Lhasa Apso

Mere om racen

Overblik

Lhasa apso er en lille, robust selskabshund fra Tibet, hvor den i århundreder levede i klostre og hos overklassen som selskab og indendørs vagthund. FCI placerer den i gruppe 9, sektion 5, sammen med de øvrige tibetanske racer, blandt andre shih tzu og tibetansk spaniel. Racen kendes på den lange, tunge pels og pandehåret, der falder ned over øjnene.

Den er munter og selvbevidst, kærlig over for familien og lidt reserveret over for fremmede, og den melder, når nogen nærmer sig. Motionsbehovet er beskedent, mens pelsen kræver fast pleje hele livet, også når den er klippet kort. Racen regnes for langlivet, og de vigtigste arvelige sundhedsspørgsmål handler om øjne og nyrer.

Historie og oprindelse

Lhasa apsoen stammer fra det barske tibetanske højland, hvor den lange pels med tæt underuld isolerer, og pandehåret beskytter øjnene mod vind, støv og skarpt lys. I klostre og fornemme hjem holdt hundene vagt indendørs og gav lyd, når nogen nærmede sig, så de store vagthunde udenfor, blandt andre tibetansk mastiff, kunne tage over. De blev regnet for lykkebringere. Navnet henviser til hovedstaden Lhasa, og apso betyder hårrig. På tibetansk kaldes racen apso seng kyi, “den skæggede løvehund”.

Hvor gammel racen er, og hvornår den kom til Vesten, er kilderne ikke enige om. Den danske specialklub og flere amerikanske kilder nævner beretninger helt tilbage til 800 f.Kr. The Royal Kennel Club skriver, at racen først nåede andre lande sidst i 1800-tallet og blev anerkendt i 1908 under navnet Lhasa Terrier sammen med tibetansk terrier, mens FCI-standarden lader de første apsoer komme til Storbritannien i begyndelsen af 1920’erne. Kilderne beskriver samstemmende, at apso og tibetansk terrier i begyndelsen blev blandet sammen. En britisk raceklub blev stiftet i 1933, og i 1934 blev apsoen anerkendt som selvstændig race.

Til Danmark kom racen i midten af 1960’erne. Den er stadig forholdsvis sjælden herhjemme: i 2010 blev der registreret 80 hvalpe.

Udseende og størrelse

Lhasa apso er harmonisk og robust uden overdrivelser. Kroppen er længere end hunden er høj, overlinjen er vandret, og den velbehårede hale bæres godt op over ryggen, ofte med et knæk i spidsen. Pandehår og skæg er rigeligt, men må ikke hindre hunden i at se. Næsepartiet er omkring 4 cm og udgør cirka en tredjedel af hovedets længde, så racen er ikke kortsnudet som shih tzu. Øjnene er mørke og ovale, og biddet er et omvendt saksebid.

Den ideelle skulderhøjde er 25 cm for hanner, og tæver er en smule mindre. Hverken FCI-standarden eller de amerikanske standarder fra AKC og UKC angiver en vægt. AKC nævner i en artikel om racen 12 til 18 pund, omkring 5 til 8 kg, men det er et oversigtstal og ikke en del af standarden.

Yderpelsen er lang, tung, lige og hård, hverken ulden eller silkeagtig, med moderat underuld. Den voksne pels er ofte først færdig ved 2 til 3 års alderen. Alle farver er tilladt undtagen merle, fra gylden, sand og honning til grizzle, sort, hvid og flerfarvet.

Temperament

Standarden beskriver en munter og selvbevidst hund, der er opmærksom og ligevægtig, men lidt reserveret over for fremmede. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. I familien er lhasa apsoen kærlig og kontaktsøgende og har det bedst med mennesker og hunde, den kender. Den har humor og ved præcis, hvad den selv vil.

Over for fremmede er den snarere uinteresseret end bange. Den lader sig ikke klappe af hvem som helst og vender hellere ryggen til end at gå i forsvar, så man skal nærme sig den nænsomt. Af større hunde lader den sig ikke kue.

Vagtinstinktet er bevaret. Hunden melder, når nogen nærmer sig huset, men falder som regel til ro, når de besøgende er kommet indenfor. Den amerikanske raceklub fremhæver, at racen lærer at skelne almindelige lyde fra usædvanlige og sjældent stemmer i, når nabolagets hunde gør. Enkelte individer kan dog gø mere. Det enkelte dyrs temperament afhænger altid af arv, opvækst og socialisering.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er beskedent. Lhasa apsoen er aktiv og nysgerrig, sætter pris på at røre sig og er smidigere og hurtigere, end man skulle tro. Daglige ture med tid til at snuse giver vigtig stimulation. Anbefalingerne spænder fra en kort tur rundt om blokken en eller to gange om dagen til omkring en time om dagen.

Den holder sig som regel tæt på familien, men et tæt hegn om haven er en god idé. Den nyder sne og udeliv, mens varmt vejr ikke er dens favorit. Små opgaver, tricks og lege er god aktivering for en klog hund, der også er god til at underholde sig selv.

Træning og socialisering

Lhasa apsoen er intelligent og lærenem, men selvstændig, og den er ikke af natur en lydig race. Træn tålmodigt, venligt og konsekvent i korte, varierede sessioner, og beløn samarbejde hurtigt med godbidder, ros eller leg. Hårde metoder virker mod hensigten, og en ubehagelig oplevelse glemmer racen ikke let. Et spænde i pandehåret gør det lettere at få øjenkontakt.

Tidlig socialisering er vigtig for at dæmpe den naturlige mistænksomhed over for fremmede. Racen modnes langsomt og er ifølge den amerikanske raceklub først på sit højdepunkt i tre til fireårsalderen. Renlighedstræning kan tage længere tid end hos mange racer. Vænnes hvalpen tidligt til børstning, bad og føntørring, bliver plejen lettere.

Familie og bolig

Lhasa apsoen er en udpræget familiehund, men den knytter sig ofte mest til de voksne. Små børns hurtige og uforudsigelige bevægelser kan gøre en lille hund utryg, men hvalpe, der vokser op med børn under tæt opsyn, kan falde godt til, og med god socialisering går det som regel også fint med andre dyr i hjemmet. Leg bør altid foregå under opsyn.

Racen egner sig godt til lejlighed. Den er lille, har et beskedent motionsbehov og gør sjældent uden grund, men som vagthund melder den besøg, hvilket er værd at tænke på, hvis naboerne bor tæt på.

Alene hjemme klarer racen sig typisk godt. Den amerikanske raceklub skriver, at meget få lhasa apsoer lider af separationsangst, og at de fleste klarer sig fint, mens ejerne er på arbejde. Den danske specialklub understreger samtidig, at racen har brug for tæt kontakt med sin ejer. Alene-tid bør derfor trænes gradvist.

Pelspleje

Pelsen er racens største plejeopgave. Den lange, hårde pels skal børstes og redes grundigt igennem flere gange om ugen, og mange anbefaler daglig pleje for at undgå filt. Brug en balsamspray, og børst aldrig pelsen tør. En hund i fuld pels skal vaskes og føntørres jævnligt, ofte hver eller hver anden uge. Pandehåret holdes væk fra øjnene med et spænde.

Udstillingshunde har pels helt til jorden, men mange familiehunde klippes kortere, så plejen bliver lettere. Også en klippet hund skal børstes fast, fordi håret vokser hele tiden. Racen fælder kun lidt, men allergikere bør tale med lægen, før de anskaffer hund.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Lhasa apso regnes for en sund og langlivet race. I et britisk studie af over en halv million hunde (McMillan og kolleger, 2024) havde racen en medianlevealder på 14,0 år mod 12,0 år for blandingshunde. Den amerikanske raceklub angiver en gennemsnitlig levealder på 12 til 15 år.

Øjnene er racens svage punkt. I en VetCompass-undersøgelse af næsten 364.000 britiske hunde (O’Neill og kolleger, 2021) havde lhasa apso omkring 22 gange så høj odds for tørre øjne (keratoconjunctivitis sicca) som blandingshunde. Racen har også en arvelig form for progressiv retinal atrofi, kaldet PRA4, en nethindesygdom, der langsomt fører til blindhed. Der findes en DNA-test for netop denne form. Grå stær, grøn stær og cherry eye forekommer også. The Royal Kennel Club anbefaler DNA-test for PRA4 og øjenundersøgelse før avl.

Nyredysplasi, en medfødt fejludvikling af nyrerne, regnes for racens alvorligste arvelige sygdom. Sværhedsgraden varierer meget: i en undersøgt familie havde mange hunde lette forandringer uden symptomer, mens de hårdest ramte døde af nyresvigt i alderen 5 til 10 år. En foreslået DNA-markør har vist sig at være almindelig også hos raske hunde, så dens værdi som test er tvivlsom.

Knæskalsluksation (patellaluksation), brok, hornhindesår, blæresten, diskusprolaps og allergi nævnes også.

DKK stiller kun de generelle krav til avl: faderen skal have normale testikler, og DKK’s etiske regler skal overholdes. Til Basis+-stambog anbefales, at begge forældre har mindst Very Good på udstilling. Hundebekendtgørelsens krav om HD-, AD- eller BOAS-undersøgelse gælder ikke racen, men mange danske opdrættere får alligevel deres hunde undersøgt for patella, hofter og albuer.

Spørg opdrætteren om forældrenes øjenundersøgelser, PRA4-status og patellaresultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.