Mallorca Mastiff/Ca de Bou

Mere om racen

Overblik

Mallorca Mastiff, også kaldet Ca de Bou, er en mellemstor, kraftig molosser fra Mallorca. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.1, med standardnummer 249. Standarden beskriver en hund, der er lidt langstrakt, stærk og kraftfuld, og hvor forskellen mellem køn især ses i hovedets omfang. Hanner måler 55 til 58 cm og vejer 35 til 38 kg, tæver måler 52 til 55 cm og vejer 30 til 34 kg.

Racen er en vagt- og forsvarshund. Standarden kalder den rolig af natur, hengiven over for sin ejer og enestående som vagthund. Kildematerialet er tyndere end for de fleste andre racer: DKK har endnu ingen tekst om racen, og vi har ikke fundet en raceklub eller dyrlægelitteratur, der kan bruges. Denne side bygger derfor hovedsageligt på standarden. Racen er lovlig i Danmark.

Historie og oprindelse

Standarden begynder med Middelhavets søfart. Handelen mellem folkene gav også udveksling af husdyr, blandt andet vagthunde, som man havde brug for i havne og kystbebyggelser som værn mod sørøvere og røvere. Blandt de store, stærke og udholdende hunde med kraftige hoveder og tænder skilte en type sig ud, nemlig den iberiske mastiff, som i Spanien blev brugt til jagt og til kamp mod tyre og andre hunde. Den fulgte kong Jakob 1. på hans erobringer og kom til Balearerne omkring år 1230.

I 1700-tallet kom Menorca og andre områder under britisk herredømme efter Utrecht-freden. Briterne havde deres egne kamp- og vagthunde med og krydsede dem med de oprindelige mastiffer på øerne. Hundekampe mod tyre var meget populære, og briterne på øen ledte efter en race, der egnede sig til den slags kampe. Det forklarer navnet Ca de Bou, som betyder tyrehund. Racen er nævnt i den spanske stambog fra 1923, den første hund blev registreret i 1928, og i 1929 blev en Ca de Bou udstillet for første gang i Barcelona.

Den spanske kennelklub RSCE fortæller historien lidt anderledes. Ifølge dens tekst erobrede kong Jakob 1. Mallorca fra maurerne i 1200-tallet og havde en molosserhund med, som siden udviklede sig på øen og blev brugt til kvæg, af slagterlauget og til vagt på gårdene. Den blev krydset med den hjemlige Ca de Bestiar, og der er vidnesbyrd om racen siden 1500-tallet. FCI anerkendte racen endeligt i 1963.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en typisk molosser, lidt langstrakt, stærk og kraftfuld af middel størrelse. Hovedet er stærkt og massivt, og kraniet er stort, bredt og næsten firkantet. Hos hannerne er kraniets omfang større end brystmålet ved manken. Panden er bred og flad, og stoppet er skarpt markeret. Kæbemusklerne er stærke og fremtrædende, men der er ingen folder i hovedets hud ud over nogle sidelæns over tyggemusklerne.

Snuden er bred og kegleformet, og næsen er sort og bred. Overlæben er ret stram, og underlæben er foldet i midten, så læberne ikke kan ses, når munden er lukket. Bidet er underbid, men et moderat et: mellemrummet må ikke være mere end 1 cm, og tænderne må ikke ses, når munden er lukket. Øjnene er store, ovale og så mørke som muligt, og ørerne er små, højt og sidelæns ansat og bæres som rosenører.

Kroppen er lidt cylindrisk med et dybt bryst, der når albuerne. Kryds er 1 til 2 cm højere end manke, og halen er lavt ansat, tyk ved roden og hænger naturligt i hvile. Den typiske gangart er trav. Huden er ret tyk og tætsiddende, bortset fra en let dewlap på halsen.

Pelsen er kort og ru at røre ved. Farverne er tigret, fawn og sort, og standarden foretrækker dem i den rækkefølge. Hos tigrede hunde foretrækkes mørke toner, og hos fawn den dybere nuance. Hvide pletter er tilladt på forbenene, brystet og snuden, men højst 30 procent af hele pelsen. En sort maske er tilladt.

Standarden angiver også målene for en gennemsnitlig hund: 36 kg, 56 cm ved manken og 58 cm ved krydset. Den spanske tekst fra RSCE angiver derimod 55 til 60 cm og 35 til 45 kg for hanner og 52 til 57 cm og 30 til 35 kg for tæver. Vi bruger FCI’s egne tal.

Temperament

Standarden skriver, at racen er rolig af natur, men under visse omstændigheder kan være modig og tapper. Den er tryg ved mennesker, trofast og hengiven over for sin herre. Som vagt- og forsvarshund er den enestående. I rolige situationer er den tillidsfuld og selvsikker, og når den bliver vækket, bliver blikket gennemborende. RSCE’s tekst siger det samme og tilføjer, at hunden er omgængelig i samværet med mennesker.

En hund, der er aggressiv eller meget sky, diskvalificeres. Det samme gælder hunde med klare fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter. Ingen af de kilder, vi har gennemgået, siger noget om, hvordan racen omgås andre hunde, katte eller børn. DKK har ingen tekst om racens mentalitet, så der er ikke meget at sige om hverdagen med en Ca de Bou ud over standardens beskrivelse.

Motion og aktivering

Ingen kilde siger, hvor meget motion racen har brug for. Standarden nævner, at den typiske gangart er trav, og at den er rolig af natur, men det siger ikke noget om, hvor meget aktivering en voksen hund har brug for hver dag. Vi har derfor ikke givet racen en motionsvurdering.

Standarden nævner jagt og kamp mod tyre og andre hunde som racens ældre opgaver. Den bruges i dag som vagt- og forsvarshund, og RSCE tilføjer selskab som en anvendelse. Ingen kilde omtaler hundesport eller anbefaler en bestemt aktivitetsform.

Træning og socialisering

Ingen af de gennemgåede kilder har råd om træning eller socialisering af racen. DKK har ikke skrevet noget om mentalitet eller behov. FCI-standarden beskriver en hund, der er rolig, tryg ved mennesker og ejerorienteret, men den giver ikke en træningsvejledning.

Standarden beskriver en kraftig vagt- og forsvarshund, der historisk er brugt til kamp, og den diskvalificerer hunde, der er aggressive eller meget sky. Det taler for en ejer, der kan sørge for, at hunden lærer mange mennesker og situationer at kende, og som kan styre en hund på 30 til 38 kg. Spørg opdrætteren om forældrenes temperament.

Familie og bolig

Standarden beskriver en hund, der er tryg ved mennesker og hengiven over for sin ejer. Ingen kilde omtaler børn, boligform, hvordan racen klarer at være alene, eller hvor meget den gør. Det er derfor ikke muligt at give racen en vurdering for lejlighed, alene hjemme, gøen eller børn. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Standarden siger, at hunden i rolige situationer er tillidsfuld og selvsikker, men den siger ikke, hvor reserveret den er over for fremmede.

Pelspleje

Standarden beskriver en kort og ru pels og en ret tyk hud, der sidder tæt til kroppen. Ingen kilde siger, hvor meget pels der skal børstes eller trimmes, eller hvor meget racen fælder.

Standarden beskriver desuden, at læberne ikke kan ses, når munden er lukket. Ingen kilde siger, hvor meget racen savler.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Ingen af de kilder, vi har gennemgået, nævner bestemte sygdomme som typiske for racen. DKK har ingen sundhedstekst, og vi har ikke fundet en raceklub eller dyrlægekilde, der kan bruges. Webprofiler, der nævner enkelte sygdomme, er ikke raceklubber og er ikke brugt. Derfor nævner vi ingen sygdomme som typiske.

DKK stiller to krav til stambogsføring. Faderen til et kuld skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller med en præmie fra en udstilling eller eksteriørbedømmelse, og DKK’s etiske regler for avl skal følges. DKK anbefaler for Basis+ stambøger, at begge forældre har HD A, B eller C og AD 0 eller 1. Anbefalingen gælder siden 12. april 2012. Racen hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub. Mallorca Mastiff er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Standarden nævner, at britiske kamp- og vagthunde blev krydset ind, og hvis politiet er i tvivl om en hunds race, kan de kræve dokumentation (§ 1 b, stk. 2). Standarden diskvalificerer hunde med kuperede ører eller hale, og kupering er forbudt i Danmark.

Spørg opdrætteren, om forældrene er røntgenundersøgt, selv om det kun er en anbefaling. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.