 64 cm kan veje cirka 19 til 21 kg og en han på 69 til 71 cm cirka 28 til 30 kg, med store variationer efter bygning og kondition. DKK nævner 14 til 25 kg. Racen regnes som mellemstor.

Temperament

Standarden beskriver en hund, der er reserveret over for fremmede, men hverken nervøs eller aggressiv, og som er værdig, intelligent og selvstændig. DKK tegner samme billede: en hund, der knytter sig meget tæt til familien og især til den person, der passer den mest, og som er nysgerrig, men noget tilbageholdende over for fremmede. Myndeklubben kalder den følsom og reserveret og skriver, at den normalt ignorerer fremmede efter en kort snusen.

Indendørs er racen rolig og venlig, udenfor livlig og legesyg. DKK skriver, at den er selskabelig og trives fint sammen med andre hunde af samme type. Mynder er ifølge DKK ofte høfligt uinteresserede i fremmede hunde.

Jagtlysten er det mest afgørende træk. DKK skriver, at salukien glemmer alt omkring sig, når den får øje på bytte, og at byttet også kan være en lille hund eller en kat. Tidlig og vedholdende træning kan dæmpe instinktet, men aldrig slukke det.

Motion og aktivering

Racen har et stort motionsbehov. DKK skriver, at den behøver meget motion og mentalt stimulerende beskæftigelse, og PDSA nævner over to timer om dagen. Myndeklubben beskriver en hund, der elsker at løbe og gerne stærkt, og som har brug for jævnlig lejlighed til det. DKK’s pasningsvejledning for mynder anbefaler stærkt løb mindst et par gange om ugen, men det er et minimum for hele gruppen og mindre end de racespecifikke kilder angiver.

Fordi jagtlysten er stor, og opmærksomheden er svær at få tilbage, når jagten først er i gang, bør frit løb ske i et sikkert, indhegnet område. DKK påpeger, at det er svært at finde steder, hvor en saluki kan gå løs. Lure coursing og hundeløb er racens naturlige aktiviteter.

Træning og socialisering

Racen er intelligent, men selvstændig. DKK anbefaler tidlig socialisering, som dæmper reservationen over for fremmede, og varieret, venlig og konsekvent træning. Hvis hunden når at opbygge for stor selvstændighed, bliver opdragelsen sværere. Myndeklubben skriver, at den kun samarbejder, så længe den synes, aktiviteten er sjov.

Den svenske raceklub skriver, at racen lærer hurtigt, men hurtigt trættes af ensidige lydighedsøvelser, og at den ikke er overdrevent stædig. Indkald er ikke altid let, og PDSA påpeger, at det kan blive svært at få opmærksomheden tilbage, når jagtinstinktet først er vakt.

Familie og bolig

Racen er tæt knyttet til sin familie. Myndeklubben skriver, at den kan omgås børn som de fleste andre hunde, hvis den vokser op med dem, men at den ikke leger apport i det uendelige. Racen er følsom og selvstændig, og ingen af kilderne giver en egentlig anbefaling til børnefamilier.

DKK skriver, at salukien har et stort kontaktbehov både i forhold til familien og andre hunde, og at den kan have svært ved at være alene. Den svenske raceklub understreger, at racen ikke er en hundegårdshund og skal vokse op i et familiemiljø. Den er en større hund, som kræver både plads, stimulation og motion.

Kilderne siger ikke noget direkte om bolig, så Raceguiden har ikke vurderet lejlighedsegnethed. Hvis salukien deler hjem med katte eller smådyr, bør man tage jagtlysten alvorligt. Ingen kilde beskriver et sikkert samliv med smådyr.

Pelspleje

Den behængte variant skal ifølge DKK og Myndeklubben børstes og friseres mindst en gang om ugen. PDSA anbefaler ugentlig børstning, og at behænget på ører, ben og hale plejes oftere, så det ikke filtrer. Der er ingen trimning eller klipning. Den glathårede variant har ikke noget behæng og behøver kun at blive tørret af med et opvredet vaskeskind.

Mynder har intet fedtlag under huden, så de korthårede racer kan have behov for et dækken i kulde og en varm og blød liggeplads. DKK og Myndeklubben nævner, at salukien kan være lidt kuldskær. Mængden af hår i hjemmet beskriver kilderne ikke tydeligt, så Raceguiden har ikke vurderet fældningen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Myndeklubben beskriver racen som sund og stærk og ikke plaget af arvelige sygdomme. Den svenske raceklub, der har gennemgået forsikringsstatistik og egne undersøgelser, tegner et mere nuanceret billede. De hyppigste årsager er skader og ulykker og derefter kræft og tumorer, og hjertesygdom forekommer ifølge klubben cirka dobbelt så ofte som hos gennemsnitshunden. Dilateret kardiomyopati (DCM) menes at have en arvelig komponent, og klubben anbefaler en ultralydsundersøgelse af hjertet før parring, højst tolv måneder gammel. PDSA nævner hjerteproblemer, hæmangiosarkom (en ondartet tumor i blodkarrenes lag), hofteledsdysplasi og for lavt stofskifte som sygdomme, racen er udsat for.

Den svenske raceklub nævner også neuronal ceroid lipofuscinose (NCL), en recessivt arvelig sygdom, hvor en gentest har været tilgængelig siden 2018. Den britiske kennelklub har en DNA-test for NCL på sin liste og kræver siden januar 2025, at importerede salukier og kuld med udenlandsk far dokumenteres fri eller bærer, for at sygdommen ikke føres ind i den britiske bestand. Klubben nævner også autoimmune sygdomme og hyppige prostataproblemer hos hanner. Som andre mynder tåler racen ikke alle former for narkose, og DKK anbefaler at gøre dyrlægen opmærksom på det.

Saluki er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller godkendt ved et eksteriørarrangement hos specialklubben. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed, især hjertet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.