Maremma

Mere om racen

Overblik

Maremmaen er en stor, hvid italiensk vogterhund, avlet til at leve sammen med fåreflokke og forsvare dem mod ulve og tyve. FCI kalder racen Cane da Pastore Abruzzese Maremmano og placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 201. DKK har den også i gruppe 1. Hanner måler 67 til 73,5 cm og vejer 40 til 52 kg, tæver måler 62 til 70 cm og vejer 35 til 45 kg.

Racen er hengiven over for sin familie, men den er selvstændig, meget vagtsom og afvisende over for fremmede, og den gør meget. Den trives bedst på landet hos en erfaren ejer med god plads og en stor, indhegnet have. Maremmaen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven, men dansk lov kræver HD- og AD-røntgen, før den bruges i avl.

Historie og oprindelse

Hvide fårevogtere har arbejdet i Italien i meget lang tid. Den romerske forfatter Varro beskrev dem omkring år 100 før vor tidsregning, og DKK skriver, at racen formentlig kom til Italien fra Lilleasien.

Maremmaen stammer fra to lokale typer: hyrdehundene i Abruzzerne, hvor fåreavlen stadig blomstrer, og de hunde, der tidligere fandtes på Maremma-sletten i Toscana og i Lazio. Fårene blev drevet mellem sommergræsningen i bjergene og vintergræsningen på sletterne, og vogterhundene fulgte med. Især efter 1860 blandede de to typer sig naturligt.

Længe havde Pastore Maremmano og Pastore Abruzzese hver sin standard, og egnene var uenige om, hvem der havde de oprindelige hvide hunde. Ifølge DKK blev striden bilagt i 1953, mens den svenske raceklub daterer den fælles italienske standard til 1958. FCI anerkendte racen endeligt i 1956. Navnet Maremma bredte sig med de første hunde til England i 1930’erne, men opdrættere i Abruzzerne kalder stadig deres hunde Abruzzese.

Racen vogter i dag husdyr over hele verden. I Danmark købte en fåreavler ved Skærbæk tre maremmaer fra Italien i 2014 efter ulveangreb, og indhegningerne med hunde har siden stort set været fri for angreb.

Udseende og størrelse

Maremmaen er stor, kraftigt bygget, rustik og majestætisk, og kroppen er lidt længere end høj. Hovedet er stort, fladt og kegleformet, og standarden sammenligner det med en isbjørns. Ørerne er små, hængende og meget bevægelige. Halen hænger i hvile og bæres i ryglinjen med en krog i spidsen, når hunden bevæger sig. En kuperet eller medfødt kort hale diskvalificerer.

Pelsen er lang, ret grov og minder om glat hestehår. Den ligger fladt, danner en kraftig krave om halsen og bliver op til 8 cm lang på kroppen. Underulden er kun rigelig om vinteren. Farven er helt hvid, men nuancer af elfenben, bleg orange eller citron tolereres inden for visse grænser.

Med en vægt på 35 til 52 kg hører racen til de store hunde. Ældre standarder og DKK’s raceside angiver lidt lavere tal, 30 til 45 kg.

Temperament

Standarden beskriver en vogter- og forsvarshund for flokke og ejendom, der løser sin opgave med opmærksomhed og er hengiven over for sin ejer og hele husstanden. Den svenske kennelklub kalder racen egenrådig, modig, udholdende og meget vagtsom, en vogter, der ikke lader sig bestikke.

Over for sine egne er maremmaen kærlig og fysisk. Den vil vide, hvor alle i familien er, og læner sig gerne op ad dem, men den fedter aldrig for fremmede. Den accepterer menneskers ledelse, men ikke at blive underkuet.

Vagtinstinktet kræver ingen træning og bliver stærkere med alderen. En voksen maremma kan opfatte en håndværker med værktøj eller en ukendt gæst, der krammer børnene, som en trussel, og den kan blive fysisk.

Racen gør meget. Gøen er en væsentlig del af vogterinstinktet, og den gør ikke uden grund, men hvor mange fremmede kommer forbi, er det meget svært at få den til at lade være med at melde hver enkelt. I forstæder er racen kendt for at blive en generende gøer.

Motion og aktivering

Voksne maremmaer er rolige det meste af tiden og ligger gerne et sted, hvor de kan holde øje med alle indgange. De har brug for daglige gåture og god plads udendørs, helst på hundens egne betingelser. I by eller forstad skal hunden motioneres i snor. Den må aldrig holdes i kæde.

Hvalpe vokser bedst, når de kan bevæge sig frit. En maremma uden en opgave kan kede sig og blive destruktiv, og en hund uden flok gør familien og grunden til sin flok. Den tåler kulde, men er følsom for varme.

Træning og socialisering

Maremmaen er klog, men den er avlet til at træffe sine egne beslutninger uden en hyrde i nærheden. Den adlyder derfor ikke hurtigt og vil selv bestemme, hvornår den sætter sig eller bliver liggende. Den må ikke trænes til angreb. DKK skriver, at racen stiller store krav til ejerens konsekvens, men at hårdhed ikke fører nogen steder hen.

Den amerikanske raceklub anbefaler at begynde træningen ved 4 til 5 måneder i korte lektioner. Hvalpen skal socialiseres meget og vænnes til at blive håndteret af mange venlige fremmede, også senere. Ved to år kan hunden alligevel beslutte, at ingen fremmede må røre den, dens ejer eller dens ting. Ejeren skal derfor selv præsentere alle nye gæster og have et sikkert sted at sætte hunden, når der kommer folk, den ikke bryder sig om.

Racen modnes sent. Den er fuldt udviklet som vogter omkring toårsalderen, og den svenske raceklub anbefaler af samme grund ikke at bruge den i avl før tre år.

Familie og bolig

Den svenske kennelklub kalder maremmaen en vidunderlig familiehund, når familien forstår de krav, vagtmentaliteten stiller. Racen elsker små børn, men reagerer på drilleri og bryder sig ikke om, at fremmede børn rører ved familiens børn. Den amerikanske raceklub anbefaler ikke racen som familiehund og fraråder den til folk, der ikke har rigelig tid til hunden. Den er heller ikke glad for at være alene hjemme.

Med andre dyr går det som regel godt. Racen har næsten intet jagtinstinkt, socialiserede maremmaer holder af katte, og den lever fint med andre hunde, så længe den selv bestemmer. To hanner kan være svære at have sammen. En legesyg hvalp kan dog skade et lam uden at ville det, så første møde med andre dyr skal ske under opsyn.

Racen egner sig ikke til lejlighed eller et lille hus. Den amerikanske raceklub fraråder den til folk uden en stor, indhegnet have, og racen hører hjemme på landet. Bruges maremmaen som vogter for husdyr i Danmark, gælder særlige regler: vogterhunde skal holdes mindst to sammen i en lukket indhegning med læ, skygge og et skilt med ejerens kontaktoplysninger.

Pelspleje

Den grove pels er vejrbestandig og forholdsvis let at holde. En børstning om ugen er som regel nok. Hunde, der arbejder ude ved flokken, klarer sig ofte et helt liv uden pelspleje, mens hunde, der bor inde, har brug for lidt mere.

Racen fælder meget. Den tykke underuld fældes en til to gange om året i store mængder, og i de perioder skal pelsen børstes grundigt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Maremmaen regnes for en robust og sund race. Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) forekommer, og racen er nævnt i bilag 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025 blandt de meget store racer, der skal HD- og AD-røntges før avl. HD-røntgen må tidligst ske ved 18 måneder, og hunde med HD D eller E eller AD 2 eller 3 må ikke bruges i avl. Mavedrejning forekommer som hos andre store, dybbrystede racer og kræver akut dyrlægehjælp. Hunde med for lidt pigment på næsen kan få hudkræft. Den svenske raceklub angiver en normal levetid på omkring 12 år.

DKK kræver, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C med en partner med A, og AD-status 0 eller 1, at faderen har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For en Basis+ stambog skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good. Den amerikanske raceklub anbefaler hvalpe efter HD-fri forældre fra arbejdende linjer.

Maremmaen er ikke på listen over de 13 forbudte racer i hundelovens § 1 a, hvor flere andre vogterhunde står: kangal, de tre ovtcharka-racer, tornjak og sarplaninac. Maremmaen er en selvstændig race med sin egen standard, men som for alle racer er krydsninger med en forbudt race også forbudt. Politiet kan kræve dokumentation for en hunds race eller type, hvis der er tvivl, så en stamtavle er en fordel. Hunde må kun hale- eller ørekuperes af veterinære hensyn.

Mød gerne forældrene i deres hverdag, og spørg opdrætteren om deres HD- og AD-status. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.