Tibetansk Terrier

Mere om racen

Overblik

Tibetansk terrier er en mellemstor, langhåret hund fra Tibet, som FCI placerer i gruppe 9, sektion 5, sammen med de andre tibetanske racer. Den har standardnummer 209, Storbritannien er protektionsland, og den bruges i dag som selskabshund. Navnet snyder: racen er slet ikke en terrier, men en gammel hyrde- og vagthund. I Danmark kalder mange den bare en tibetaner.

Den er robust, kvadratisk bygget og har en lang dobbeltpels, store flade poter og en busket hale, der bæres i en krølle over ryggen. Temperamentet er livligt og godmodigt, og den knytter sig tæt til sin familie, men er lidt afventende over for fremmede. Den passer til en familie, der vil have en hund med i hverdagens gøremål, og som er indstillet på flere timers pelspleje om ugen.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra Tibet, hvor den kan følges mere end to tusind år tilbage. Hundene har tilpasset sig et barskt klima med lange, kolde vintre. Pandehåret beskytter øjnene mod sol, sne og støv, de store poter giver godt fodfæste på klipper og bærer i dyb sne, og den rummelige brystkasse giver plads til store lunger.

Hos nomaderne var den hyrdehund for fårene og vagthund, og den fulgte handlende på rejserne til og fra Kina. Ifølge FCI-standarden klarede den opgaven mindre på grund af størrelsen end på grund af den ærefrygt, den indgød. De små hunde gjorde, når der var fare på færde, så de store tibetanske mastiffer kunne tage sig af de ubudne gæster. I klostrene var den både vagthund og selskab for munkene, og standarden nævner, at den menes at være Tibets oprindelige “hellige hund”.

Til Europa kom racen i 1920’erne gennem den engelske læge Agnes Greig, der arbejdede nær grænsen mellem Indien og Tibet og fik en hvalp som tak fra en patient. Fra 1930’erne opdrættede hun racen i England, og hendes linje, kaldet Lamleh, lagde grunden til bestanden i både Storbritannien og USA. Hundene blev først vist som “lhasa terrier”, og racen er nært beslægtet med lhasa apso. Den britiske kennelklub anerkendte den i 1937 og FCI endeligt i 1957. De første to tibetanske terriere kom til Danmark fra England i 1939.

Udseende og størrelse

Tibetansk terrier er robust, muskuløs og kompakt med kort lænd og lige ryglinje. Kroppen er lige så lang som hunden er høj, så omridset er kvadratisk. Hovedet har et kraftigt næseparti og et lille skæg, og øjnene er store og mørkebrune. Ørerne er hængende, V-formede og rigt behårede. Poterne er store, runde og flade med pels mellem tæer og trædepuder, og den amerikanske standard sammenligner dem med snesko. Halen er middellang, højt ansat og bæres i en krølle over ryggen.

Pelsen er dobbelt med en fin, ulden underuld og en lang, rigelig dækpels, der er fin, men hverken silkeagtig eller ulden, og som kan være lige eller bølget. Næsten alle farver er tilladt, blandt andet hvid, gylden, creme, grå, sort, flerfarvet og trefarvet. Kun chokoladebrun, leverfarvet og merle er uønsket.

Hanner er 36 til 41 cm høje, og tæver er lidt mindre. Standarden angiver ingen vægt, men Klubben for Små Selskabshunde angiver 8 til 13 kg, og den amerikanske standard og DKK nævner op til 14 kg. Racen hører dermed til de mellemstore hunde, selv om DKK selv placerer den i kategorien lille.

Temperament

Standarden beskriver tibetansk terrier som “lively, good-natured”, altså livlig og godmodig, en trofast ledsager med mange indtagende sider. Den er frimodig, årvågen, intelligent og modig, men hverken arrig eller stridbar. Den er glad for at lege, opfindsom og deltager med største fornøjelse i alt, hvad familien foretager sig.

Over for fremmede mennesker og hunde er den en smule skeptisk, men omgængelig. Den ser gæster an på afstand, før den lukker dem ind i varmen, men den er aldrig ondskabsfuld eller bidsk. Opdrættere, der blev interviewet i DKK’s blad Hunden i 2002, mente dog, at standardens ord om reserverthed ikke passer på deres hunde. Racen er vagtsom og melder højlydt, når der sker noget usædvanligt, men fortsætter ikke med at gø, når den har sagt til. Mange tibetanere elsker at sidde højt, for eksempel i en vindueskarm, hvor de kan holde øje med omgivelserne.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er moderat. Omkring en times motion om dagen er passende, gerne med mulighed for at bevæge sig frit og med opgaver, der stimulerer hovedet. Racen er adræt og kan springe meget højt, og den deltager gerne i familiens lege og aktiviteter. Den kræver dog ikke en masse aktivering for at falde til ro.

Jagtinstinktet er behersket, og den tager selvstændige initiativer, men holder som regel god kontakt med sin fører. Underulden isolerer godt mod både fugt, varme og kulde.

Træning og socialisering

Tibetansk terrier er opmærksom og samarbejdsvillig. Den lærer hurtigt, husker godt og har en fin fornemmelse for situationen, men den er også selvstændig og vil gerne se en mening med det, den bliver bedt om. Den kan være stædig, så træningen kræver tålmodighed. Belønningsbaseret træning i korte, varierede og tempofyldte sekvenser fungerer bedst, og opdragelsen skal være venlig og konsekvent. Hårdhændet behandling hører ingen steder hjemme.

DKK understreger, at hvalpen skal socialiseres fra den tidligste alder, så den lærer at møde fremmede mennesker og hunde roligt.

Familie og bolig

Racen er en udpræget familiehund, der elsker selskab og gerne vil være med overalt. Den er hengiven og overbærende over for familiens børn og har ry for at være børnevenlig. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Kilderne siger ikke noget direkte om livet i lejlighed. Størrelsen og det moderate motionsbehov gør det muligt, når hunden kommer ud hver dag, men dens tendens til at melde højlydt kan give udfordringer med naboer. Hunden har brug for nær kontakt med familien, og ingen af kilderne siger noget om, hvordan den klarer at være alene hjemme.

Pelspleje

Pelsen er racens kendetegn og kræver en fast indsats. Klubben for Små Selskabshunde skriver, at man ved at vælge en tibetansk terrier også siger ja til nogle timers pelspleje hver uge. En voksen hund skal børstes grundigt igennem helt ned til huden en til to gange om ugen. Den sværeste periode er fra omkring otte måneder, når hvalpepelsen skiftes ud, og indtil voksenpelsen er færdig i to- til treårsalderen; her kan det være nødvendigt at børste hver eller hver anden dag for at holde filtrene væk.

Hunden bør vaskes hver tredje til fjerde uge eller oftere, fordi en ren pels filtrer mindre, men den skal være filtfri, før den kommer i vand. Øjenkroge, ører og negle skal også passes, og pelsen mellem trædepuderne klippes kort. Ejere, der ikke udstiller, kan rede underulden ud for at lette arbejdet.

Hverken standarden, DKK eller klubben kræver, at pelsen klippes. Klipning er et valg eller en nødløsning: er pelsen blevet helt filtret, er der kun én udvej, nemlig at lade en professionel hundefrisør klippe den af og lade den gro ud igen, hvilket tager omkring et år. Til udstilling vises racen så naturlig som muligt, og den amerikanske standard regner klipning og formning af pelsen som en alvorlig fejl. Kilderne siger ikke, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Tibetansk terrier har ry for at være robust og hårdfør, og den britiske kennelklub har ingen særlige punkter til bekymring for racen (Breed Watch kategori 1). Udenlandske veterinære kilder nævner dog en række tilstande hos racen: knæskalsluksation, linseluksation, arvelig nethindesvind (PRA), ekstra øjenhår (distichiasis), grå stær og hofteledsdysplasi (HD). Den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for blandt andet primær linseluksation, to former for PRA, nervesygdommen NCL og en arvelig form for dværgvækst samt undersøgelse af hofter og øjne. Den danske raceklub havde tidligere problemer med PRA og indførte tidligt avlsrestriktioner.

Der findes ingen opgørelse af racens levealder fra en klub eller en undersøgelse. I raceportrættet i Hunden fra 2002 fortalte opdrættere, at 16 til 17 år ikke er usædvanligt, men det bygger ikke på statistik.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om HD-røntgen før avl. DKK kræver til gengæld, at begge forældre er øjenlyst af en dyrlæge fra Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel og fundet fri for tegn på PRA og linseluksation før første parring, tidligst ved ni måneder og med en attest, der højst er et år gammel. Hvalpenes far skal have dokumenteret normale testikler, og DKK’s etiske regler for avl skal være overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret på udstilling og have en officiel HD-status.

Spørg opdrætteren om forældrenes øjenattester og andre sundhedsresultater. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.