Cao de Castro Laboreiro

Mere om racen

Overblik

Cao de Castro Laboreiro er en portugisisk vogterhund fra bjergene i det yderste nordlige Portugal. Navnet kommer fra landsbyen Castro Laboreiro, og på dansk bruges ofte den portugisiske stavemåde. FCI placerer racen i gruppe 2, sektion 2.2, blandt molosserne af bjergtypen, med standardnummer 170. Hanner måler 58 til 64 cm over skulderen og vejer 30 til 40 kg, tæver 55 til 61 cm og 25 til 35 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen stor.

Standarden beskriver en hund til at vogte, både ejendom og husdyr. Den er en trofast og føjelig følgesvend for sin familie, men konstant på vagt og med en karakteristisk alarmgøen. Racen er sjælden uden for Portugal, og i Danmark har den ingen egen specialklub. DKK har ingen tekst om den, så danske ejere må selv finde viden hos de portugisiske klubber og hos opdrættere.

Historie og oprindelse

Standarden regner Cao de Castro Laboreiro for en af de ældste racer på den iberiske halvø. Den har navn efter landsbyen Castro Laboreiro i Melgaço kommune, helt oppe i det nordlige Portugal. Området er barskt og bjergrigt og strækker sig fra floden Minho til bjergene Peneda og Soajo, med højder op til 1.400 meter. Det er afgrænset af floderne Minho, Trancoso, Laboreiro og Mouro.

Hundens opgave har altid været at passe på flokkene. Ifølge standarden er den uundværlig, når flokkene skal beskyttes mod ulve, som i racens hjemegn stadig angriber ofte. UKC skriver det samme og beskriver racen som en loyal og lydig vogter, der den dag i dag bruges til at forsvare mod ulve. Den portugisiske naturorganisation Grupo Lobo nævner, at racen stadig beskytter kvæg, men at brugen aftager, fordi der bliver færre flokke.

FCI anerkendte racen endeligt i 1955, og UKC anerkendte den i 2006. Standarden er oversat af den portugisiske kennelklub, og den gældende version blev offentliggjort i 2008.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund af let molossertype, kraftig og med en smuk kropsbygning og et alvorligt udtryk, der minder om en bjergbos. Kroppen er lidt længere end høj, i forholdet 7 til 6. Hovedet er middelstort og snarere let end groft, uden rynker. Næsen er stor og altid sort, og læberne sidder stramt uden at være kødfulde eller hængende. Øjnene er mandelformede og skråtstillede, brune fra lysebrune hos lyse hunde til næsten sorte hos mørke. De sorte øjenlåg giver et strengt udtryk.

Ørerne er højt ansat, tynde og næsten trekantede med afrundede spidser. De hænger naturligt langs hovedet og vender fremad, når hunden er opmærksom. Halen er naturlig, sat højere end gennemsnittet og tyk ved roden. I hvile hænger den ned til haseleddet som en elegant krumsabel. Er hunden ophidset, løftes den over ryglinjen, men aldrig så den rører ryggen. En kuperet eller rudimentær hale diskvalificerer.

Pelsen er kort, omkring 5 cm, og uden underuld. Den er svagt mat, glat og meget tæt, kortere og finere på hoved og ører og på benene under albue og haseled, og tyk og lang på baglårene. Den almindeligste farve er ulvefarvet. Den mest ønskede kaldes bjergfarven og er en stribet pels med et gråt bundlag og lysere og mørkere sort stribning. Typisk har hunden hår i tre farver, fra pinjekerne over rødligt til mahogni, og striberne er mørkest på hoved, ryg og skuldre. En lille hvid plet på brystet er tilladt. UKC regner hvide aftegn for en fejl.

Gangarten er rytmisk og let. Hunden går normalt skridt eller en let passgang og bevæger sig kun hurtigere, når der er en stærk grund til det. Standarden nævner, at bagbenene kan have enkelte eller dobbelte ulveklør.

Temperament

Standarden beskriver en loyal og føjelig kammerat for familien og en vogter af høj kvalitet. På grund af sin konstante årvågenhed er den en ideel vagtpost for den ejendom, den har fået betroet, og den patruljerer jævnligt. Samtidig kaldes den ædel af natur, meget adræt og aktiv. Den kan vise en vis fjendtlighed uden at være stridbar. UKC skriver det samme: den er til tider fjendtlig, men ikke aggressiv.

Racens alarmgøen er særlig. Standarden siger, at den starter med en dyb lyd, stiger og ender i lange, høje toner. Den fortæller ikke, hvor ofte hunden gør, og det gør ingen af de andre kilder heller.

En sky eller mistroisk hund er en fejl, og en aggressiv eller meget sky hund diskvalificeres. Det er det eneste, standarden siger om temperamentet, der peger på, hvad opdrætterne ønsker at undgå. Grupo Lobo beskriver racen som aktiv og altid opmærksom. Ingen af kilderne siger noget om, hvordan racen omgås andre hunde eller små dyr.

Motion og aktivering

Ingen af de gennemgåede kilder siger, hvor meget motion en Cao de Castro Laboreiro har brug for. Standarden kalder den meget adræt og aktiv, men beskriver også en rolig gangart, hvor hunden helst går eller småtraver og kun går hurtigere, når der er en grund. Hundens arbejde er at vogte og patruljere.

Vi har ikke fundet kilder, der beskriver racen i hundesport eller til aktivering i hverdagen. I Portugal bruges den stadig som flokvogter. Kilderne siger ikke, hvordan det omsættes til et liv som familiehund.

Træning og socialisering

Standarden beskriver en hund, der er loyal og føjelig over for familien, og UKC kalder den lydig. Samtidig er den en vogter, der skal kunne vurdere en trussel. Ingen af de gennemgåede kilder giver konkrete træningsråd, og vi har ikke fundet en racelubs vejledning til nye ejere.

Når en race både er vagtsom og kan vise fjendtlighed, er tidlig og grundig socialisering oplagt. Hunden skal lære mange mennesker, steder og situationer at kende, så den kan skelne mellem en reel trussel og et almindeligt besøg. Det er vores vurdering, ikke en anbefaling fra en racelub. Kig efter en opdrætter, der kender forældredyrenes temperament, og som du kan møde hunde hos.

Familie og bolig

Standarden kalder racen en loyal og føjelig kammerat for sin familie. Ingen kilde omtaler børn direkte, og ingen siger, hvordan racen klarer at være alene hjemme. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Ingen kilde omtaler boligform. SKK har ingen rasebeskrivelse af den, så der findes ikke en sammenlignelig udtalelse fra en nordisk raceklub. Overvej, hvordan en konstant vagtsom hund passer ind i dit nabolag, før du vælger racen.

Pelspleje

Pelsen er kort og tæt og har ingen underuld. Standarden beskriver den som tyk, modstandsdygtig og lidt hård at røre ved, og UKC kalder den kort, tyk, grov og vejrbestandig. Den er længst på baglårene og på halens underside, hvor håret er tykt og langt.

Ingen kilde siger, hvor meget pleje pelsen kræver, eller hvor meget racen fælder. Standarden beskriver kun pelsens opbygning. En kort pels uden underuld giver ikke de samme udfordringer som en tyk dobbeltpels, men vi vil ikke sætte et tal på det uden en kilde. Standarden beskriver tætsiddende læber, der hverken er kødfulde eller hængende, og ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Der findes kun få oplysninger om racens sundhed. Vi har ikke fundet en raceklub, en dyrlægeundersøgelse eller en forsikringsstatistik, der nævner sygdomme, som er typiske for netop denne race. Standarden nævner ingen racetypiske sygdomme.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse, men Hundeweb angiver 12 måneder som tidligste alder for røntgen af hofter og albuer. Racen hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub. Cao de Castro Laboreiro er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

Standarden siger, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl, og at hanner skal have to tilsyneladende normale testikler. En hund med kuperet hale diskvalificeres. Halekupering er forbudt i Danmark, og kuperede hunde må ikke udstilles.

Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Den hører til samme FCI-sektion som flere forbudte vogterhunde, men er en selvstændig race med egen standard. Spørg opdrætteren, om forældrene er hofte- og albuerøntgede, og om du kan møde dem. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.