Schnauzer

Mere om racen

Overblik

Schnauzeren er en middelstor, kraftig hund med strid pels, markant skæg og buskede øjenbryn. Den kommer fra Tyskland, og FCI placerer den i gruppe 2, sektion 1, blandt pinschere og schnauzere, med standardnummer 182. Den er den oprindelige schnauzer, som både riesenschnauzeren og dværgschnauzeren stammer fra. De to er i dag selvstændige racer med hver deres side her på Raceguiden.

Racen findes i to farver, peber/salt og sort, som DKK registrerer hver for sig. Schnauzeren er livlig og energisk, men har samtidig en afmålt ro. Den er godmodig, glad for børn og vagtsom uden at være en bjæffer. Den passer til en aktiv familie, der vil give den beskæftigelse og en konsekvent opdragelse, og som er klar til at få pelsen trimmet flere gange om året.

Historie og oprindelse

Schnauzeren er en gammel gårdhund. I Sydtyskland levede den i stalden, hvor den trivedes særligt godt i selskab med heste. Dens opgave var at holde rotter, mus og andet småkravl væk og slå alarm, hvis der kom fremmede efter mørkets frembrud. Den slog gnavere ihjel så hurtigt, at den tidligt fik tilnavnet “Rattler”. Ud over rottefangsten blev den også brugt til at drive husdyr og trække små vogne.

Racen har været kendt i Tyskland i flere hundrede år, ifølge den britiske kennelklub mindst siden 1300-tallet. Både Albrecht Dürer og Rembrandt har afbildet hunde, der minder påfaldende om nutidens schnauzere. Da Pinscher-Schnauzer-Klubben blev stiftet i 1895, blev racen opført som ruhåret pinscher.

Navnet hentyder til skægget: på tysk betyder “Schnauzbart” et busket overskæg. Kilderne er uenige om, hvornår navnet kom til. DKK skriver, at det stammer fra 1842, mens den britiske kennelklub skriver, at det blev taget i brug efter en hund ved navn Schnauzer, der vandt den første klasse for ruhårede pinschere i 1879.

FCI anerkendte racen endeligt i 1955. I dag er schnauzeren først og fremmest selskabshund, men den er egnet til mange opgaver.

Udseende og størrelse

Schnauzeren er middelstor, kraftig og snarere kompakt end slank. Den er kvadratisk bygget, så skulderhøjden omtrent svarer til kroppens længde. Hovedet er kraftigt og langstrakt og udgør omtrent halvdelen af rygliniens længde. Øjnene er mørke og ovale med et livfuldt udtryk, og de høje, V-formede ører falder fremad mod tindingerne. Halen er naturlig og bæres gerne som en sabel eller segl.

Pelsen er ruhåret, hård og tæt. Den består af en tæt underuld og en ikke for kort, grov dækpels, der ligger tæt til kroppen. Skægget på snuden må ikke være for blødt, og de buskede øjenbryn skygger let for øjnene. Standarden tillader to farver: helsort med sort underuld og peber og salt i nuancer fra mørk jerngrå til sølvgrå med grå underuld. Peber og salt-farven opstår ved, at hvert enkelt hår er trefarvet. Begge farver skal have en mørk maske.

DKK registrerer de to farver som separate varianter, og de må ikke parres sammen. Skulderhøjden er 45 til 50 cm, og vægten 14 til 20 kg for både hanner og tæver.

Temperament

Standarden beskriver et “livligt temperament - kombineret med afmålt ro”. Schnauzeren er godmodig og legesyg og kendt for sin trofasthed over for sin ejer. Den elsker børn og er ubestikkelig og vagtsom, men ifølge standarden “uden dog at være en bjæffer”. Den har skarpe sanser, er klog, lærenem, uforfærdet og udholdende og robust over for både vejr og sygdom. Standarden kalder den en fremragende familie-, vagt- og ledsagehund med evner som brugshund. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Over for andre hunde er schnauzeren som regel socialt indstillet. Vagtsomheden er bevaret fra tiden på gården: den holder øje med, hvem der kommer, men den er hverken skarp eller voldsomt gøende. Også rottefængerens instinkt er bevaret, for gårdhundeegenskaberne har den stadig fuldt ud i behold.

Motion og aktivering

En schnauzer forventer hele tiden at være med, hvor der sker noget. Den har brug for masser af kontakt, aktivitet og meningsfyldt beskæftigelse, og omkring en times motion om dagen er et godt udgangspunkt. Den unge hund er meget aktiv og opfindsom og kan have brug for at blive dæmpet lidt. Senere indretter den sig efter familiens aktivitetsniveau.

Som de andre gårdhunde er schnauzeren en arbejdshund, der gerne vil have noget at lave. Får den ikke nok, finder den selv på noget, og kedsomhed kan gøre den meget gøende. Sporsøg, rallylydighed, lydighed og agility er gode måder at bruge den på. Den holder som regel god kontakt på tur, men kan indimellem blive ramt af det, DKK kalder “akut høresvigt”.

Træning og socialisering

Schnauzeren er en selvstændig problemløser. Den er opmærksom og lærevillig, men på sine egne betingelser, og den kan være stædig. DKK anbefaler at træne kvikt og varieret i korte sekvenser. Den tåler ikke unødig hårdhed, men heller ikke for meget eftergivenhed, hvis den skal fungere godt som familiehund. Raceklubben anbefaler en konsekvent, men ikke for håndfast opdragelse, og belønningsbaseret træning med tålmodighed virker bedst.

Racen stiller en del krav til sin ejer. Det er en god idé at gå til træning med hvalpen, både for at få en velfungerende hund og for at have et sted at søge råd. Tidlig socialisering med børn, andre hunde og andre dyr er vigtig, også fordi rottefangeren stadig sidder i den.

Familie og bolig

Schnauzeren er glad for aktivitet og leg og trives fint i en børnefamilie. Den er blid og tålmodig og kommer godt ud af det med børn, hvis den møder dem tidligt. Som med alle hunde er det altid de voksnes ansvar, at børn under 8 til 10 år aldrig er alene med hunden.

Racen vil være med i alt, hvad familien laver, og den trives bedst med tæt kontakt til sine mennesker. Ingen af kilderne siger noget direkte om, hvordan den klarer at være alene. DKK’s generelle råd er, at ingen hund bør være alene mere end 6 til 8 timer i døgnet.

Kilderne nævner ikke lejlighed direkte. Schnauzeren er middelstor og ikke særlig støjende, men den er aktiv og kræver beskæftigelse, så en lejlighed forudsætter, at behovene bliver dækket ude. Den er avlet til at fange rotter og mus, og DKK’s pasningsvejledning for gårdhunde råder til tidligt at vænne de mindre gårdhunde til katte og kaniner, så de ikke ser dem som bytte.

Pelspleje

Schnauzeren skal trimmes. Ved trimning plukkes de døde dækhår ud i hånden, og DKK anbefaler at gøre det tre til fire gange om året. Mellem trimningerne skal pelsen børstes grundigt en gang om ugen. Det tykke, lange skæg bør vaskes jævnligt, så det ikke bliver uappetitligt af madrester og snavs. Trimningen kan klares hos en professionel trimmer, og raceklubben har en liste over trimmere.

Til gengæld er pelsen bygget til alt slags vejr. Fugt og snavs preller af på de grove, tætte dækhår, og den tykke underuld isolerer mod både kulde og varme. En regelmæssigt trimmet schnauzer fælder kun ubetydeligt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Raceklubben beskriver schnauzeren som en sund og robust hund, men det er klubbens vurdering uden tal. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer i racen, og det samme gør schnauzer comedo syndrom, en hudlidelse med betændte hårsække. Den britiske kennelklub anbefaler, at avlsdyr bliver HD-undersøgt og DNA-testet for dilateret kardiomyopati (DCM), en alvorlig hjertesygdom. Et amerikansk studie af hunde, der var sendt til gentest, fandt en DCM-relateret genvariant hos hver femte schnauzer. Hunde med to kopier af varianten udviklede DCM og døde typisk som unge. Tallet stammer fra en udvalgt gruppe testede hunde og siger ikke noget sikkert om forekomsten i Danmark. Der findes ingen sikre tal for racens levetid i de gennemgåede kilder.

Schnauzer er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er undersøgt for hofteledsdysplasi, før den bruges i avl. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B før parring. En hund med HD C må kun bruges, hvis partneren har HD A. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, og DKK’s etiske regler for avl skal være overholdt. Peber/salt og sort må ikke parres sammen. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-resultater og om eventuelle gentests. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.