Canadian Eskimo Dog

Mere om racen

Overblik

Canadian Eskimo Dog er en kraftig, mellemstor arktisk slædehund fra Canada. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 1, blandt de nordiske slædehunde, med standardnummer 211, og racen er ikke underlagt krav om arbejdsprøve. Hanner måler 58 til 70 cm over skulderen og vejer 30 til 40 kg, mens tæver måler 50 til 60 cm og vejer 18 til 30 kg. Hele spændet på 18 til 40 kg placerer racen i størrelsesklassen stor, men tævernes vægt ligger i en lavere klasse end hannernes.

Standarden understreger, at hunden ikke skal ses som et husdyr, men som en primitiv hund, der blev tæmmet af inuitterne til bestemte opgaver i et hårdt arktisk miljø. Den skal være en følgesvend for voksne og ikke en børnehund. SKK skriver, at racen ikke egner sig som ren selskabshund.

Historie og oprindelse

Standarden beskriver en historie på 1100 til 2000 år sammen med Thule-kulturen, som efter Dorset-kulturen beboede kyst- og øområderne i det, der i dag er arktisk Canada. Hundens oprindelse før den tid er gået tabt i inuitternes forhistorie. SKK skriver, at inuitterne menes at have brugt hundetypen som slæde- og jagthund i over tusind år, og at den om sommeren også bar pakker.

Brugen var mangfoldig. Standarden skriver, at hundene i århundreder blev brugt som trækdyr og kunne trække 45 til 80 kg hver over 15 til 70 miles om dagen. De blev også brugt til jagt, hvor de fandt sælernes åndehuller og kunne stille moskusokse og isbjørn for jægerne, og om sommeren bar de op til 15 kg. Som primitiv hund spiser racen først og fremmest kød, og dens naturlige føde var sæl, hvalros, fisk og rensdyr.

Den nuværende bestand stammer ifølge standarden fra avl i Northwest Territories hos Eskimo Dog Research Foundation, som i en seksårig periode købte hunde fra de rester af bestanden, inuitterne på Boothia-halvøen, Melville-halvøen og dele af Baffin Island stadig holdt. Arbejdet blev hovedsagelig betalt af Canadas og Northwest Territories’ regeringer. FCI anerkendte racen definitivt i 1959, og UKC anerkendte den i 1996. SKK skriver, at den første hund i Sverige blev registreret i 2019.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftigt bygget hund af moderat størrelse med tyk hals og bryst og middellange ben. Hovedet er kileformet og bæres højt, med tykke, opretstående ører og skråtstillede øjne, der giver et alvorligt udtryk. Halen er busket og bæres opad eller krøllet over ryggen. Kroppen er muskuløs, ikke fed, og hunden giver indtryk af en bygning til hårdt arbejde snarere end til fart. Hanner er tydeligt større og tungere end tæver, og tæver er hurtigere og friere i bevægelsen.

Pelsen er tyk og tæt med hårde, stive dækhår på 7 til 15 cm og meget tæt underuld. Hanner har en mankelignende vækst af længere hår over hals og skuldre, og tæver har som regel kortere pels. Farverne spænder fra helt hvid over hvid med røde, lysebrune, kanelfarvede, grå eller sorte aftegn til rød, sobel og sort med hvidt og sølvgrå. Ingen farve eller tegning må dominere racen.

Standarden angiver 58 til 70 cm og 30 til 40 kg for hanner og 50 til 60 cm og 18 til 30 kg for tæver. SKK og Royal Kennel Club har de samme tal. Racen vokser hurtigt og når arbejdsstørrelse omkring syv måneder, men modningen strækker sig over mindst tre år.

Temperament

Standarden beskriver en moden hund, der er blid og kærlig over for den gennemsnitlige person og nyder opmærksomhed. Selv over for fremmede er den sjældent afvisende. Den viser som regel stille venlighed og harmløs nysgerrighed eller bliver helt distanceret. SKK kalder racen venlig og fremhæver energi, vilje til fysisk arbejde, mental styrke og frygtløshed.

Hunden er meget flokorienteret. Standarden skriver, at roller som dominerende og underordnet udspilles under en helt dominerende lederhund, og at det ikke er ualmindeligt at se kampar og iturevne ører hos hunde fra hundegårde, hvor de er opdraget i grupper. Sammenlignet med moderne huslige hunderacer reagerer den næsten for kraftigt på alle stimuli, hvad enten det er mad, arbejde, forsvar eller leg. Royal Kennel Club skriver, at den er flokorienteret med meget hurtig reaktion på påvirkninger udefra.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen kræver meget friluftsliv, fysiske aktiviteter og udfordringer, og at behovet for arbejde og motion er så stort, at den ikke egner sig som ren selskabshund. Den er bygget til at trække læs over lange afstande dag efter dag. Ingen kilde angiver motionsbehovet i timer.

Jagtinstinktet er meget stærkt. SKK skriver, at hunden ikke bør løbe løs i naturen, og at racen er venlig, men viser stor jagtlyst, når det gælder jagt på sæler og isbjørne. Royal Kennel Club skriver, at den jager, hvis den får mulighed for det. Det er derfor et alvorligt spørgsmål, hvor og hvordan den kan løbe frit.

Træning og socialisering

Ingen af kilderne har en træningsvejledning. Standarden og UKC skriver, at hunden reagerer stærkt på stimuli og lever i en tydelig flokstruktur, og at den ikke er en børnehund. Det peger på en ejer, der kan sætte rammer for en hund med meget drivkraft. Det er vores læsning af kilderne og ikke et udsagn fra dem.

SKK skriver, at racen let gør og hyler. Standarden diskvalificerer aggressive og overdrevent sky hunde.

Familie og bolig

Standarden og UKC skriver begge, at hunden skal være en følgesvend for voksne og ikke en børnehund. Samtidig beskriver de en blid og kærlig hund, så budskabet er forsigtighed omkring børn og ikke, at hunden er ond. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Ingen kilde taler direkte om bolig eller om at være alene hjemme. SKK skriver, at racen har brug for meget friluftsliv og aktivitet, at den let gør og hyler, og at den ikke egner sig som ren selskabshund. Standarden skriver, at den er meget flokorienteret. Det kan gøre samliv med andre hunde krævende.

Pelspleje

SKK skriver, at hunden fælder pelsen forår og efterår og da skal børstes, og at pelsvården ellers er ubetydelig. Standarden beskriver en årlig pelsskiftning, oftest i august eller september, hvor underulden løsner sig i totter over nogle dage. Tæver får derudover et ekstra pelsskifte efter hvalpefødsel. Standarden diskvalificerer klipning eller ændring af pelsen med saks. Standarden regner løse læber for en alvorlig fejl, og ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at der er meget få hunde af racen i Sverige, så man ikke med sikkerhed kan bedømme dens helbred. Royal Kennel Clubs standard nævner ingen racespecifikke sygdomme, men understreger, at fuldstændig sundhed er afgørende. Vi har ikke fundet en dyrlægekilde, en racespecifik helbredsundersøgelse eller oplysninger om levetid.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl og stambogsreglerne er overholdt. Standarden kræver, at hanner har to tilsyneladende normale testikler. Canadian Eskimo Dog er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racens danske specialklub er Dansk Polarhunde Klub.

Racen er ikke blandt de 13 racer, som hundeloven forbyder, og er ikke tæt på nogen af dem. Spørg opdrætteren om forældredyrenes helbred og om, hvordan hundene er opdraget og holdt, og om du kan møde dem. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.