Cimarrón Uruguayo

Mere om racen

Overblik

Cimarrón Uruguayo er en mellemstor, kompakt og adræt hund af dogue-typen fra Uruguay. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.1, med standardnummer 353 og kalder den fremragende til hyrdearbejde, storvildtjagt og vagt. Hanner måler 58 til 61 cm og vejer 38 til 45 kg, tæver måler 55 til 58 cm og vejer 33 til 40 kg, begge med 2 cm tolerance på højden.

Standarden beskriver en afbalanceret, intelligent og meget modig hund. SKK kalder den en udpræget kvæg- og vagthund med stærkt vagtinstinkt og skriver, at den kræver en ejer med stor vane til at arbejde med hunde og ikke passer som ren selskabshund. Racen er lovlig i Danmark. DKK har endnu ingen tekst om racen.

Historie og oprindelse

Racens oprindelse er usikker. FCI-standarden siger, at den nedstammer fra de hunde, som de spanske og portugisiske erobrere tog med til landet. Hundene, der blev efterladt, parrede sig indbyrdes, og den naturlige udvælgelse lod kun de stærkeste, mest kloge og bedst egnede overleve. Beboerne opdagede senere deres værdi, tæmmede dem og brugte dem som vagt og som hyrdehunde i det daglige arbejde med kvæg.

Den uruguayanske kennelklub, Kennel Club Uruguayo, fortæller mere. Ordet cimarrón bruges i Amerika om alle vilde dyr og planter i modsætning til tamme. Hundene formerede sig kraftigt i naturen uden naturlige fjender, og ifølge historiske dokumenter blev de en fare for husdyr og endda mennesker. Myndighederne beordrede og opmuntrede derfor store drab omkring slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Alligevel nåede mange tæver med hvalpe skovene ved Olimar-floden, Otazo-bjergene og Cerro Largo. Opdrættere i Cerro Largo kendte hundenes evner til kvægarbejde og ejendomsforsvar og begyndte at udvælge dem og holde dem fra krydsning.

Den første officielle standard blev godkendt af den uruguayanske kennelklub i 1988, og samme år blev racens klub stiftet. FCI anerkendte racen foreløbigt den 21. februar 2006 og endeligt i 2017. UKC anerkendte den i 2006.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund af dogue-typen, stærk, kompakt og adræt med god knoglestruktur og kraftig muskulatur. Højden ved manken er lig med højden ved krydset, og kroppen er lidt længere end høj (forholdet 10 til 11). Kraniet er bredere end langt, snuden er kraftig og kun lidt kortere end kraniet, og stoppet er moderat. Overlæben dækker underlæben, men hænger ikke. Øjnene er mellemstore og mandelformede med et nysgerrigt udtryk, i en hvilken som helst brun nuance, så mørke som muligt.

Ørerne er mellemstore, trekantede og hængende, men ikke tæt ind til kinderne. Standarden nævner, at de traditionelt kuperes i hjemlandet, og UKC tillader afrundede, kuperede ører. Halen er tyk, når hasen og bæres lavt i hvile. Brystet er dybt, og ribbenene er veludhvælvede, men ikke tøndeformede. Gangarten er ledig med god rækkevidde og fraspark.

Pelsen er kort, glat og tætsiddende med underuld, og lang pels diskvalificerer. Huden er tyk og smidig. Farverne er tigret eller alle nuancer af fawn, som kan have sorte skygninger, og desuden blålig tigret og blålig fawn, alle med eller uden maske. Hvide aftegn er tilladt under kæben, på struben, forbrystet, maven og de nedre dele af benene, men ikke højere end håndleddet eller midt på mellemfoden. Genetisk brun (chokolade) pels med brun næse og lyse øjne diskvalificerer, og det samme gælder alle farver, der ikke er nævnt.

Standarden nævner som alvorlige fejl, at der ikke er forskel på køn, og at højden er uden for grænserne. Fejl er også læber, der hænger for meget i mundvigene, for meget dewlap og for fremtrædende kinder.

Temperament

FCI beskriver temperamentet som afbalanceret, intelligent og af stor tapperhed. UKC kalder hunden intelligent og modig. SKK skriver, at racen er en udpræget kvæg- og vagthund med stærkt vagtinstinkt. Standarden diskvalificerer aggressive eller meget sky hunde.

Den uruguayanske kennelklub beskriver en meget alsidig hund. I byerne i Uruguay bruges den mest som familiehund og vagthund, på landet som arbejdshund med kvæg og får, og den bruges også til storvildtjagt, især på vildsvin. Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvor reserveret racen er over for fremmede, hvordan den omgås andre hunde eller katte, eller hvordan den reagerer på børn. DKK’s tekst om racen er ikke skrevet endnu.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen kræver at få arbejde både fysisk og mentalt, og at den passer til lydighed, agility og viltspor. Ingen kilde nævner et bestemt antal timer om dagen.

Standarden nævner hyrdearbejde, storvildtjagt og vagt som racens opgaver. SKK skriver, at den ikke passer som ren selskabshund. Ingen kilde siger, hvordan racen klarer at være alene hjemme, eller hvor meget den gør.

Træning og socialisering

SKK skriver, at racen kræver en ejer med stor vane til at arbejde med hunde, og at den ikke passer som ren selskabshund. Det er den eneste kilde, der siger noget direkte om, hvem racen passer til. DKK har ingen tekst om træning.

Standarden beskriver en afbalanceret og intelligent hund, som kan bruges til flere opgaver. Samtidig har den et stærkt vagtinstinkt, så ejeren bør sørge for god socialisering til mange mennesker og situationer og et arbejde, der passer til hundens natur. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene er i hverdagen, og hvilket arbejde de har haft.

Familie og bolig

Den uruguayanske kennelklub skriver, at racen i byerne mest bruges som familie- og vagthund. SKK skriver, at den ikke passer som ren selskabshund. Ingen kilde omtaler børn direkte, og vi har ikke givet racen en vurdering for familie, bolig eller alenetid. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Ingen kilde omtaler boligform, og standarden beskriver kun størrelsen og bygningen.

Pelspleje

SKK skriver, at pelsen er let at holde. Standarden beskriver en kort, glat og tætsiddende pels med underuld, og der er ingen kilde, der nævner trimning eller klipning. Ingen kilde siger, hvor meget racen fælder.

Standarden beskriver en overlæbe, som dækker underlæben uden at hænge. Ingen kilde siger, hvor meget racen savler.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at der er meget få hunde i Sverige, og at man derfor ikke med sikkerhed kan bedømme racens sundhedstilstand. DKK har ingen sundhedstekst, og vi har ikke fundet en raceklub eller dyrlægekilde, der kan bruges. Derfor nævner vi ingen bestemte sygdomme som typiske for racen.

DKK stiller to krav til stambogsføring. Faderen til et kuld skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller med en præmie fra en udstilling eller eksteriørbedømmelse, og DKK’s etiske regler for avl skal følges. For at få en hvalp i Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling inden parringen. DKK stiller ikke krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse, og racen hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub. Cimarrón Uruguayo er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Standarden nævner, at ørerne traditionelt kuperes i oprindelseslandet og at UKC tillader det. Kupering er forbudt i Danmark, og kuperede hunde må ikke udstilles.

Spørg opdrætteren, om forældrene er undersøgt for HD og AD, selv om det ikke er et krav. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.