Karst Hyrdehund

Mere om racen

Overblik

Karst Hyrdehund er en middelstor, kraftig hyrde- og vagthund fra Karstplateauet i Slovenien, på slovensk Kraški ovčar. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.2, blandt molosserne af bjergtypen, med standardnummer 278. Hanner måler 57 til 63 cm over skulderen og vejer 30 til 42 kg, tæver 54 til 60 cm og 25 til 37 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen stor. Den har en lang, jerngrå pels med manke og en mørk maske.

Standarden kalder den en hyrdehund af første skuffe og en god vagt. I dag bruges den oftere som vagt- og forsvarshund, og for nylig mest som familiehund, men den er ifølge standarden stadig i bund og grund en perfekt hyrdehund. SKK skriver, at den ikke passer til livet i byen og i lejlighed, og at den ikke er en passende førstegangshund. I Danmark har racen ingen egen specialklub, og DKK har ingen tekst om den.

Historie og oprindelse

Standarden skriver, at Karst Hyrdehund har eksisteret i flere århundreder og hører til molossergruppen. Den fulgte sandsynligvis illyrerne på deres vandring gennem Istrien og de dalmatiske øer og slog sig ned i det slovenske Karstplateau. Racen blev første gang nævnt skriftligt i 1689 i baron Janez Vajkart Valvasors bog om hertugdømmet Krains herlighed.

FCI anerkendte racen og dens standard i 1939 under navnet illyrisk hyrdehund. På FCI’s generalforsamling i 1948 i Bled i Slovenien blev standarden færdiggjort, og racen blev anerkendt på ny. Frem til 16. marts 1968 bar hyrdehunden fra Karstplateauet samme navn som hyrdehunden fra Sarplanina-massivet. Da to hyrdehunde bar samme navn, besluttede det jugoslaviske centralselskab at kalde den ene Karst-hyrdehund og den anden sarplaninac. Siden har de to racer, ifølge standarden, været helt selvstændige. SKK skriver det samme: racen regnedes som samme race som sarplaninac frem til 1968.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en middelstor, harmonisk og robust hund med veludviklet muskulatur og kraftig konstitution. Hale og ører hænger. Kroppens længde i forhold til højden skal være mindst 9 til 8, og tæverne er lidt længere. Hovedet er forholdsmæssigt stort i forhold til kroppen, hverken fint eller groft, og kraniet er lidt længere end snuden. Næsen er sort og bred, snuden er bred og dyb ved roden, og læberne er tykke, stramme og velsluttende uden læbelommer, med sort pigmentering. Øjnene er mandelformede, kastanjebrune eller mørkebrune, med et ærligt, roligt og fast udtryk, der på grund af de sorte øjenlåg virker næsten melankolsk.

Ørerne er middelhøjt ansat og af middel længde og falder fladt mod kinderne i V-form. Halen er sabelformet, ofte med en lille krog yderst, mindst så lang, at den når haseleddet. Den er busket uden at danne en fane. Når hunden er opmærksom eller bevæger sig, løftes den til ryglinjens højde eller lidt over, og i hvile bæres den lavt. Huden er tyk og tætsiddende uden rynker.

Pelsen er veludstyret, lang og flad med rigelig underuld, og dækhårene er mindst 10 cm lange. Hoved, ørernes forkant og benenes forside har kort pels. Øverst på halsen er håret langt, stift og meget busket og danner en manke. Nederst danner det en krave. Der er bløde faner bag forbenene og endnu længere bukser bag bagbenene. Farven er jerngrå, helst mørk på ryggen og lysere mod bug og ben, med en mørk maske på snuden, der breder sig op på issen. Alle andre farver end grå diskvalificerer, og det samme gør hvide pletter på bryst eller hals over 2 cm i bredden eller 10 cm i længden.

Hanner er 57 til 63 cm, med 60 cm som ideal, tæver 54 til 60 cm, med 57 cm som ideal. Standarden tillader 2 cm over, men det påvirker bedømmelsen negativt. Vægten er 30 til 42 kg for hanner og 25 til 37 kg for tæver. SKK gengiver de samme tal.

Temperament

Standarden beskriver en hund af godt, moderat skarpt temperament, modig og tapper, men ikke bidsk, og meget hengiven over for sin herre. Den er en ubestikkelig god vogter og mistroisk over for fremmede. Samtidig kalder standarden den en behagelig og lydig følgesvend, der bevarer en stærk individualitet. En aggressiv eller meget sky hund diskvalificeres.

SKK beskriver det samme med andre ord. Racen har moderat skarphed, er modig og tro mod sin ejer, og som ubestikkelig vagthund er den mistroisk over for fremmede.

SKK understreger, at racer med en så stærk vagtinstinkt og mistro over for fremmede medfører et særligt ansvar for både opdrætter og ejer. SKK anbefaler, at kommende ejere overvejer ansvaret nøje og lærer forældredyrenes mentale egenskaber at kende, for eksempel ved at møde dem i deres hverdag og se resultater fra mentalbeskrivelser.

Motion og aktivering

Ingen af de gennemgåede kilder angiver, hvor meget motion racen har brug for, og SKK’s egenskabsskala er en tabel, som vi ikke bruger. Standarden beskriver en harmonisk, elastisk og velkoordineret bevægelse, hvor traven er den foretrukne og mest elegante gangart, og galop med lange spring er mindre elegant.

Racens arbejde er at vogte og passe flokke. Standarden kalder den en hyrdehund af første skuffe og i dag oftere en vagt- og forsvarshund. Vi har ikke fundet kilder, der beskriver racen i hundesport eller til aktivering i hverdagen, og vi sætter derfor ikke et tal på motionsbehovet.

Træning og socialisering

SKK skriver, at racen har en stor vilje til at forsvare og vogte og kræver en ansvarsfuld og hundevant ejer. Den er ifølge SKK ikke en passende førstegangshund på grund af sine egenskaber og er mistroisk over for fremmede mennesker.

Standarden beskriver en hund, der er lydig og hengiven over for sin herre, men som bevarer en stærk individualitet. Den kombination kræver en ejer, der kan sætte rammer for en selvstændig vagthund, og som giver den mulighed for at lære mange mennesker, steder og situationer at kende. Det er vores vurdering, ikke en anbefaling fra en racelub.

Familie og bolig

Standarden kalder racen en behagelig følgesvend og siger, at den i nyere tid mest er en familiehund. Den er meget hengiven over for sin herre. Samtidig kræver SKK en ansvarsfuld og hundevant ejer. Ingen af kilderne omtaler børn direkte, og ingen siger, hvordan racen klarer at være alene hjemme eller hvor meget den gør. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

SKK skriver direkte, at Karst Hyrdehund ikke passer til at leve i bymiljø og bo i lejlighed. Den er mistroisk over for fremmede, og det gælder også gæster i hjemmet. Det bør indgå i overvejelserne, før du vælger racen.

Pelspleje

Pelsen er lang, flad og tætsiddende med rigelig tyk underuld. SKK skriver, at den kræver regelmæssig gennembørstning, især i fældeperioderne, hvor der løsner sig rigeligt med hår. Manken, kraven, fanerne og bukserne er længst og kræver særlig opmærksomhed.

Standarden beskriver en pels på mindst 10 cm. En pels af utilstrækkelig længde er en fejl, og en blød og bølget pels er en alvorlig fejl. Standarden beskriver tykke, stramme læber uden læbelommer, og ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Der findes kun få oplysninger om racens sundhed. SKK skriver, at der er så få hunde i Sverige, at man ikke med sikkerhed kan bedømme racens helbredstilstand. Vi har ikke fundet en raceklub, en dyrlægeundersøgelse eller en forsikringsstatistik, der nævner sygdomme, som er typiske for netop denne race. Standarden kræver, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bruges i avl, og at hanner har to tilsyneladende normale testikler.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse, men Hundeweb angiver 12 måneder som tidligste alder for røntgen af hofter og albuer. Racen hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub. Karst Hyrdehund er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

Karst Hyrdehund er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Hundelovens § 1 a forbyder 13 racer og krydsninger af dem, blandt andre sarplaninac, som frem til 1968 bar samme navn og blev regnet for samme race. Siden er de to racer adskilt og har hver sin standard. Hvis politiet er i tvivl om, hvilken race en hund tilhører, kan de kræve, at ejeren dokumenterer det (§ 1 b, stk. 2). Har du en Karst Hyrdehund, bør du derfor have stamtavle og kunne dokumentere racen. Racen hører i øvrigt til samme FCI-sektion som flere andre forbudte vogterhunde.

Spørg opdrætteren, om forældrene er hofte- og albuerøntgede, og om du kan møde dem. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.