Dværgschnauzer

Mere om racen

Overblik

Dværgschnauzeren er den mindste af de tre schnauzerracer. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 1, blandt pinschere og schnauzere. Den er en lille, kraftig og ruhåret hund, der efter standarden skal være en formindsket udgave af schnauzeren uden at virke dværgagtig. I dag holdes den som familie- og selskabshund. Schnauzer og riesenschnauzer er selvstændige racer og beskrives ikke her.

Dansk Kennel Klub registrerer racen i fire farvevarianter: peber/salt, sort, sort/sølv og hvid. De har samme standard og samme avlsregler og er samlet på én side. Ifølge Dværgschnauzerklubben er peber/salt og sort/sølv de mest almindelige farver i Danmark. Racen er social, kvik og tilpasningsdygtig, men den er vagtsom og kan give en del lyd, og den strie pels kræver fast pleje og trimning.

Historie og oprindelse

Hjemlandet er Tyskland. Omkring århundredskiftet slog en lille schnauzer fra egnen omkring Frankfurt am Main igennem, dengang under navnet ruhåret dværgpinscher. Det var ingen let opgave at skabe en lille hund med storebroderens udseende og egenskaber ud fra hunde af meget forskellig størrelse, type og pelskvalitet.

Formindskelsen menes at skyldes indkrydsning af affenpinscher, og den lille variant blev første gang officielt registreret i 1888. I et raceportræt i DKK’s blad Hunden fra 2007 peger Dværgschnauzerklubben på tre hanner fra omkring år 1900 som stamfædre til nutidens bestand. Længe blev racen regnet for samme race som dværgpinscher og affenpinscher, og den endelige udskillelse skete først i 1903.

Oprindeligt var det en gårdhund, der holdt mus og rotter nede og meldte, når der kom fremmede. Racen kom formentlig til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, men avlen tog først for alvor fart i 1970’erne. Ifølge klubben har amerikansk avl trukket racen mod et blidere temperament, mere skæg og benhår og en mere robust krop.

Udseende og størrelse

Hunden er kvadratisk, og skulderhøjden svarer omtrent til kropslængden. Mest karakteristisk er skægget på snuden og de buskede øjenbryn, som skygger lidt for øjnene. Ørerne er høje, V-formede og vender fremad, og halen skal være naturlig.

Pelsen skal være strid, hård og tæt, med tæt underuld og en dækpels, der ligger tæt ind til kroppen. Standarden godkender fire farver: helsort med sort underuld, peber og salt, sort/sølv og helhvid med hvid underuld. Alle farver skal have en mørk maske.

Skulderhøjden er 30 til 35 cm for både hanner og tæver, og vægten er ifølge standarden omtrent 4 til 8 kg. Afviger højden mere end 2 cm fra rammen, diskvalificeres hunden. Racen hører dermed til de små hunde. Raceklubbens egen korte beskrivelse nævner en lidt smallere vægt på 4,5 til 7 kg.

Temperament

Dværgschnauzerens væsen ligner schnauzerens, men er præget af en lille hunds temperament. DKK’s danske oversættelse af standarden kalder den “klog og uforfærdet, udholdende og vagtsom”, og den egner sig både som familiehund og som vagt- og selskabshund. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Hunden er vågen og nærværende, elsker selskab og trives sammen med andre hunde, også af samme køn. Den er kærlig og hengiven, men har også en stor personlighed, som kræver en kærlig, men bestemt opdragelse. Temperamentet er temmelig blidt og slet ikke skarpt, og over for fremmede kan den være lidt reserveret uden at være sky.

Jagtinstinktet er bevaret. Racen fanger effektivt rotter og mus, men holder sig tæt på sine mennesker og strejfer ikke.

Motion og aktivering

Kilderne er enige om, at dværgschnauzeren er livlig, men ikke særlig krævende. Den er en livlig og stærk lille hund, som ikke er voldsomt motionskrævende, og et par gode ture om dagen er nok, gerne hvor den kan løbe løs og møde andre hunde. PDSA anbefaler omkring en time om dagen, og VCA en lang gåtur eller kort løbetur sammen med en livlig leg. I byen klarer racen sig fint med moderat motion.

Hunden er aktiv, men ikke rastløs: den vil gerne være med, når der sker noget, men falder til ro i de stille perioder. Agility er populært, fordi tempoet og variationen passer racen.

Træning og socialisering

Racen er lydhør, opmærksom og samarbejdsvillig og derfor nem at opdrage, men DKK anbefaler klare grænser og korte træningspas med masser af belønning. Dværgschnauzeren keder sig ved gentagelser, reagerer dårligt på en hård tone og arbejder bedst for godbidder, ros og varierede opgaver. Den er hurtig til at lære, men også hurtig til at kede sig.

Hunde, der kun møder deres egen race under opvæksten, kan blive kræsne i valget af hundevenner. Præsenteres racen tidligt for børn, kan den fungere godt med dem. Gøen bør også tages i opløbet allerede i hvalpealderen.

Familie og bolig

FCI-standarden skriver direkte, at dværgschnauzeren uden problemer kan holdes i en lille lejlighed, og raceklubben er enig. Den er en frisk og handy selskabshund, også for førstegangsejere, og den er legesyg og god med børn, dog med forbehold for tidlig tilvænning. Små børn og hunde bør altid være under opsyn.

Den største udfordring i tæt bebyggelse er lyden. Racen kan være temmelig højrøstet, hvis den ikke bliver stoppet. Den melder altid, når nogen kommer, og nogle hunde er “talende”, hvilket sjældent glæder naboerne. Enkelte gør i det hele taget meget.

Dværgschnauzeren vil helst være, hvor familien er. Ifølge DKK har den det ikke godt med at være alene mere end fire til fem timer dagligt. Den er ikke klæbende, men følger gerne med fra rum til rum. Hvor længe den enkelte hund kan være alene, afhænger af træning og tilvænning.

Pelspleje

Dværgschnauzeren er en trimmehund. Ved trimning rykkes de døde dækhår ud, og man skal regne med to til fire trimninger om året hos en trimmer, der kender racen. Klubben anbefaler desuden, at ben, hoved, bryst og mave pyntes cirka hver anden måned. Mellem trimningerne skal pelsen børstes og underulden redes af, og skægget skal redes dagligt.

Når pelsen holdes trimmet, fælder racen ikke, og VCA sætter fældningen til under gennemsnittet. Raceklubben advarer dog om, at en hund, der ikke bliver plejet, kan fælde kraftigt og filtre. Klipning er et alternativ, men så bliver pelsen blødere og isolerer dårligere, og en klippet hund kan ikke udstilles. Racen danner også tidligt tandsten.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

En britisk undersøgelse af 3.857 dværgschnauzere i almindelig dyrlægepraksis (VetCompass, O’Neill og kolleger, 2019) fandt, at de hyppigste registrerede lidelser var paradentose (17,4 %), overvægt (8,3 %), forstoppede analkirtler og ørebetændelse. Medianlevealderen var 11,6 år, og den midterste halvdel af de døde hunde døde i alderen 9,3 til 13,1 år. Tallene bygger på kun 86 dødsfald.

Forhøjet fedtindhold i blodet (hypertriglyceridæmi) er udbredt i racen: ifølge en amerikansk forskergruppe har mere end 75 % af dværgschnauzerne det ved tiårsalderen, og det disponerer for blandt andet bugspytkirtelbetændelse. I en undersøgelse af 195 dværgschnauzere havde hunde med stærkt forhøjede triglycerider 4,5 gange så ofte en blodprøveværdi, der passede med bugspytkirtelbetændelse. Racen har også øget risiko for urinsten af calciumoxalat, især hanner og overvægtige hunde.

Blandt øjensygdommene ses progressiv retinal atrofi (PRA) og grå stær. PRA nedarves recessivt hos racen og blev i en undersøgelse af 51 syge hunde i gennemsnit konstateret omkring fireårsalderen. Forskerne er endnu ikke enige om den udløsende genvariant, så den tilgængelige DNA-test bør bruges med forbehold. Myotonia congenita er en recessivt arvelig muskelsygdom, hvor musklerne er længe om at slappe af. I en undersøgelse fra 2002 var 20 % af 372 testede hunde anlægsbærere, alle i familie med den samme populære avlshan. Desuden forekommer blandt andet schnauzer comedo syndrom, allergi og Cushings syndrom.

DKK kræver kun, at faderen har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske avlsregler overholdes. Parring på tværs af farvevarianterne kræver dispensation fra Dværgschnauzerklubben. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, som kræver HD-undersøgelse før avl for blandt andre schnauzer og riesenschnauzer. Den britiske Royal Kennel Club anbefaler øjenundersøgelse og en DNA-test for modtagelighed for infektion med Mycobacterium avium.

Spørg opdrætteren om forældrenes øjenundersøgelser og DNA-tests. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.