Bichon Havanais

Mere om racen

Overblik

Bichon havanais, som i Danmark ofte bare kaldes havaneser, er en lille selskabshund. FCI placerer den i gruppe 9, sektion 1, sammen med de andre bichoner. Det er en robust lille hund med korte ben, en lang og blød pels og en livlig, fjedrende gang. Racen er kendt for sit glade og kærlige sind og sin glæde ved at være sammen med familien.

I dag er racen blandt de mest populære i Norden, og man ser mange havanesere i byerne. Den er let at have med på besøg, på arbejde og på rejser. Den lange pels er den store opgave: den fælder meget lidt, men skal børstes ofte, hvis den ikke skal filtre. Racens specialklub i Danmark er Klubben for Små Selskabshunde.

Historie og oprindelse

Hos FCI står Cuba som oprindelsesland, men ifølge standarden selv kommer racen fra det vestlige Middelhavsområde og er udviklet langs de spanske og italienske kyster. Hundene kom formentlig tidligt til Cuba med italienske skibskaptajner. At racen skulle stamme fra Havana, kalder standarden en legende: navnet skyldes den hyppige tobaksbrune farve.

De små hunde optrådte på markeder og i cirkus, før søfolk bragte dem til Cuba i 1700-tallet, hvor de blev populære hos overklassen og også drev høns ind om natten. Efter uroen på Cuba forsvandt de gamle blodlinjer fra øen. Nogle få hunde blev smuglet til USA, og deres efterkommere blev grundlaget for racen i dag. Omkring 1980 kom de første hunde fra USA til Tyskland.

Den første bichon havanais kom til Danmark den 5. maj 1985, da Birte Warming købte en hund i Tyskland til sin kennel. Det var samtidig den første af racen i Skandinavien.

Udseende og størrelse

Havaneseren er lidt længere end høj, med ret store, mandelformede øjne og hængende ører. Halen bæres højt, gerne rullet ind over ryggen, og er dækket af lange, silkebløde hår.

Pelsen er racens kendetegn. Dækhåret er 12 til 18 cm langt hos voksne hunde, blødt og glat eller bølget, og det kan danne krøllede lokker. Underulden er svagt udviklet og mangler ofte helt. Ifølge standarden må pelsen ikke klippes eller trimmes, bortset fra poterne og lidt over øjnene og på snuden. Den skal heller ikke være så tung som hos malteser, shih tzu eller lhasa apso. Farverne er mange: fawn i forskellige nuancer, sort, havannabrun, tobaksfarvet og rødbrun, også med pletter i disse farver. Helt hvide hunde er sjældne. I USA tillader den amerikanske standard også snoet pels.

FCI-standarden sætter skulderhøjden til 23 til 27 cm for begge køn, og 21 til 29 cm tolereres. Den britiske standard har 23 til 28 cm. FCI-standarden har ingen vægt med, og vægten skal blot passe til højden. Den amerikanske UKC-standard sætter 3 til 6 kg (7 til 14 pund), og racen hører dermed til de små hunde.

Temperament

Havaneseren er ifølge FCI-standarden usædvanlig opvakt, kærlig og glad, charmerende, legesyg og endda lidt af en klovn. Den elsker børn og leger uendeligt med dem. Den er let at træne som alarmhund, og en aggressiv eller meget sky hund diskvalificeres. Den amerikanske standard bruger ordene venlig, legesyg, opmærksom og intelligent.

Hurtigt bliver den midtpunkt i familien, og den vil gerne være med i alt. Racen er også følsom: den aflæser sin ejers humør og bruges derfor også som servicehund og besøgshund.

Racen er vagtsom og alarmerer om alt, hvad den finder usædvanligt. Ingen gæst bliver modtaget uhørt, men det udvikler sig ikke til vedvarende gøen. I flok kan havanesere forstærke hinanden, når det ringer på døren.

Motion og aktivering

Havaneseren har ikke brug for meget motion. Omkring 30 minutter om dagen rækker, og en tur rundt om blokken en eller to gange dagligt plus en livlig leg er nok. Den elsker friske gåture med nye indtryk, og trods de korte ben går den gerne lange ture i varieret terræn og kan løbe overraskende hurtigt.

Hovedet skal dog også bruges. Havaneseren er arbejdsivrig og vil gerne have opgaver, og en opdrætter skrev i Hunden 2006, at det er synd at vælge racen, hvis man ønsker en ren sofahund. Racen trives med blandt andet rally, agility, nosework og tricktræning. Jagtinstinktet er minimalt, og hunden bevæger sig sjældent langt væk fra sine mennesker.

Træning og socialisering

Kilderne er enige om, at havaneseren er let at lære op. Opdragelsen giver sjældent problemer, fordi hunden er glad for kontakt og opmærksomhed. Den er meget modtagelig for positiv træning, men lukker af, hvis tilgangen er hård, så træn med belønning i form af godbidder eller leg.

Racen kræver alligevel tydelige rammer, fordi den selv finder på noget, hvis ejeren ikke gør. Hundeskove kan være svære, fordi den lille størrelse gør hunden sårbar over for store hunde, og den foretrækker ofte at lege med hunde af sin egen størrelse. Vænn hvalpen til pelspleje fra begyndelsen, så børstningen bliver en hyggestund og ikke en kamp.

Familie og bolig

Alle kilderne regner havaneseren for en god familiehund. Klubben for Små Selskabshunde anbefaler den til familier med børn, og er den socialiseret som hvalp, er den en fremragende familiehund. Børn skal dog lære at respektere hundens grænser og forstå, at den er lille og skrøbelig. Samvær med små børn bør derfor altid foregå under opsyn.

Racen er særdeles velegnet til at bo i byen og er en livlig og opmærksom hund til indendørs liv. Størrelsen og det beskedne motionsbehov gør den let at have i lejlighed, men dens tendens til at melde gæster kan genere naboer.

Racen er meget knyttet til sin familie. DKK advarer om, at den trives dårligt med at være alene for længe ad gangen, mens Hunden 2025 kalder det en myte, at racen generelt har svært ved at være alene: den kan lære det med den rette træning. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Den lange pels kræver en fast rutine. Klubben for Små Selskabshunde anbefaler at børste og ordne pelsen hver dag, aldrig i tør pels, og at bade hunden hver 10. til 14. dag med shampoo og balsam, efterfulgt af føntørring under børstning. Også PDSA går ind for daglig pleje, mens VCA nøjes med børstning to til fire gange om ugen. Perioden fra omkring syv måneder til to år er ofte den sværeste, fordi pelsen skifter og filtrer let.

Mange vælger at klippe pelsen kortere i hverdagen, men også en kort pels skal børstes, fordi filtre kan gemme sig tæt ved huden. Til gengæld fælder havaneseren meget lidt. Racen har ikke de samme fældeperioder som andre hunde, men det er ingen garanti for, at allergikere kan tåle den.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen er disponeret for fire lidelser i særdeleshed: knæskalsluksation, hvor knæskallen midlertidigt glider ud af leje, progressiv retinal atrofi (PRA), som gradvist nedbryder nethinden, portosystemisk shunt, hvor blodet går uden om leveren, og distichiasis, hvor små ekstra øjenhår irriterer øjet. Manglende tænder har været et problem i racen. Grå stær (katarakt) var tidligere en stor udfordring, men sygdommen kan i dag spores og undgås gennem undersøgelser.

I Danmark har DKK ikke sundhedskrav for at stambogsføre hvalpe af racen ud over dokumentation af faderens testikler. Siden 1. januar 2026 kræver Basis+-stambog dog, at begge forældre er undersøgt for patellaluksation med status 0 eller 1 og øjenundersøgt fri for PRA og arvelig katarakt inden for de seneste 12 måneder. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så der er ikke lovkrav om røntgen for HD eller AD. I Storbritannien anbefaler The Royal Kennel Club øjenundersøgelse og albueundersøgelse, og den britiske raceklub anbefaler årlig øjenundersøgelse og knæundersøgelse af avlsdyr.

En opdrætter satte i Hunden 2006 racens typiske levealder til 12 til 14 år. Det er en erfaring fra opdræt, ikke et målt gennemsnit. Undgå hvalpe uden FCI-stambog, fordi forældrenes sundhed så ikke kan følges. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.