Amerikansk Vandspaniel

Mere om racen

Overblik

Amerikansk Vandspaniel, på engelsk American Water Spaniel, er en mellemstor, muskuløs allround jagthund fra USA med bølget til krøllet, leverbrun pels. FCI har anerkendt racen definitivt og placerer den i gruppe 8, sektion 3 (vandhunde), med standardnummer 301. DKK har den i samme gruppe. Højden er 15 til 18 tommer, altså cirka 38 til 46 cm, for begge køn, og vægten er 11 til 20 kg, så racen hører til størrelsesklassen mellem.

Standarden beskriver en hund, der blev udviklet som allround jagthund til at apportere fra jollen eller kanoen og søge terrænet med forholdsvis let hånd. DKK kalder den livlig og meget energisk og siger, at den kan falde godt til i en sporty familie med meget udendørs aktivitet, men at den ikke egner sig som udelukkende selskabshund. Racen er sjælden, og klubben i hjemlandet regner med omkring 3000 hunde på et givet tidspunkt.

Historie og oprindelse

Racen blev udviklet i midten af 1800-tallet i dalene ved Fox River og Wolf River i Wisconsin, hvor den i dag er officiel delstatshund. Ifølge American Water Spaniel Club blev den ofte brugt af kommercielle jægere, som sejlede ud i små både og skød mange ænder med et enkelt skud. De havde brug for en hund, der var lille nok til at være med i båden. DKK skriver, at irsk vandspaniel, curly coated retriever og field spaniel formodentlig er ingredienser i denne amerikanske blanding, som skulle følge jægerens kano og drive svømmefugle op fra vandet. Den skulle være robust, udholdende og stærk nok til at håndtere store fugle som den canadiske gås.

Klubben beskriver racens oprindelse som uklar. I begyndelsen af 1900-tallet var dr. Pfiefer fra New London i Wisconsin den første, der så, at de små brune spaniels i hans egn var en særskilt race. Hans indsats førte til, at United Kennel Club anerkendte racen i 1920. Senere fulgte Field Dog Stud Book i 1938 og American Kennel Club i 1940. DKK skriver, at racen fandt sin nuværende form i 1920’erne, og at den kun sjældent ses uden for Nordamerika. FCI anerkendte racen definitivt i 1979. Klubben fremhæver, at jagtlysten, der skulle til for at udføre arbejdet, stadig sidder i racen.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en aktiv, muskuløs hund af middel størrelse med tætsiddende, solid bygning og kraft og kvalitet i helheden. Hunden er en anelse længere end høj, men den præcise proportion er mindre vigtig end, at den er velafbalanceret og sund. Hovedet står i forhold til resten af hunden, kraniet er ret bredt og fyldigt, og stoppet er moderat. Næsen er mørk, sort eller mørkebrun, snuden er middellang og firkantet, og læberne er rene og stramme uden overskydende hud eller flaber. Bidet er saksebid eller tangbid.

Øjnene er mellemstore, godt adskilte og må ikke virke fremtrædende. Farven går fra lys gulbrun til brun, nøddebrun eller mørk, så den passer til pelsen. Gule øjne, som standarden definerer som citrongule, diskvalificerer. Ørerne er lappede, lange og brede, sat lidt over øjenlinjen, og læderet når frem til næsen. Halsen er rund og middellang, overlinjen lige eller let skrånende, og halen er middellang, buet som en vippe og moderat befjeret. Tæerne sidder tæt og har svømmehud.

Pelsen går fra marcel (ensartede bølger) til tæt krøllet, og mængden af bølger kan variere fra sted til sted. Den skal have underuld, der giver tæthed og beskyttelse mod vejr, vand og tæt bevoksning, men må ikke være for grov eller for blød. Panden har kort glat hår uden topknude. Farven er ensfarvet leverbrun, brun eller mørk chokolade, og lidt hvidt på tæer og bryst er tilladt. Højden er 15 til 18 tommer for begge køn. Hanner vejer 30 til 45 lb, cirka 14 til 20 kg, og tæver 25 til 40 lb, cirka 11 til 18 kg. Standarden har ingen præference for størrelse inden for intervallet.

Temperament

Standarden beskriver en hund, der viser intelligens, lyst til at behage og venlighed, med stor energi og iver efter jagt, men til at styre i marken. Udtrykket er opmærksomt, selvsikkert og intelligent. DKK kalder racen livlig, meget energisk og udstyret med et velbevaret jagtinstinkt. I familien er den rolig og venlig over for både voksne og børn, og den er generelt omgængelig over for fremmede og andre hunde.

DKK understreger, at den ikke egner sig som udelukkende selskabshund. Den har brug for et godt socialt liv og nær kontakt med mennesker. Hunden er ifølge DKK opmærksom, lærevillig og glad for at samarbejde, men også selvstændig og arbejdsivrig.

Motion og aktivering

DKK skriver, at en amerikansk vandspaniel behøver meget motion og beskæftigelse med opgaver, den finder meningsfulde, for eksempel apportering. Den er meget glad for vand. Racen er skabt som allround jagthund, der hurtigt og pålideligt finder fuglene og efter skuddet apporterer dem ubeskadiget fra både land og vand. Jagtlysten er udpræget, men kan ifølge DKK håndteres med tidlig, konsekvent og vedholdende træning.

Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen, men en hund med så stor energi og iver efter jagt har brug for mere end korte gåture.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen er opmærksom, lærevillig og glad for at samarbejde, men at opdragelsen kræver tålmodighed, opfindsomhed og venlig konsekvens, fordi hunden er selvstændig og arbejdsivrig. DKK anbefaler korte, tempofyldte og varierede træningspas. Standarden nævner lyst til at behage.

Fordi jagtlysten er udpræget, er tidlig og konsekvent træning vigtig, hvis du vil have en hund, der er til at håndtere uden snor. Racen har brug for et godt socialt liv, og det er vores vurdering, at den bør møde mange mennesker og hunde fra hvalpetiden. DKK beskriver den som omgængelig over for fremmede og andre hunde.

Familie og bolig

DKK skriver, at racen er rolig og venlig over for voksne og børn i familien, men at den ikke egner sig som udelukkende selskabshund. Den passer til en sporty familie med meget udendørs aktivitet. Racen har brug for et godt socialt liv og nær kontakt med mennesker, og ingen kilde siger direkte noget om, hvor længe den kan være alene.

Ingen kilde omtaler lejlighed, og ingen siger noget om, hvor meget racen gør. Vi sætter derfor ikke et tal på de to forhold. Standarden beskriver en mellemstor hund, og DKK en energisk hund med et stort behov for motion og opgaver, så en bolig med adgang til udendørs aktivitet og vand er et godt udgangspunkt.

Pelspleje

DKK kalder pelsplejen overkommelig og beskriver en grundig ugentlig gennembørstning. Pelsen varierer fra bølget til tæt krøllet, og den tætte underuld beskytter både ved arbejde i vand og mod vejr og vind. Fanerne på ben og hale er moderate, og øregangen skal holdes fri for hår. Standarden siger, at ørerne skal være godt dækket af hår på begge sider med øregangen tydelig ved undersøgelse.

Standarden tillader, at pelsen trimmes for at give et velplejet udseende, og at ørerne barberes, men den kræver ingen af delene. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen fælder, og standarden beskriver kun rene, stramme læber, og ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

American Water Spaniel Club skriver, at racen er nogenlunde sund og hårdfør og i gennemsnit lever 12 til 15 år med god pleje. Klubben anbefaler, at opdrættere undersøger for hofteledsdysplasi, øjensygdomme og hjerteforandringer efter retningslinjer fra Orthopedic Foundation for Animals. En hund, der har gennemført alle tre undersøgelser, får et CHIC-nummer. Nummeret viser kun, at undersøgelserne er udført, ikke at hunden er rask. Klubben anbefaler normale hofter ved to år eller derover, en øjenundersøgelse inden for et år før avl og indtil otte års alder og en hjerteundersøgelse inden for et år før avl. Epilepsi, hypothyreose, degenerativ myelopati, mønsterskaldethed og diabetes nævnes som tilstande, der indimellem rammer racen. Klubben angiver ingen tal for, hvor udbredte de er.

DKK kræver, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav til hofter, øjne eller udstilling. Amerikansk Vandspaniel er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke blandt de 13 racer, der er forbudt efter hundelovens § 1 a.

Spørg opdrætteren om hofte-, øjen- og hjerteresultater for begge forældre, og om du kan se dem i OFA’s database, hvis hundene kommer fra USA. Spørgsmål om din egen hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.