Norsk Elghund, sort

Mere om racen

Overblik

Norsk elghund, sort, på engelsk Norwegian Elkhound Black, er den mindste af de norske elghunde. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 2, blandt de nordiske jagthunde, med standardnummer 268. Den ligner sin grå slægtning meget, men er lidt mindre og lettere og har en skinnende sort, tætliggende pels.

Racen er en specialist i elgjagt i line. Den sporer elgen op og viser jægeren med sit kropssprog, hvor dyret er. NKU beskriver en rolig og hengiven hund, der knytter sig tæt til familien, mens DKK lægger vægt på et meget selvstændigt, næsten egenrådigt temperament og en udpræget jagtinteresse. Den kræver en hundekyndig ejer og er sjælden uden for Norge.

Historie og oprindelse

Den sorte elghund er udviklet fra lokale spidshunde i grænseegnene mellem Norge og Sverige, og den har været en selvstændig race siden midten af 1800-tallet. Den svenske avlsstrategi skriver, at dens kendte historie måske går tilbage til slutningen af 1700-tallet, og at den blev brugt på både bjørn og elg. Da elgbestanden voksede i slutningen af 1800-tallet, steg interessen, og hundene blev købt hos samerne, blandt de såkaldte Kalix-hunde i Sverige og helt ovre i Karelen.

De sorte hunde omkring år 1900 var meget modige og stridbare og gik til angreb på både elg og bjørn, hvilket er langt fra nutidens hunde. I 1901 kom et forslag til en norsk standard under navnet “sort Dyrehund”, og SKK vedtog standarden i 1935. Farven gør hunden let at se, når sneen dækker fjeldene om vinteren.

Efter 1900 kom fokus i Skandinavien til at ligge på den grå elghund, og i midten af 1950’erne var den sorte tæt på at uddø. Nogle få ildsjæle avlede videre på de bedste hunde, og i dag registrerer Norsk Kennel Klub 90 til 150 hvalpe om året. I Sverige er der kun omkring 19 registreringer om året. FCI anerkendte racen endeligt i 1965.

Udseende og størrelse

Racen er en typisk spids: kvadratisk bygget med lige så lang krop, som den er høj, opretstående, spidse ører, en stolt halsholdning og en kort, tyk hale, der er rullet stramt over ryggen. Den er muskuløs og atletisk uden at være tung. Hovedet er kileformet, rent og ret let, og kraniet er næsten fladt.

Pelsen er tæt og grov, men ligger ret tæt ind til kroppen. Den består af en lang og grov dækpels og en blød, ulden og sort underuld. Pelsen er kort og glat på hovedet og forsiden af benene og længere på bryst, hals, bagsiden af benene og undersiden af halen. Farven er skinnende sort. Lidt hvidt på bryst og poter kan tolereres, mens hvide hår, hvidt på halen og hvide sokker er fejl.

Skulderhøjden er 46 til 49 cm for hanner og 43 til 46 cm for tæver, med 47 og 44 cm som ideal. Er hunden mere end 3 cm under eller 4 cm over idealet, diskvalificeres den. Standarden angiver ingen vægt. DKK skriver 17 til 18 kg, og det placerer racen blandt de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver racen som frygtløs, energisk og modig, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Den svenske avlsstrategi kalder den mentalt stabil og psykisk stærk og beskriver nutidens sorte elghund som en samarbejdsvillig, lærenem, rolig og hengiven familiehund. NKU kalder den generelt meget godmodig.

Kilderne er dog enige om, at den har sin egen vilje. DKK skriver, at temperamentet er meget selvstændigt, næsten egenrådigt, og at den kan være temmelig reserveret over for fremmede. Spidshundeklubben kalder den noget enerådig. NKU skriver, at den har ry for at være mere stædig end den grå, men at det mest handler om, hvordan den bliver trænet og behandlet. Den knytter sig som regel mest til en bestemt person.

Motion og aktivering

Racen skal aktiveres meget, både fysisk og mentalt. DKK skriver, at energiniveauet bliver voldsomt stort, hvis den ikke får det. Spidshundeklubben anbefaler masser af motion og træningsmæssige udfordringer, gerne sporarbejde med blod eller vildtdele, og NKU skriver, at den elsker motion, og at regelmæssige ture i naturen allerede som hvalp lægger grunden til en god ledsager på tur og jagt.

På jagt går den sorte elghund altid i line. Den sporer vildtet op og viser jægeren med tydeligt kropssprog, hvor det står, og glæden ved at følge et spor er meget udtalt. Ifølge NKU stikker den sjældent af, når den har chancen, selv om der er forskel på hundene.

Træning og socialisering

Racen opfatter hurtigt og har let ved at lære. DKK anbefaler konsekvent og venlig træning i korte, kvikke og varierede sekvenser. Den keder sig let, hvis der ikke stilles krav, der passer til dens jagtlyst og gode sporevner. Den behøver en leder, den kan respektere, og Spidshundeklubben skriver, at den kræver en fast hånd.

NKU skriver, at racen kan blive ret egenrådig, hvis den får lov, og at ry for stædighed mest handler om træning og behandling. Konsekvens fra starten er derfor vigtig.

Familie og bolig

Den sorte elghund knytter sig tæt til familien og sætter stor pris på social kontakt. Den svenske avlsstrategi kalder den en rolig og hengiven familiehund. DKK understreger dog, at den ikke er egnet som ren selskabshund på grund af jagtinstinktet, og SKK skriver, at den stærke jagtinteresse stiller særlige krav til ejeren. Ingen af kilderne nævner børn direkte, og som med alle hunde bør børn og hund være under opsyn.

NKU skriver, at den kan gø en del, især når den holdes i hundegård eller i line. Pelsen er varm, så på solrige sommerdage skal den have adgang til skygge.

Pelspleje

Pelsen er let at holde. Den skal børstes grundigt igennem og friseres en gang om ugen, og hunden bades kun ved behov. Den sorte elghund fælder mindre end den grå, men den fælder sin pels regelmæssigt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for meget sund, men den svenske avlsstrategi fra 2025 nævner nogle sygdomme. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer: af de svenske hunde fra 2015 til 2022 var 29 procent røntget, og fire af dem havde HD-grad C eller D. Ingen af de undersøgte hunde havde albueledsdysplasi. Primær grøn stær (glaukom) er en smertefuld sygdom, der fører til blindhed, og juvenil ataksi er en arvelig defekt i lillehjernen, hvor hvalpe får ukoordinerede bevægelser og ofte må aflives, før de er seks måneder. For begge sygdomme findes der gentest, så man kan undgå at parre to anlægsbærere. Epilepsi forekommer sporadisk.

Norsk elghund er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så der er ikke noget dansk lovkrav om røntgen før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre have HD-status A, B eller C og være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller godkendt ved en tysk avlskåring. I Sverige anbefales HD A eller B og gentest for grøn stær og ataksi hos alle avlsdyr.

Bestanden er lille, og det gør genetisk bredde vigtig. Ingen af de gennemgåede kilder giver en opgjort levealder. Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og gentest for grøn stær og ataksi. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.