Norrbottenspids

Mere om racen

Overblik

Norrbottenspidsen er en mellemstor, hvid spids med røde eller gule aftegninger fra det nordlige Sverige. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 2, de nordiske jagthunde, med standardnummer 276. Skulderhøjden er ideelt 45 cm for hanner og 42 cm for tæver, og DKK angiver en vægt på 10 til 14 kg for hanner og 8 til 12 kg for tæver.

Racen er en træjagende fuglehund: den finder skovfugle, der har sat sig i et træ, og kalder jægeren frem med sin gøen. Den er energisk, opmærksom og venlig, glad for sin familie og for andre hunde, men den er først og fremmest en jagthund og trives ikke alene som sofahund. Den passer til aktive mennesker, der vil give den opgaver for hovedet, tæt kontakt og et tidligt trænet indkald.

Historie og oprindelse

Standarden skriver, at racen sandsynligvis stammer fra små laikaagtige spidser, der levede hos jægere i området omkring Nordkap allerede i oldtiden. Pelsdyr som zobel, mår og lækat var i århundreder den eneste gyldige valuta. DKK nævner, at racen antagelig blev avlet frem som pendant til den finske spids og menes at have samme ophav som den norske lundehund.

Efter anden verdenskrig faldt pelspriserne, og interessen forsvandt. Svenska Kennelklubben slettede racen i 1947, fordi ingen hund var set siden 1936, men den levede videre som vagt- og selskabshund på små gårde i det indre Norrbotten. I 1967 blev over 100 hunde gennemgået, og halvdelen levede op til typen. Samme år blev racen genindført i registret med en ny standard. FCI anerkendte den endeligt i 1968. I dag regnes den i Sverige for en af landets nationalracer.

Der findes omkring 1.500 norrbottenspidser i Sverige, omkring 2.400 i Finland og omkring 100 i Norge. Ifølge avlsstrategien består de danske og nordamerikanske bestande af hunde, der kun sparsomt bruges til jagt.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en lille, let rektangulær spids med sene- og muskelstærk bygning, høj hovedholdning og et fryktløst udtryk. Forskellen på hanner og tæver skal være tydelig. Hovedet er rent skåret med sort næse, og ørerne er rejste og højt ansatte. Halen er højt ansat og bæres i en løs krølle, så spidsen rører lårets side.

Pelsen er en dobbeltpels med fin, tæt underuld og et hårdt, kort og glat dæklag. Hunden er hvid, og aftegningerne skal være tydelige, velfordelte og ret store. Idealfarven er alle nuancer af rød og gul, og aftegningerne skal dække siderne af hovedet og ørerne. Sorte aftegninger tolereres, mens tan-aftegninger og ticking er alvorlige fejl.

Skulderhøjden er ideelt 45 cm for hanner og 42 cm for tæver, med en tolerance på 2 cm. Standarden angiver ingen vægt, så vægten på 10 til 14 kg for hanner og 8 til 12 kg for tæver kommer fra DKK. Det gør racen mellemstor.

Temperament

Standarden kalder racen opmærksom og modig, ivrig, livlig og selvsikker med et venligt sind. SKK beskriver en aktiv, modig og temperamentsfuld hund, der ikke må være nervøs, sky eller aggressiv. Spidshundeklubben skriver, at den er blid, venlig og kærlig.

DKK beskriver en vågen og opmærksom hund med god tilpasningsevne, som er social, venlig og omgængelig i alle situationer. Samtidig skriver DKK, at man skal være forberedt på, at den kan være gøende. Det hænger sammen med arbejdet: en træjagende hund skal bjæffe vedholdende, når den har fundet en fugl, og instinktet er medfødt. Gøen kan dæmpes ved rette læring, og racen giver ifølge DKK lyd, når der sker noget nyt, for eksempel når der kommer gæster, men stopper, når der er hilst på.

Jagtlysten er stærk. SKK skriver, at racen er en udpræget jagthund, og DKK, at den er skabt til jagt på al slags vildt. Ingen af kilderne siger noget om, hvordan den lever sammen med katte og andre smådyr, så det er et spørgsmål at tage med opdrætteren.

Motion og aktivering

DKK og Spidshundeklubben skriver, at racen behøver moderat fysisk motion, men at den især har brug for mental motion og træning. Spidshundeklubben tilføjer, at motion gælder efter devisen jo mere, jo bedre. Den skal altså have opgaver, ikke kun lange ture.

Racen tilhører gruppen af jagende spidshunde og egner sig ifølge Spidshundeklubben til sporarbejde, lydighed og agility. Til jagt bruges den mest på store skovfugle som tjur og urfugl, men standarden nævner også, at den kan jage pelsvildt og stille elg, og DKK, at den i de andre skandinaviske lande bruges til jagt på vildsvin og jærv.

SKK skriver, at racen ikke trives udelukkende som selskabshund. Den, der ikke jager, må derfor finde andre opgaver.

Træning og socialisering

DKK beskriver en kvik hund, der er glad for at arbejde og hurtigtopfattende. Spidshundeklubben skriver, at den er samarbejdsvillig, men ikke behagesyg. DKK anbefaler at begynde opdragelsen tidligt med hovedvægt på indkald, at træne med hunden løs i skiftende miljøer og at være opfindsom med belønningerne. DKK skriver også, at man ikke skal forvente ubetinget lydighed af den unge hund. Med korrekt træning og god kontakt går den voksne hund sjældent sine egne veje.

DKK skriver, at gøeinstinktet kan dæmpes ved rette læring, men man bør ikke forvente, at en jagthund bliver helt stille.

Familie og bolig

DKK skriver, at racen med passende opdragelse og beskæftigelse er en selskabelig og kærlig hund hos de fleste familier. Spidshundeklubben beskriver en hund, der holder af alle, gamle som unge, og som elsker børn, og at den trives og fungerer med andre hunde uanset køn. SKK skriver, at den gerne vil have meget opmærksomhed og trives i familiens nærvær. DKK nævner, at den har behov for nær kontakt med familien.

Ingen af de gennemgåede kilder siger, hvor godt racen klarer at være alene.

Racen er mellemstor og kræver kun moderat fysisk motion, men den lader sig høre, og den kræver mental aktivering. Kilderne siger ikke noget direkte om lejlighed.

Pelspleje

Pelsen er let at passe. DKK skriver, at den er smuds- og vandafvisende og nem at holde, og SKK, at hunden kun bades ved behov. Ingen af kilderne nævner trimning eller klipning, men jævnlig børstning begrænser fældningen.

Pelsen er en dobbeltpels med fin, tæt underuld, og DKK skriver, at fældningen ved jævnlig børstning begrænses til to gange om året, forår og efterår. Ingen af kilderne siger, hvor kraftig fældningen er.

Standarden beskriver tynde, tætsiddende læber, men ingen af de gennemgåede kilder nævner savl, og det varierer fra hund til hund. Standarden beskriver veludviklede og hårde trædepuder, og tandstatus bedømmes på udstillinger, hvor manglende tænder noteres.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske avlsstrategi og SKK beskriver racen som en frisk race med små sygdomsproblemer. Avlsstrategien nævner øjensygdomme, epilepsi og patellaluksation som de sygdomme, avlen arbejder med. I 1980erne skønnede man, at omkring 25 % af hundene havde grå stær i form af øvre polær katarakt. Sygdommen er dominant arvelig, og efter at øjenlysning blev krævet af avlsdyr, er den stort set forsvundet. Der ses stadig enkelte tilfælde af katarakt og enkelte tilfælde af PRA, som er recessiv. Epilepsi blev kortlagt i 2000erne og fandtes hos omkring 2 % af de hunde, der blev registreret i årene 2000 til 2005, hvilket avlsstrategien ikke kalder alarmerende. Patellaluksation er kendt i et lille antal tilfælde, og avlsstrategien nævner, at rapporteringen er ufuldstændig. SKK nævner desuden, at HD, AD og manglende tænder forekommer i meget lille omfang.

Den svenske avlsstrategi anbefaler, at avlsdyr er knæundersøgt, har godkendt tandstatus og en øjenlysning, der ikke er over et år gammel, og at hanner helst har mindst 2. pris på jagtprøve.

DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få hvalpene i Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret på en FCI- eller DKK-anerkendt udstilling med mindst Very Good eller være godkendt ved en tysk avlsgodkendelse (Ankörung). DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse. Norrbottenspids er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren, om forældredyrene er øjenlyst og knæundersøgt, hvordan deres mentalitet er, og om de bruges til jagt eller andre opgaver. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.